UEM-spillerdagbog fra Prag

ETTU   EM FOR UNGDOM 2009   ETTU

Herunder finder man spillernes egen dagbog fra UEM 2009 i Prag…

Torsdag d. 16. juli – af Jonathan Stonor
Kære Dagbog,

Dagens rapport bliver ganske flamboyant,
men dog stadig med masser af kant

Spillet har til tider været flot,
men desværre ikke altid lige godt

I morges vandt Pernille og jeg vores mixdouble mod Bulgarien med 11-9 i femte,
men efter et par timer havde alle desværre glemt det

Vores næste kamp var mod Sverige,
som viste sig at være en tand for nærige

Vi tabte med 0-3 efter føring på 9-7 i de to første sæt,
hvilket man må sige, var ganske tæt

I single mødte jeg den russiske bjørn nummer to,
han havde desværre lidt for store sko

Jeg spillede hverken godt eller dårligt,
desværre var et nederlag derfor uundgåeligt

Mads gav ellers gode råd,
men jeg kunne ikke leve op til dåd

Cifrene blev til slut 2-4,
hvilket siger, at jeg ikke var lige så farlig som en tiger

Nu vil jeg lukke ned,
inden den går helt i ged

PS: Jeg valgte delikatessen ’fried blue cheese and potatoes’ til aftensmad.

UEM 2009 | PETER SARTZ & JONATHAN STONOR

Tirsdag d. 14. juli – af Nicky Marx
Vi startede dagen med at løbe morgenløb kl. 8.15 inden vi spiste morgenmad – derefter tog vi ud i hallen.

Vi skulle spille mod Norge i den afgørende kamp om at rykke op i A-gruppen.

Jeg startede med at tabe 0-3 i en kamp, hvor jeg aldrig kom i gang, og spillede ret dårligt.

I anden kamp vandt Haack med 3-1, og bagefter vandt vi doublen med 3-0, hvor vi spillede ret godt, og havde højt niveau i hele kampen.

I den næste kamp tabte Haack også 0-3 mod deres førstemand, men i den altafgørende kamp vandt jeg med 3-1, og vi vandt så holdkampen med 3-2.

Om aftenen så vi finalerne i hold, hvor Frankrig vandt i både Herre Junior og Drenge – begge gange over Sverige.

UEM 2009 | NICKY MARXUEM 2009 | NICKY MARX

Søndag d. 12. juli – af Mie Jacobsen
Vi skulle først i kamp kl. 17, så ventetiden på hotellet var lang.

Jeg spillede den første kamp mod Portugal, men tabte 3-0. Jeg traf en del forkerte beslutninger, og det var en af grundene til jeg tabte.

Agger udlignede til 1-1 efter en sejr på 3-1.

Derefter skulle Simone i kamp, og hun kom rigtig godt fra start og var foran 2-0 efter godt spil, men hun tabte desværre 3-2.

Agger spillede en rigtig god kamp og vandt 3-0.

Jeg spillede den afgørende kamp, og tabte 3-1. Havde god indstilling og kæmpede til sidste bold, men det er vigtigt at jeg hele tiden tænker taktisk under kampen, og ikke træffer de forkerte beslutninger.

Et skuffende nederlag men vi må op på hesten igen til en ny kamp i morgen som skal vindes!

MIE JACOBSEN (Foto: Jens Luckenbach)

Søndag d. 12. juli – af Asbjørn Reenberg
Vi spillede første kamp kl. 9.00 mod Slovenien – sidste chance for at komme i 1/8-finalen.

Jeg sad på bænken, og Groth lagde ud med at vinde forholdsvist let – Tobias vandt en meget tæt kamp mod deres førstemand.

Derefter var Stonor foran, men tabte tæt – Groth tabte også den næste kamp tæt, men i den afgørende kamp vandt Tobias ret stort med 3-0, og så var vi klar til 1/8-finalen.

Her mødte vi Sverige, som var favoritter før kampen – og det levede det også op til. Vi spillede allesammen dårligt, og kom aldrig op på vores niveau.

Nu skal vi spille om placeringerne 9-16, og møder Serbien i morgen kl. 11.00.

ASBJØRN REENBERG (Foto: Jens Luckenbach)

Fredag d. 10. juli – af Simone Dueholm
Dagen startede dejligt, da vi først skulle spille kl. 15.00, og derfor kunne vi sove længe, og have god tid til at forberede os til kampen.

Vi stod op, løb morgenløb og spiste morgenmad inden det for alvor gik løs. Da vi kom over i hallen begyndte vi at varme op, og spændingen begyndte at komme.

Vi mødte Montenegro og vandt 3-2, efter at have været bagud 1-2 i kampe.

Jeg tabte desværre min kamp 3-1 efter en 1-0 føring i sæt. Første sæt gik okay, men derefter gik jeg i stå og på grund af nervøsitet kom jeg aldrig rigtig i gang.

Ellers var det helt vildt fedt at spille i sådan en kæmpe hal, med god opbakning. Det var også fedt at vi vandt holdkampen, og vi kæmpede godt hele vejen.

Efter holdkampen spiste vi aftensmad, og så herre juniorne og drengene spille.

Samlet set har det været en god dag, men jeg håber at spillet bliver bedre i morgen hvor vi skal møde Luxemborg, som nok bliver en spændende kamp.

Hvis vi skal slå Luxemborg skal vi alle sammen komme op på vores højeste niveau og fortsætte den gode opbakning.

SIMONE DUEHOLM (Foto: Kim Holm Pedersen)

Torsdag d. 9. juli – af Ruben S. Jensen
Vi stod tidligt op, og kørte mod lufthavnen – vi var alle trætte, men også spændte på hvad vi skulle ned til.

Det var en hård tur – bl.a. fordi man ikke kunne vente på at komme herned.

Da vi var ankommet til lufthavnen skulle vi med bus til hallen – og da vi ankom dertil, kiggede jeg og alle de andre på den største hal jeg nogensinde havde set.

Vi spiste noget rigtig god mad inden vi tog videre til hotellet – efter vi havde chekket ind, gik turen tilbage til hallen.

Nu var det blevet tid til træning i “Kæmpehallen”, og det var en speciel følelse at spille derinde.

Det føltes som om man skulle slå hårdere end normalt, men det var en fin træning.

UEM 2008 | RUBEN JENSEN (Foto: Jens Luckenbach)UEM 2008 | RUBEN JENSEN (Foto: Jens Luckenbach)

EM for Ungdom 2009 kan følges på dbtu.dk via linket – og hos ETTU & ČAST ved at klikke på de respektive logoer øverst på siden…

Forfatter: UEM 2009-spillertruppen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk