Under et 10-dages U-EM får man set, oplevet, snakket og tænkt utrolig meget bordtennis. Man får oplevet den helt store jubel, men også den store skuffelse når tingene ikke helt går som forventet. Den største jubel kom da det lykkedes herrejuniorholdet at spille sig i semifinalen og dermed sikre sig både en medalje, men også deltagelse ved junior-VM i december.
Målet for alle spillere var at yde en 100 % indsats på alle fronter. Alt fra opvarmning, mad, søvn, videokamera, rygnummer, opbakning m.m. skulle der være styr på, for på den måde at give sig selv de bedste muligheder for at præstere inde på banen. Med enkelte undtagelser synes jeg at spillerne levede op til det. Vi skal dog stræbe hen imod, at spillerne får disse ting så godt ind under huden, at det bliver en rutine. Bliver det først til en god rutine tror jeg på, at vi sammen kan bruge al vores energi på at præstere optimalt i kampene.
På det spillemæssige område synes jeg, at vi specielt på retur-siden halter en del efter vores konkurrenter. Vi har for lidt variation og for få redskaber til at løse de mange forskellige servesituationer vi kommer i. Vi skal blive bedre til at indstille og registrere nye server, så vi ikke kun kan være spilstyrende i egen serv.
Vi skal fortsat arbejde med fysikken, men samtidig bruge mere energi på konditionsdelen. EM er en rigtig lang turnering, og hvis man vil være i stand til at præstere lige så godt i de afgørende runder i singleturneringen som i de første runder af holdturneringen, så kræver det en rigtig god fysik og kondition.
Attituden og kropssproget skal der ligeledes arbejdes med. Det kan ikke nytte noget, at man bliver sur på bord, lys, modstander, coach osv. når spillet ikke kører. At kunne bevare overblikket og stadig yde en maksimal indsats – selv om spillet ikke lige kører – er vigtigt at kunne ved turneringer. Jeg synes vi som trup slår for let ”op i banen” hvis ikke vi selv føler, at vi spiller vores optimale. Det er en kunst at vinde, selv om man ikke spiller på sit optimale niveau, og her synes jeg, at vi er langt efter de bedste i Europa.
Ellers synes jeg, at de fleste danske spillere savner et rigtigt våben – noget som modstanderne virkelig skal passe på og forberede sig på at undgå. Om det er en god serv, meget skru eller en hård forhånd er ikke så afgørende – og meget individuelt.
Danmark havde fire debutanter med, og her var det meget positivt at se, at alle gik uimponeret til værks. EM kan virke meget stort og uoverskueligt hvis man ikke er ordentligt forberedt, men Rasmus, Peter, Kasper og Sofie gik uimponeret til værks. Specielt imponerende at se Kasper og Rasmus vise så stort ansvar på deres respektive hold, da det virkelig spidsede til i de afgørende situationer i holdturneringen.
Under EM var der rigtig mange forældre, søskende, kærester og andre bekendte, der havde taget turen til Riva Del Garda for at bakke op. På bl.a. en opfordring fra forældre, blev der op til turneringen afholdt et forældremøde, hvor Jesper Bundgaard (lærer på Brøndby Idrætsefterskole og med eget firma inden for coaching) holdt et oplæg for spillere og forældre. Hovedbudskabet i dette oplæg var hvordan forældrene kunne bidrage til at deres barn (og resten af truppen), kunne præstere så godt som muligt under U-EM, bl.a. ved at acceptere, at den smule forældrekontakt der måtte være undervejs, skulle være på barnets opfordring, og ikke omvendt. Det synes jeg på ingen måde blev overholdt, og det ærgrer mig. Det er et område som vi, desværre, fortsat må lægge tid og energi på for at sikre, at budskabet bliver modtaget korrekt – til gavn for vores bedste ungdomsspillere.
På trods af det skal der herfra lyde en stor tak til de medrejsende tilskuere. Sikke en opbakning, og sikke en stemning. Jeg ved, at spillerne satte stor pris på den imponerende support som blev skabt, og det var helt sikkert med til at give hele truppen et løft.
Fortsat god sommer!