Ungdoms-EM 2026 rykker mod vest, når europæisk ungdomsbordtennis’ flagskib afholdes i portugisiske Gondomar fra den 10. til 19. juli.
I år har den sportslige afdeling vurderet, at der skal udtages hold i samtlige fire kategorier: U19 herrer og damer samt U15 drenge og piger.
Trupperne er forskelligt sammensat, hvor nogle har mere mesterskabserfaring end andre, men grundmålsætningen er tydelig for samtlige hold: Danmark tager til Portugal for at vinde alle de point, vi kan, og for at måle os med de bedste.
Tre ud af fire hold er nu blevet udtaget i deres helhed – det drejer sig om U19 damer, U15 piger og U15 drenge. I U19-herrekategorien har landstræner Peter Rosenmeier udtaget tre af fire spillere, mens den sidste spiller offentliggøres ultimo maj/primo juni, afhængigt af hvornår deadline for den endelige tilmelding meldes ud af ETTU.
Nedenfor finder I de udtagne spillere for hver kategori sammen med en kommentar fra den respektive landstræner.
U19 herrer
- Dominykas Samuolis
- Johan Engberg Havsteen
- Adam Leth Nottelmann
- (Sidste spiller meldes ud senere)
”Alle tre spillere har gennem den seneste tid vist et ekstremt højt topniveau, men ikke mindst en gennemført seriøs tilgang til det at være og agere professionelt både på og uden for banen,” siger landstræner Peter Rosenmeier om de tre spillere, han har valgt at udtage på nuværende tidspunkt.
Siden 1. januar har fokus for U19-herrekategorien ligget på alt det, der foregår omkring en bordtenniskamp, og på gennem en seriøs og struktureret tilgang til både træning og konkurrence at hente alle de procenter, som ligger inden for spillernes kontrol. Temaet har været en rød tråd gennem både samlinger og turneringer, hvor spillerne er blevet udfordret både mentalt og fysisk – alt sammen med henblik på at gøre spillerne maksimalt klar til at levere en knivskarp indsats i Gondomar.
”Vi tager til EM for at vinde alle kampe. Så kan det godt være, at der er nogen, som på dagen viser sig at være bedre end os, men vi kommer til at gøre alt i vores magt for at få samtlige procenter over på vores side og levere det absolut maksimale af vores kapacitet. Jeg tror på et rigtig godt EM for det danske U19-herrehold,” afslutter Peter Rosenmeier.
U19 damer
- Maja Hansen
- Fiona Overgaard
- Stella Rosenmeier
- Sally Lou
Dame- og U19-landstræner Magnus Mallander siger om udtagelsen:
”Jeg udtog disse fire spillere allerede i januar måned med en klar idé om, hvor vi skulle lægge fokus i månederne op til UEM: på værdier, kropssprog og attitude, og hvordan vi går fra ord til handling, når vi står inde ved bordet i de mest pressede situationer. Det er fortsat her, vi kommer til at lægge meget tid og energi i forberedelsesfasen op til UEM, hvor jeg får rigtig god hjælp af Catarina Hvidberg, som i et års tid var i praktik i Team Danmarks sportspsykologiske afdeling og derefter har været tilknyttet vores U19-damehold. Derfor glæder jeg mig til at se, om vi kan levere præstationer, vi kan stå på mål for, når vi er dernede – uanset om vi er underdogs, favoritter eller står i maksimal usikkerhed.”
Holdet er blandet, både når det kommer til alder og erfaring, men målsætningen er meget klar, ifølge Magnus Mallander:
”Maja er den med klart mest erfaring, og hun har også vist et højt internationalt niveau i denne sæson. Samtidig vil jeg fremhæve de øvrige tre spillere, som blandt andet nåede finalen i Europas største klubturnering, Raiffeisen Youth Championships i Linz, for nylig. Det gør, at vi står stærkt på flere positioner. Målet er uden tvivl at rykke op i A-divisionen, og derfra skal vi som minimum give de bedste nationer i Europa en ordentlig hovedpine.”
U15 drenge
- Zacharias Al-Moalem
- Elias Skajem
- Noah Dons Simoni
- Julius Bach Fredensborg
I 2025 nåede U15-drengeholdet kvartfinalen i holdturneringen, hvilket betyder, at Danmark i år starter i A-divisionen sammen med de 15 stærkeste nationer i Europa. For U15-holdet, som består af fire debutanter, gælder det derfor om at være klar fra start og tage kampen op, når indspillet er færdigt.
