Ungdoms-EM

Landstræner Mads Sørensen evaluerer på det netop afsluttet Ungdoms EM i Ostrava:

Pigerne: I udtagelsen af pigerne, der fraveg jeg lidt fra mine tidligere udtagelseskriterier og udtog to pigespillere på baggrund af det potentiale de har, og ikke ud fra div. resultater fra internationale turneringer; 6-nations og Spanien. Pigerne har helt klart leveret en indsats, der uden tvivl berettiger at de blev udtaget. De har udviklet sig rigtig meget på de træningslejre vi har haft op til, og det har været en fornøjelse at se den indsats de har leveret i kampene ved EM. I Spanien og til 6-nations var tilgangen til spillet ikke helt i orden. Pigerne blev for hurtigt negative og jeg savnede gejst og udstråling. Det har de taget til sig, og de har hernede haft en rigtig god udstråling både på og uden for banen.

Drengene: Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var skuffet over en 13. plads i hold, samt ingen spillere længere end en 1/8-finale. Jeg synes vi i drengeholdet har tre spillere som absolut har potentialet til større ting. Når det så er sagt, så er det som sådan ikke resultaterne der skuffer mig! Jeg har i hele forberedelsen, og i mange af de snakke vi har haft igennem sæsonen, lagt meget vægt på selve præstationen, og på den måden vi skulle reagere på når vi kom under pres. Det synes jeg ikke vi kan være tilfredse med. Jeg synes vi får et dumt nederlag til Italien, som dels var unødvendigt, men som også kostede selvtillid. Netop det nederlag er jeg sikker på også bidrager til en dårlig præstation mod Hviderusland. Det ærgrer mig specielt, at de to nederlag var et resultat af, at mange af de ting som vi havde arbejdet med i månederne op til ungdoms-EM faldt lidt fra hinanden. Jeg må selvfølgelig acceptere, at i arbejdet med så unge spillere er man nogle gange nødt til at vente til spillerne har den mentale modenhed til at tage de mentale ting – som vi arbejder med i dagligdagen – med ind til bordet. Drengene skal have ros for, at de efter et hårdt nederlag, tog sig selv i nakken, og leverede tre gode præstationer i de sidste tre holdkampe. Overordnet set må vi også erkende, at alle spillere møder op til U-EM i topform, og derfor har de resultater man har lavet inden et U-EM ikke den store betydning, hvis man ikke selv er i topform – mentalt som fysisk. Uanset hvad man hedder og hvad man ligger på ranglisten, så ligger en stor del af nøglen til succes ved et U-EM, i den daglige træning. Har man ikke gjort sit forarbejde, kan man ikke forvente at levere stabile resultater eller tage hjem med en medalje.

Selv om vi godt kan tillade os at være skuffet over ikke at have en medalje med hjem i tasken, så synes jeg at drengene leverer en godkendt præstation i den individuelle turnering. Voss gør alt hvad han kan mod en bedre modstander, men mangler lidt sikkerhed i angrebsspillet. Dilling møder en modstander som passer ham dårligt og har svært ved at løse de udfordringer der opstod omkring svenske Omids returspil. Dilling har haft en markant positiv udvikling de sidste seks måneder, og fortsætter han det gode arbejde i den nye sæson, vil han gå et spændende U-EM i møde næste år. Lind kommer skævt ind i kampen mod en modstander, som taktisk var ekstremt velforberedt på Anders’ svagheder. Det sætter Anders under pres fra start. Tager Anders én af de otte sætbolde i ét af de første sæt er jeg sikker på, at Anders vil løsne lidt mere op og spille mere frit. Nu blev det en kamp på franskmandens præmisser, hvor Anders hele tiden skulle jagte. Anders skal have stor ros for at kæmpe videre og gøre alt hvad han kunne i den givne situation.

