Top 12-vinderne

Bornholm! Bornholm! Bornholm!
Du, min dejlige ferieø!
Bornholm! Bornholm! Bornholm…var nu heller ikke værst i den forgangne weekend, hvor det meste af den danske ungdomselite var samlet ved ungdoms Top 12 i Aakirkeby-hallen.

Indtryk fra den prestigefyldte turnering:

Herrer U 21:
Patrick Stobberup, Holme Olstrup vandt rækken, der var reduceret til otte mand. Han vandt foran Benjamin Sørensen fra Søhøjlandet, som Stobberup vandt over i den sidste kamp efter at have været bagud med 0-2 i sæt. Undervejs tabte Stobberup dog 0-3 til Mads Larsen, Greve, der sluttede som nr. 6.

Herrejunior:
Andreas Dilling vandt i 2013 drenge-rækken ved Top 12, og selv om han stadig er drengespiller, så vandt stortalentet fra Roskilde i år junior-rækken ved Top 12 foran favoritten Tobias Rasmussen, Amager. Dilling bliver dermed medlem af den fornemme klub af spillere, der allerede som drenge har formået at vinde junior-rækken, hvilket også Martin Monrad gjorde i 1992, Michael Maze i 1996 og Mikkel Hindersson i 2005.
Se herunder afgørelsen på kampen mellem Andreas Dilling og Tobias Rasmussen. 

Drenge:
Rasmus K. Mikkelsen, Sisu/MBK gik ubesejret igennem turneringen og vandt foran Peter Svenningsen, Virum/Sorgenfri.

Yngre drenge:
Mikkel Emborg, Greve vandt alle sine kampe og blev en suveræn vinder foran Daniel Simonsen, Hillerød GI.

Kvinder U 21/Junior:
I den sidste kamp mødtes de to ubesejrede forhåndsfavoritter Stefanie H. Christensen, Københavns BTK og Ren Shiping, Holme Olstrup i en ”Ren” finale – for det blev Ren, der denne gang vandt med 3-1 i sæt, og dermed fik revanche for nederlaget til Stefanie sidste år, hvor de to også mødtes i en kamp om den samlede sejr i rækken.

Pige/Yngre pige:
Svenske Kornelia Jönsson, der repræsenterer Hasle IF sørgede for at Bornholm fik en sejr på hjemmebane, da hun gik ubesejret gennem rækken. Hun var dog nede med 0-2 i sæt mod Louise Foldoy Steffens, Kildeskoven i næstsidste runde. Louise blev nr. 3, da hun indbyrdes var dårligere end Line Tækker Tarbensen, Esbjerg, der snuppede 2. pladsen. Anisha Iyer, Greve kastede op lørdag og valgte at trække sig fra turneringen søndag morgen.

Top 12 Jesper og Daniel1

Det var blevet tid til at betale tilbage for Jesper Møller, der ved senior-DM blev coachet af Daniel Simonsen. Nu var det Jespers tur til at coache Daniel, der her er kommet foran 2-0 i sæt, mens han liggende med en ispose på skinnebet, modtager råd fra Jesper. 

Top 12 dommerbord1
Dommerbordet havde en travl weekend og ikke uden bekymringer. Søndag morgen var der således helt op til kampstart problemer med halvdelen af lyset i hallen. En nødplan med kampe på borde i træningshallen var millimeter fra at blive taget i brug, da Jørn-Ole Riis (th. på billedet) pludselig med hjælp fra en elektriker kunne ånde lettet op, da lyset kom tilbage. ”Det er sådan, jeg også gør med min pc – slukke og så tænde igen”, sagde en tydeligvis lettet Jørn-Ole, der også ved præmieoverrækelsen var i sit es, da han kom til at udråbe Kennet Kjelgaard Hansen som nr. 3 i herrejunior-rækken. Umiddelbart noget overraskende ikke mindst for Kennet selv, da han faktisk sluttede næstsidst lige før Arvin Mazaheri, OB, der udgik med vabler i hånden. Jørn-Ole Riis havde set på det forkerte papir, og kunne hurtigt rette sin fejl med ordene: ”Nej, der var faktisk i går, at Kennet sluttede som nr. 3 i sin pulje, og det var da også meget flot”.

Top 12 batkontrol1

”Vi har underkendt i alt 8 bat – 6 lørdag og 2 søndag. Årsagen har været skader på overfladen og et par bat, der var for tykke”, fortæller Per Maae, der ellers kunne berette om, at alt er foregået i god dialog med spillerne, der efter hans mening tog godt imod batkontrollen. Der var således ingen diskvalifikationer som for 14 dage siden ved senior-DM, hvor Izabell Nørlem efter at have spillet sig i semifinalen fik sit bat underkendt og blev diskvalificeret og taberdømt sammen med makkeren Casper Gammelmark.
Top 12 coaches1
Fem coaches på stribe i stolene. Fra venstre er det Rasmus Jespersen, David Hindersson, Mads Skovsen (vinder af yngre drenge-rækken ved Top 12 i 1995), Rhod Jepsen (vinder af herrejunior-rækken ved Top 12 i 1988) og Nick Ilsø.

Top 12 brødrene1

I herrejunior-rækken vandt lillebror Thomas Hansen over storebror Jakob Hansen efter en drabelig dyst. Jakob havde matchbold i 4. sæt, men tabte med 3-2 i sæt. Til gengæld var det alligevel storebror Jakob, der sluttede bedst samlet, da han blev nr. 3, mens Thomas blev nr. 6.

Top 12 forældredommere1

Egentlig er det deres børn, der skal dømme kampene, men alligevel hjælper forældrene med dommertjansen, så spillerne kan gøre sig klar til næste kamp. Her er blot et lille udsnit af de mange forældre-bladvendere, forrest Gitte (mor til Sofie), dernæst Jens (far til Nicoline) og derefter Christina (mor til Patricia).

Top 12 Bornholms vinder1

Der var grund til smil hos Jan Haagensen (yderst tv.), der har vundet Bornholmsmesterskabet i herresingle 26 gange siden 1979, og som ved Top 12 fungerede som coach for svenske Kornelia Jönsson, Hasle IF (th.), der vandt alle sine kampe. I midten ses Frederik Albæk, Hillerød GI, der også kunne smile. Han blev nr. 11 i yngre drenge.
 

Bedste sætafslutning: Christian Gullberg-Hansen, Roskilde, da han vinder 2. sæt mod Peter Svenningsen, Virum.

Bedste Matthew Syed-kopi: Daniel Christensen, B 75.

Kraftigste ush’en: Lidt overraskende blev favoritten til denne titel Jeppe Spottog klart slået om lørdagen af Arvin Mazaheri, OB, der i sine fem første kampe måtte ud i fire tætte femsættere.

Herligste anderkendelse: Mia Dong, Ballerup, der efter at være passeret i en lang duel, lagde sit bat på bordet og klappede af sin modstander, mens hun fra hjertet kommenterede: “Det var rigtig godt spillet af dig”.

Se samtlige resultater her 

 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk