To quiz’ere med fuldt hus

Claus Arnsbæk og Jytte Tobiasen havde begge samtlige 12 svar rigtige i DBTU’s 75 års jubilæumsquiz. Merete Juel Hall, Rune Risgaard, John Sabalic og Troels Ladefoged havde alle 11 rigtige.
Med kun fem landholds t-shirts på højkant i konkurrencen foretog vi på sekretariatet en lodtrækning mellem de fire med 11 rigtige svar. Dommer Troels Ladefoged blev sorteper, men af frygt for at blive bortdømt med både gule og røde kort i resten af sæsonen (og for at blive kaldt for nærige) fandt et par spillende medarbejdere på sekretariatet på den gode idé også at finde en landsholds t-shirt til Troels.

Merete og Troels kiksede begge at Bordtennisbladet udkom for sidste gang i februar 2004. Sabalic havde fejlagtigt skrevet Thomas Keinarth som svar i spørgsmål 8 og Rune missede, at det var BTK 61 Roskildes stævne at He Zhe Wen deltog i.
 
Værd at bemærke: Jannik Larsen var ikke med denne gang. I hans fravær blev en anden Virum-spiller Thomas Ismiris sidst i quiz’en med otte rigtige svar.

Tillykke til vinderne – og tak til alle, som gad at lege med!

De 12 spørgsmål med svar:

1. Danmark spiller sin første landskamp i bordtennis i KB-hallen den 23. oktober 1946. Kampen tabes med 5-1 men til hvilket land? Var det Sverige, Holland eller Norge?
Svar: Holland.

2. Hvem stod for den enlige danske sejr i Danmarks første landskamp i bordtennis i KB-hallen den 23. oktober 1946, som altså blev tabt med 5-1? Var det Christian Juhl, Willy Scott Nissen eller Erling Nielsen?
Svar: Christian Juhl.

3. Evy Schandorph var en af Danmarks tidlige kvindelige landsholdsspillere – fra 1940’erne og 1950’erne. Hvad var hendes navn før hun blev gift? Var det Danielsen, Simonsen eller Svenningsen?
Svar: Danielsen.

4. DBTU opnår at have den første idrætsmand i DIF’s historie, som opnår 100 landskampe. Var det Knud Runchel, Einar Lyttik eller Helmuth Jespersen?
Svar: Einar Lyttik.

5. I 1980’erne havde to franskmænd stor succes med et bordtennisshow, som de rejste rundt med i Europa. Den ene Jacques Secretin og den anden hed Purkhard til efternavn. Hvad var hans fornavn? Var det Quentin, Francois eller Vincent?
Svar: Vincent.

6. Johnny Hansen skabte sensation, da han i 1. runde ved VM i Novi Sad i 1981 vandt over den forsvarende mester i herresingle Seiji Ono fra Japan med 24-22 i femte- og afgørende sæt. Hvem tabte Hansen til i 2. runde? Var det Mikael Appelgren, Dragutin Surbek eller Zoran Kalinic?
Svar: Zoran Kalinic.

7. Hvor gammel var Sabine Borre Larsen, Frem Sakskøbing, da hun vandt damesingle ved senior-DM i 1993? Var hun 14 år, 15 år eller 16 år?
Svar: 14 år.

8. Martin Monrad vandt i 1997 English Open i rækken for spillere under 21 år. Han vandt bl.a. over tyskerne Timo Boll (2-0) og Tomas Keinarth (2-0) samt Sebastian Calliou, Frankrig (2-1). Hvem af de tre vandt han over i finalen?
Svar: Sebastian Calliou, Frankrig.

9. He Zhe Wen fra Spanien, der i 2016 blev en suveræn verdensmester i 50-59 års rækken i Alicante stillede i efteråret 1997 op i et dansk stævne, som han vandt. Var det OB’s stævne, Sisu/MBK’s stævne eller BTK 61 Roskildes stævne?
Svar: BTK 61 Roskildes stævne.

10. I 2003 vandt Christian Larsen (nu Kongsgaard) U21-rækk en ved Danish Open, hvor han vandt over Loic Bobillier, Frankrig (4-2), Wu Chih-Chi, Taiwan (4-1), Christoph Simoner, Østrig (4-2) og den forsvarende mester Sakamoto, Japan. Hvem af de fire vandt han over i finalen?
Svar: Wu Chih-Chi, Taiwan.

11. Hvornår udkom Bordtennisbladet for sidste gang?
Svarmuligheder: Februar 2004, marts 2005, april 2006?
Svar: Februar 2004.

12. Ved World Tour Swedish Open i Stockholm i 2016 slår Jonathan Groth et slag bag om ryggen i kvartfinalen i herresingle. Hvem spillede han mod? Var det Mattias Karlsson, Kristian Karlsson eller Per Gerell?
Svar: Mattias Karlsson.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk