|
Danmark tabte tirsdag nat begge deres kampe ved VM i Kina – herrerne blev besejret af Hviderusland (1-3), mens damerne mod Australien for fjerde gang ud af fem mulige tabte med 2-3 i deres sidste puljekamp i Guangzhou.
Michael Maze vandt en enkelt kamp, da Vladimir Samsonov & Co. besejrede Danmark, og dermed bragte en masse spænding i 1. divisions Gruppe D, der efter nattens kampe er meget åben – Maze slog den hviderussiske veteran, Evgueni Chtchetinine klart med 3-0.
Samsonov slog både Maze og Finn Tugwell, mens Kasper Sternberg efter en yderst tæt opgør mod Vitaly Nekhvedovich, måtte stække våben med 10-12 i afgørende sæt, i en kamp hvor fire af sættene blev afgjort med to bolde.
Gruppe D er som nævnt meget åben efter nattens kampe, der gav “come back” til Hong Kong, der overraskende slog Singapore (3-1), mens Spanien kom på tavlen med deres første sejr: 3-1 over Grækenland.
Det betyder at Singapore og Hong Kong nu deler 1. pladsen i gruppen – Danmark er sammen med Hviderusland på en delt tredieplads, mens Grækenland og Spanien deler femtepladsen.
I sidste runde spiller Danmark mod Grækenland – en sejr over grækerne er ensbetydende med en plads i 1/8-finalerne.
Sidste runde spilles torsdag morgen med serve off kl. 6:00 CET – alle kampe kan følges på LIVE-ticker hos ITTF, som der linkes til på forsiden af dbtu.dk.
Hos damerne vandt Mie Skov for tredie gang sine to singler, og Danmark tabte for fjerde gang med 2-3!
Skov slog både Miao Miao og Lay Jian Fang med 3-1 – Anne Cathrine Bomann tabte med 1-3, hhv. 0-3 til de samme modstandere, mens Pernille Agerholm var tæt på i to sæt mod Cho May, men måtte forlade bordet uden sætgevinst.
Mie Skov fik en ganske fornem skalp, da hun slog Miao Miao, der er nr. 108 i verden, og som sidste år var placeret i Top 100 – den kinesiskfødte australier er for øvrigt tidligere pigeeuropamester for Polen tilbage i 1995!
Danmark spiller deres første videregående kamp i dag kl. 12:30 CET, hvor modstanderen er Belgien – DK spiller om placeringerne 37-48…
—
Under VM 2008 kan man bl.a. se alle danske resultater, læse alle VM-nyheder fra dbtu.dk, samt læse artikler fra div. medier om VM for Hold 2008…