Udramatisk årsmøde i ITTF

22. – 24. august i Bangkok var der Topmøde i bordtennisverdenen. Bordtennis Danmarks formand og Direktør deltog af ressource- og tidsmæssige årsager i generalforsamlingen online fra Danmark, og måtte derfor undvære de workshops og debatter om bordtennissportens udvikling, der var på stedet.

Generalforsamlingen foregik i god ro og orden. Den største dramatik var nok, at regnskabsmaterialet var udsendt for sent til de delegerede. Dette gjorde at generalforsamlingen udsatte godkendelsen af regnskabet 2022 til næste årsmøde (om 6 måneder i Busan, Sydkorea).

ITTF har gennem de sidste år investeret meget i vækst. Dette har været muligt ikke mindst via en stor investor, der er med til at sikre finansiering af de mange tiltag, der sker i ITTF i disse år. Ikke mindst den verdensomspændende WTT Tour koster penge. Det ses også i regnskaberne, hvor både indtægter og udgifter er steget voldsomt de seneste år.

Nogle af de beslutninger, der blev taget var, at VM fra 2026 spilles med 64 nationer. Samlet set er 227 nationer medlem af ITTF – som det største forbund på verdensplan.

VM 2026 gik til London, og skal afvikles i Wembley Arena. Både Englands bordtennisforbund og ITTF kan fejre 100 års jubilæum i 2026.

Ungdoms VM 2025 kommer til at foregå i Rumænien, tidligere er Helsingborg blevet tildelt ungdoms VM 2024. I 2026 kommer ungdoms VM at foregå i Bahrain.

Næste årsmøde og politisk topmøde i ITTF er i februar 2024 og foregår som nævnt i Busan, Sydkorea samtidigt med VM.