Landstræner og ITC-træner Lucas Krenzer er klar over, at udfordringen er stor, men ser også en mulighed for det unge hold til at markere sig på den europæiske storscene:
”Vi er i en fase, hvor målsætningen er at nå det niveau, der skal til for at konkurrere med de bedste i Europa. Den proces er vi i fuld gang med, og derfor har jeg også valgt at udtage et hold, der er konkurrencedygtigt både nu og potentielt ved kommende mesterskaber. Zacharias er ældst på holdet og deltog ved NETU Youth sidste år, hvilket betyder, at han bliver anfører for resten af holdet, som består af Elias, Julius og Noah.”
Det arbejde, der foregår inden for talentudvikling og ungdomslandsholdene, har et tydeligt slutmål: at Danmark skal kunne konkurrere i verdenstoppen på seniorniveau. Med det for øje understreger Lucas Krenzer vigtigheden af at lære, hvilke krav der stilles for at konkurrere internationalt:
”At konkurrere på dette niveau vil give spillerne uvurderlig erfaring med at spille på højeste ungdomsplan. Kravene til forberedelse, professionalisme og dedikation bliver kun større. Derudover kommer de til at opleve helt tæt på, hvad der skal til for at sætte deres egne styrker og færdigheder i spil mod forskellige modstandere.”
U15 piger
- Sofie Strandhave Jørgensen
- Chelinda Mac Voong
- Andrea Mose Gregersen
Senest Danmark havde et pigehold med til UEM var i 2024, hvor holdet allerede i optakten overraskede ved at vinde titlen som nordeuropæisk mester i hold måneden før. Nu har den sportslige afdeling vurderet, at der igen er et hold, hvor deltagelse ved UEM både giver sportslig mening og værdifuld erfaring med konkurrence på et niveau, som ligger væsentligt over det, spillerne kender hjemmefra.
”Jeg har udtaget tre spillere, som gennem den seneste periode har samlet international erfaring og samtidig vist gode takter i deres spil. Nu handler det om at få det hele til at hænge sammen som en enhed. Som altid op til et stort mesterskab kommer vi til at lægge et stort arbejde i vores forberedelser,” siger U15-pigelandstræner Ida Bønding Schøsler.
Når det kommer til målsætningerne, understreger Ida vigtigheden af en stærk holdpræstation for at opnå de resultater, man altid jagter inden for konkurrencesport:
”Vi skal have sat nogle tydelige målsætninger for vores deltagelse, hvor fokus især bliver på, hvordan vi kan præstere vores ypperste som hold og tage kampen op mod alle modstandere. Lykkes vi med det, er jeg overbevist om, at vi kan levere nogle stærke præstationer undervejs og ikke mindst tage værdifuld erfaring og læring med videre.”
NETU Youth – Danmark deltager kun i U15 grundet sammenfald med senior-DM
NETU Youth Championships afvikles i år i Estland fra den 26. til 28. juni – præcis samme datoer som senior-DM i Herning i forbindelse med DM-ugen. Det har betydet, at den sportslige afdeling har måttet træffe beslutninger vedrørende deltagelse, selvom Danmark har flere titler at forsvare fra 2025.
”Traditionen tro afvikles der også et nordeuropæisk ungdomsmesterskab inden UEM. I år ligger turneringen lidt uheldigt, da den kolliderer med datoerne for senior-DM. Af den årsag har landstrænerne i fællesskab valgt ikke at deltage i U19-kategorierne for at give spillerne mulighed for at spille DM. Derimod deltager U15-hold for både drenge og piger, da turneringen er en udmærket lakmusprøve for de yngre spillere,” siger eliteansvarlig Magnus Mallander.
Holdene i U15-rækkerne blive de samme som de hold der er udtaget til UEM.
”Vi håber naturligvis at deltage med samtlige hold igen næste år, forudsat at datoerne ligger bedre i forhold til vores nationale kalender,” afslutter Magnus.
Spørgsmål om UEM og NETU kan rettes til de respektive landstrænere.
Magnus Mallander
Dame senior og U19-landstræner samt eliteansvarlig i Bordtennis Danmark
magnus.mallander@bordtennisdanmark.dk
Peter Rosenmeier
U19 herrelandstræner
Peter@bordtennisdanmark.dk
Lucas Krenzer
U15 drengelandstræner og ITC-træner
Lucas@bordtennisdanmark.dk
Ida Bønding Schøsler
U15 pigelandstræner
ibs@bordtennisdanmark.dk