Juniorerne: Helt klart godkendt holdturnering! Holdet viser samlet set, at de har udviklet sig siden EM i Wien, hvor de leverede en dårlig indsats mod Rusland om at gå i 1/8-finalen. Denne gang så vi et hold, der var blevet klogere og som gik efter det hele tiden. Også i 1/8-finalen mod Frankrig, hvor alle gjorde alt hvad de kunne mod den franske overmagt. Havde været sjovt at se dem mod næsten alle andre modstandere end lige Frankrig. Oprykningen var fortjent, men også vigtig i udviklingen af de spillere der er på holdet til næste sæson, hvor 3 af 4 spillere stadig er juniorer. Individuelt synes jeg, at juniorerne manglede et par procenter i forhold til holdturneringen, og jeg havde håbet på, at én af dem havde taget de muligheder som de alle rent faktisk havde i kampene. Juniorerne viser, at de har rykket deres bundniveau både mentalt og spillemæssigt, men vi skal i næste sæson arbejde mere med at levere stabilt rigtig godt spil. I den individuelle turnering har de haft svært ved at holde deres topniveau i syv sæt. Det er en nødvendighed, hvis man vil længere frem i turneringen.  Eftersom det at hæve bundniveauet har været noget som vi har arbejdet med, så har udviklingen lykkedes. Næste år har vi et juniorhold, som jeg synes har et stort perspektiv, og som jeg synes er en stor del af dansk bordtennis herre-fremtid.

Generelt: Som landstræner er det en positiv situation at sidde i, at man kan tillade sig at være skuffet over, at vi ikke har en medalje med hjem. Med to hold i A-gruppen samt et pigehold som viser gode takter synes jeg, at vi arbejder i den rigtige retning. Det er dog også min holdning, at skal vi fortsætte den positive udvikling i den nye sæson, og fortsætte med at udvikle vores bedste ungdomsspillere er vi nødt til, som union, at styrke indsatsen. For at have muligheden for at lave et mere individuelt set-up i den daglige træning såvel som turneringsplanlægning, mener jeg, at det er en nødvendighed at få tilført mere man-power til arbejdet omkring ungdomslandsholdet. I en direkte sammenligning med de lande vi konkurrerer imod kan jeg konstatere, at vi er det land med klart færrest trænere, ledere, fysioterapeuter, læger o.l. Det gør bl.a. at vi under et 11 dages langt U-EM har ekstremt mange arbejdsopgaver som ikke direkte kan relateres til spillernes præstation i kamp. 

Fortsat god sommer.

Mads Sørensen

Ungdomslandstræner

 

Single- og doubleturneringen er startet, og seks spillere er med endnu.

Andreas Dilling, Ruben Jensen, Claus Schou, Nicoline Koefoed og Sophie Walløe er alle med når 2. runde spilles i løbet af dagen. Tobias Rasmussen, Marc Kynde og Nicolai de Voss tabte alle deres 1. runde kamp, og deltager i consolation.

Anders træder først ind i turneringen idag.

I doublerækkerne er pigedoublen og den ene juniordouble stadig med. Pigerne slog deres svenske konkurrenter med 3-0 og doublen Jensen/Kynde slog et belgisk par. Begge par spiller senere idag.

 

Det blev til en 11. plads, 13. plads og 24. plads for de danske juniorer, drenge og piger.

Juniorerne levede op til målsætningen mht. oprykning, og i 1/8-finalen mod suveræne Frankrig, var der trods rigtig godt spil og fight fra det danske hold, ikke noget at stille op. Undervejs blev det ligeledes til en seriøs revanche mod Østrig – holdet som besejrede Danmark sidste år i oprykningsfinalen.

For at bruge en kendt og ofte misforstået kliché, så var pigerne med for at lære. Til et EM får man utrolig meget information og viden undervejs i kampene, så om og hvad pigerne har lært/tager med herfra må tiden vise.

Drengene endte som nr. 13 – mere om det de næste par dage.

Imorgen starter single- og doubleturneringen, og programmet er som følger:

Marc Kynde kl. 15.50

Dilling/Koefoed kl. 18.40

Voss/Walløe kl. 19.10

Af internet- og praktiske årsager vil der løbende kun blive opdateret på unionens facebookside. Klik her – man behøver ikke at have en facebookkonto for at følge med.

Torsdag træder resten af den danske trup ind i turneringen. Se alle lodtrækninger og tider her.

 

Programmet for imorgen er på nuværende tidspunkt (21:57) ikke 100% fastlagt, men det vil blive opdateret på Facebooksiden så hurtigt som muligt. Ligeledes på Facebook er der beskrevet lidt om dag 2 for de danske spillere og trænere.

