U-landsholdene på tur

 

I morgen starter Slovak Cadet Open, og Danmark er til start med Anders Lind og Andreas Dilling. Næste uge er Danmark også repræsenteret når der spilles Hungarien Open, og netop disse to turneringer har ungdomslandstræner Mads Sørensen brugt til at kigge lidt fremad:

Efter et langt og hårdt træningsforløb efter sommeren UEM, der primært har budt på hård fysisk træning samt masser af bordtennistræning med fokus på svagheder, er det blevet tid til nogle af de turneringer som spillerne træner frem imod. Ungdomslandsholdsspillerne har alle fået udleveret et fysisk træningsprogram de skulle gennemføre 3 gange ugentligt. Det har været for at de skal stå bedre rustet når træningsmængden øges i månederne frem til UEM næste sommer. Formålet med den store fokus på deres svagheder har været, at de har lettere ved at forbedre dem i de perioder, hvor der ikke er så mange internationale turneringer, hvor jeg gerne vil have at de topper.
I morgen starter Slovak Cadet open for Lind og Dilling, der skal forsøge at fortsætte den gode trend der blev startet med drengenes bronzemedalje ved UEM. Turneringen giver normalt set et rigtig godt indblik i hvordan de har udviklet sig, i forhold til deres konkurrenter siden juli, og med både hold og individuel turnering bliver der masser af muligheder for at de kan vise, at det er dem der har udviklet sig mest. For både Anders og Andreas gælder det, at de viser at de er modnet de sidste 3 måneder og derved er klare til at bære et drengehold, der skal kunne spille med om medaljer. Anders fik i glimt vist ved senior EM i Herning, at der spillemæssigt er sket en del den sidste tid, mens Andreas med nogle flotte sejre ved SISU GP fik vist at han har udviklet sine svagheder markant. Men da drengeturneringer er noget helt andet, bliver det først og fremmest på det mentale område, de skal være skarpe de næste par dage.

I næste uge er turen kommet til herre juniorerne, der skal et smut til Budapest for at deltage i Hungarien junior open. Claus, Tobias og Kasper udgør den danske delegation, og de får også masser af muligheder for at vise godt spil og gode resultater med både hold og single turnering. Claus er efter en god træningslejr i Kina og Korea i august startet sæsonen godt med en del flotte sejre i elitedivisionen, og han skal i Ungarn forsøge at omsætte det aggressive spil han har vist der, til sejre mod de bedste juniorer. Tobias viste allerede i sommers, at han har et klart spillesystem og kan være med mod alle spillere, og det bliver spændende at følge om al træningen med at gøre ham mere komplet, allerede nu har båret frugt. Kasper viste både på lejren i Århus og i den daglige træning i Brøndby, at han har udviklet sig meget de sidste 3 mdr. I jagten på mere international erfaring, har han i samarbejde med sin klub valgt selv at betale for deltagelsen ved denne turnering. For ham er det en mulighed for at viste sig frem, og spille sig tættere på juniorlandsholdet.

CLAUS SKOV

Alt i alt, bliver det et par spændende uger for spillerne, der forhåbentligt vil vise at vi er rykket et skridt tættere på de bedste, og har overhalet nogle af dem vi sammenlignede os med for 3 måneder siden.

Slovak Cadet Open kan følges via linket på forsiden eller her.

Forfatter: Christoffer Petersen