Træt af flytning

Fredericia Dagblad bragte den 27. september følgende artikkel:

Bordtennisformand er træt af flytning

Fredericia Dagblad 27. september 2011, 1. sektion, side 6

FREDERICIA Bordtennisspillere er tvunget til at dele hal med volleyballspillere for at give plads til nyt genoptræningscenter

Af AKSEL SCHOU THOBY akth@fredericiadagblad.dk
I hal 4 i Fredericia Idrætscenter er otte unge bordtennisspillere i færd med træningen. Bag et forhæng i den anden ende af hallen træner en flok volleyballspillere.
Den særegne kombination skyldes, at FIF bordtennis i foråret af kommunen fik at, at de skulle finde et nyt træningslokale, da deres daværende lokale i idrætscenteret skulle bruges til genoptræningscenter.
Ifølge formanden for bordtennisklubben, Flemming Knudsen, er løsningen langt fra optimal.
– Vi har haft vores gamle bordtennislokale, der er lavet decideret til bordtennis, siden 1972, hvor der er lavt til loftet og mindre lydt. Og så er der det sociale aspekt med, at man har sit eget lokale, siger han.
Han fortæller desuden, at klubben i forbindelse med flytningen har brugt 35.000 kr. af klubkassen. Nogle af pengene er brugt på at sætte bander og forhæng op for at kunne bruge hallen sammen med volleyballspillerne, mens de fleste er brugt på fire nye bordtennisborde, da pladsen er øget i den nye hal.
Problemet er bare, at klubben er blevet nødt til at ændre træningstidspunkt fra onsdag til torsdag, hvor der også er fodboldtræning for mange af de unge under 18 år.
Det har resulteret i et fald i medlemstallet fra 40 sidste år til blot 24 i år – inklusiv seniorer.
– Vi har mistet 67 procent af spillerne under 18, fordi de også spiller fodbold om torsdagen, siger Flemming Knudsen, der kan konstatere, at flere af bordtennisbordene står tomme.

Mødes personligt
At bordtennisbolde og volleyballbolde nu flyver gennem luften i samme hal skyldes, at de to sportsgrene har fælles forbund og derfor har kunnet løse problemet.
Flemming Knudsen lægger ikke skjul på, at han synes, kommunen kunne have gjort det bedre.
– Jeg havde foretrukket, de var kommet ind og snakket med os personligt, dermed kunne vi godt have argumenteret for, at vi skulle bevare vores lokale, siger han.
Han undrer sig også over, at kommunen i foråret valgte at bruge 400.000 kr. på eliteidrætten frem for at hjælpe den brede idræt.
– Jeg har ikke noget mod FHK, men det er skatteydernes penge, siger Flemming Knudsen, der i den kommende tid vil forsøge at få flere unge til at spille bordtennis.
Vi har mistet 67 procent af spillerne under 18, fordi de også spiller fodbold om torsdagen FLEMMING KNUDSEN, FORMAND FIF BORDTENNIS.

Hvis din klub støder på lignede problematikker, vil vi opfordre klubben til at kontakte en af DBTUs udviklingskonsulenter, som kan være behjælpelige i dialogen med kommunen, så vi sammen kan sikre klubberne bedst mulige vilkår.

Forfatter: Sarah Thomsen
Kontaktperson tlf.: 26 84 77 82
Kontaktperson e-mail: sarah.thomsen@dbtu.dk