Under to måneder til UEM:

ETTU   EM FOR UNGDOM 2009   ETTU

Sæsonen nærmer sig sit klimaks, og EM for Ungdom i Prag!

Derfor var det netop overståede France WJC også en vigtig del af forberedelserne, hvor også næste uges 6-nations og Polish WJC senere på måneden indgår.

Målet med denne turnering var klar og tydelig. Det var for det første vigtigt at vi gik efter at lave nogle gode resultater, og vinde over nogle af de spillere vi skal konkurrere med i Prag senere på sommeren.

Den målsætning blev helt klart opfyldt. Groth og Toby var i finalen i double, hvor det blev til et tæt nederlag til europaranglistens nr. 2 og 6 Le Breton og Le Guen. Hvis de havde holdt deres niveau hele vejen, er jeg sikker på et de også havde vundet finalen.

I single nåede Groth kvartfinalen, hvor det blev til nederlag til et 3-4 nederlag efter 3-0 og 2 matchbolde ved 3-1. I starten af kampen havde Groth overtaget i serv og retur, hvilket gjorde at det var ham der fik 1. angrebet næsten hele tiden.

Stille og roligt fik franskmanden arbejdet sig ind i kampen, og i de sidste 2 sæt var det ham der styrede spillet.

Kampen viste at når Groth spiller op til sit bedste, kan han slå alle spillere i Europa. Han skal bare arbejde med koncentrationen og stabiliteten så han kan holde det høje niveau i en hel kamp.

Mod de bedste spillere i Europa bliver det straffet med det samme, hvis man spiller 3-4 bolde på sæt uden koncentration. Gammelmark og Toby blev 2er i deres puljer, og tabte derefter i 1. runde mod henholdsvis en fra Sydkorea og en fra Belgien.

Stonor spillede lidt svingende, og gik ikke videre fra puljen. I holdturneringen var vi lidt uheldige med lodtrækningen, og endte i samme pulje som de regerende, og favoritterne til at vinde til sommer, Frankrig.

Efter en super indsats af drengene tabte vi tæt 2-3, efter en holdkamp hvor både Tobias og Groth slog Romain Lorentz, der dagen inden havde vundet single.

Ved 2-2 tabte Groth igen til Le Breton, og også denne gang var kampen meget tæt. Groth havde sætbolde til 2-2 i sæt, men formåede ikke at lukke sætte på trods af en 6-2 føring.

Kampen viste igen, at når vores spillere spiller op til deres bedste, kan de slå selv de bedste spillere i Europa.

2. kamp i puljen blev vundet let over New Zealand, hvor efter kvartfinalen blev endestationen med et 1-3 nederlag til Belgien.

I den kamp fik Gammelmark og Stoner chancen som 1. og 2. mand, men formåede ikke helt at overbevise mig om at de skal have den tillid fremover. Dertil var spillet og indstillingen alt for svingende, og der er helt sikkert et par ting der skal forbedres inden UEM.

2. del af målsætningen for turneringen, var at danne mig et klart overblik over hvad der skal fokuseres på i træningslokalet de næste 2 måneder.

For alle 4 spilleres vedkommende, skal vi fortsætte med at lægge meget fokus på det aggressive korte spil, da det er genvejen til først at komme i angreb.

Vi skal også fortsætte med at have fokus på hurtige vekslinger mellem forhånden og baghånden. Træfpunktet skal ligge tæt på hinanden, ellers taber man overtaget i boldene.

Servetræning er ikke specielt spændende, men er noget vi kommer til at bruge en del tid på de næste par måneder.

Spillerne skal have lidt mere kvalitet i serverne, og skal have mulighed for at ændre med f.eks. fejlskru. Nu har de ikke nok forskel mellem f.eks. side/over og side/under, og derfor bliver serverne for lette at returnere.

På trods af at der er en del der skal forbedres, ser jeg meget positivt på vores muligheder både i Polen og til UEM. Det virker som om at spillerne har 10-15 % mere at give, og det er netop de procent vi skal bruge for at være med helt fremme hvor det er rigtig sjovt.

Men spillerne skal forberede sig på at der skal arbejdes hårdt i træningslokalet – og der er ikke nogen dage at spilde!

Forfatter: Mads Flod-Sørensen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk