På billedet Finn Bruun (tv.) og Steen Erik Nielsen (th.). Foto: Privat.
”Vi har omdannet en møbelbutik til bordtennislokale under de nuværende restriktioner, hvor butikken alligevel skal holdes lukket”, fortæller 63-årige Steen Erik Nielsen, der sammen med makkeren Finn Bruun på 61 år træner to gange om ugen i en møbelbutik i Frederiksværk.
Begge er aktive i Frederiksværk BTK, hvor de har spillet sammen siden teenage-alderen – altså i mere end 40 år!
”Vi har i mange år trænet et par gange om ugen i Frederiksværk BTK, så det er egentlig mærkeligt, at vi ikke er bedre”, siger Steen med et smil på læben.
Steen og Finn betragter sig selv som bordtennis-nørder, der prioriterer bordtennis stort set før alt andet i livet. De har spillet i Østserien og serie1 i mange år. Endvidere er de aktive i veteranturneringen, hvor de spiller i elitedivisionen.
Steen Erik Nielsen (tv.) og ejer af møbelbutikken Finn Bruun (th.). Foto: Privat.
Kreative løsninger påkrævet
For to gamle veteraner er det vigtigt hele tiden at holde sig i form og ikke miste følingen med den lille plastikbold. Derfor er kreative løsninger påkrævet.
”Finn har møbelbutikken Frederiksværk Møbler & Tæpper, som for tiden alligevel til stor bekymring for Finn i øvrigt skal være lukket. Derfor har Finn omdannet en del af møbeludstillingen til fordel for et bordtennisbord, hvor vi med stor glæde træner tirsdag og torsdag indtil tiderne forhåbentlig snart normaliseres igen”, fortæller Steen.
Frederiksværk BTK holder til på Magleblikskolen i Frederiksværk, hvor den i øvrigt har ligget i mere end 50 år. For nuværende er skolen og klubben igen lukket pga. corona-pandemien.
Steen og Finn er frustreret over ikke at kunne træne i klubben, og hvis nedlukningen forlænges, vil de fortsætte med at træne i møbelbutikken.
”Vi er nødt til at holde os i gang ved at træne og spille kontinuerligt. Vi ved at jo længere pauser man holder i vores alder, jo sværere bliver det at komme tilbage til tidligere tiders form og niveau”, siger Steen, der er vennen Finn evigt taknemmelig for, at det kan lade sig gøre at træne sammen i møbelbutikken.
Der trænes igennem i møbelhuset, som var det i klubben. Foto: Privat.
Meget belejligt så er der ikke langt til sofaen, hvis man bliver træt. Foto: Privat.
Corona-pandemien kan ikke stoppe de to gamle veteraners træning i Frederiksværk. Foto: Privat.