Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Uddannelse baner vejen for nødvendig udvikling i DBTU
Af Betina Haagensen, årets leder i 2016, hædret med DBTU’s guldnål i 2003, formand for DBTUs Uddannelsesudvalg
I jubilæumsåret så er noget af det mest naturlige at se bagud på, hvordan det er gået i de sidste mange år. Jeg er af den opfattelse, at det er ekstremt vigtigt at se tilbage på fortiden og tage ved lære for, at vi sammen kan udvikle fremtiden.
Jeg brænder for uddannelse men også udvikling, og det har jeg gjort siden slutningen af 80’erne.
For at vi kan skabe elite, så kræver det et godt og grundigt arbejde, helt fra spillerne sætter deres første ben i en bordtennisklub. For uden bredden så bliver der bare ingen elite.
Til det skal der bruges en stærk klubledelse, dygtige og kvalificerede trænere, men samtidig er det enormt vigtigt med et godt forældresamarbejde og forældrenetværk. Desuden skal der samarbejdes imellem klubber, lokalunioner og DBTU, så alle arbejder i samme retning.
Hvordan får vi så alt det til at gå op i en højere enhed? Ja, det har ikke gået så godt i en årrække, da vi samlet set har mistet mange medlemmer – især på ungdomssiden.
Jeg tror på, at vi kan ændre den negative udvikling.
Vi har mange klubber og rigtig mange små klubber. Vi har også seniorklubber, der ikke ønsker at udvikle ungdomsspillere.
Efter min opfattelse skal der være plads til alle, men jeg vil gerne være med til at præge udviklingen, så der er flere, som får interesse i vores livslange sportsgren. Og tro mig, jeg ved, hvad jeg snakker om – jeg har spillet i 42 år, og har absolut ikke tænkt mig at stoppe.
Der blev valgt en ny bestyrelse i 2014, der så i samme retning som jeg. Jeg begyndte at se muligheder, og nu var det på tide at tænke udvikling. Jeg stillede derfor op som formand for det nye uddannelsesudvalg, hvor jeg blev valgt.
UDDU har fra starten af haft et meget stærkt udvalg og noget af det første, vi gik vi i gang med, var at arbejde med Det Batter. Her har vi uddannet mere end 15 trænerudviklere, der nu igennem 3 år har arbejdet ude i klubberne. Det har givet stor inspiration til det arbejde, vi for mere end 2 år siden startede op med en helt ny træneruddannelse i DBTU.
Vi i UDDU har i samarbejde med vores udviklingskonsulenter i sekretariatet arbejdet målrettet med at få udarbejdet en trænerbog. Bogen danner rammen om en ny uddannelsesstruktur. Den skaber samtidig grundlaget for en helt ny trænerudvikling men også træningskultur i klubberne. Der har været rigtig mange inden om bogen – jeg vil ikke nævne nogen, for når ingen er nævnt er ingen glemt.
Jeg vil blot understrege, at jeg er en stolt formand og meget ydmyg overfor de mange bordtennisinteresserede, der har bidraget for uden jer ALLE, var vi ikke nået til den kvalitet i uddannelsen, som er så hårdt tiltrængt.
Fremtiden for DBTU ser for mig lys ud, og jeg glæder mig til fortsat at følge og bidrage til udviklingen.
Mange bordtennishilsner og tanker.