Det blev en ganske udemærket 1. dag for de danske spillere. Juniorerne og drengene vandt begge deres holdkampe uden alt for meget besvær, og selv om pigerne tabte til Bulgarien, så var der masser af positive ting at tage med videre.

Imorgen har pigerne kamp kl. 9.00 og kl. 17.00 – drengene spiller kamp kl. 13.00 og juniorerne spiller kamp kl. 15.00 og kl. 17.00

Dag 1 ved U-EM byder på følgende danskerprogram:

Juniorerne møder Moldavien kl. 9.00 og Tyrkiet kl. 13.00. Drengene møder Moldavien kl. 11.00 og Rumænien kl. 17.30 og pigerne møder Bulgarien kl. 15.00.

Se program og andet på U-EM hjemmesiden.

På dagen hvor Ungdoms-EM skydes igang, har nogle af spillerne skulle tage svare på enkelte spørgsmål af forskellig karakter.

Nicolai de Voss:

1) Hvad glæder du dig mest til ved EM? At komme igang med at spille. Vi har trænet og ventet nok, så nu vil jeg og de andre gerne igang.

2) Hvem snakker mest på det danske landshold? Ingen tvivl! Claus Schou!

3) Hvem på drengeholdet ser bedst ud i landsholdstøjet? Meget svært spørgsmål, men jeg må, desværre, sige Andreas Dilling. Ham og rød passer godt sammen:-)

Andreas Dilling:

1) Tre træningslejre nærmest lige efter hinanden, er formen hvor den skal være? Det synes jeg. Spillet virker til at være godt, og jeg synes jeg har en god fornemmelse.

2) Hvem snakker mest på det danske landshold? Claus Schou og Anders Lind. Dagsformen som afgør!

3) Bedst af fem sæt mellem dig og landstræner Mads Sørensen – hvem vinder? Det gør jeg! 3-0….. Måske 3-1:-)

 

Tobias Rasmussen:

1) Hvad glæder du dig mest til ved EM? Oprykning!

2) Hvem snorker mest på juniorholdet? Har hørt jeg selv kan være lidt slem til det, ellers må jeg sige Claus.

3) Bedst af fem sæt mellem dig og coach Rasmus Jespersen? Den skal jeg nok vinde! Rasmus har et uhyggeligt baghåndsblok, men resten er vidst ikke så godt længere:-)

 

Sophie Walløe:

1) Debutant ved Ungdoms-EM, hvad glæder du dig til? At få en fed oplevelse, spille mod og se europas bedste og finde ud af hvad niveau der skal arbejdes hen imod.

2) Hvem fniser mest på pigeholdet? Klart Nicoline. Må være fordi jeg siger alt det sjove:-)

3) Hvis du gik hen og vandt EM, hvad ville du så gøre? Blive glad, og måske finde en vanvittig måde at fejre det på:-)

 

Mads Sørensen:

1) Hvem i trænerteamet ville vinde en 5 km løbetur, en femsæts kamp i bordtennis og en badmintondyst? I al beskedenhed må jeg sige mig selv på løbeturen og bordtenniskampen. Badmintondysten er mere tvivlsom, men der må jeg gå med Christoffer.

2) Hvem af trænerne ser bedst ud i landsholdstøj? Igen, i al beskedenhed, må jeg helt klart sige mig selv:-)

3) Hvem snakker mest af alle i hele truppen? Ingen over, ingen ved siden af og ingen bare i nærheden af….: Claus Schou.

4) Hvad glæder du dig til at se ved EM? Jeg glæder mig til at se nogle sultne spillere som gør alt hvad de kan for at præstere så godt som muligt. Forberedelserne har været rigtig fine, og spillerne har højt niveau. Nu handler det kun om at de får vist det i kampene.

 

Fredag morgen spilles første bold ved Ungdoms-EM 2013 i Ostrava. Som optakt vil der en af de kommende dage komme interviews med de danske spillere, men vi starter med at se tilbage på sæsonen i træningslokalet. Nedenfor følger diverse klip fra primært Idrættens Hus, men også fra nogle af spillernes kampe. Læs mere om Ungdoms-EM på ettu.org hvor der også er link til U-EM sitet.

Ruben S. Jensen kører kinatræning med Hu Wei Xin:

 

Som optakt til denne sæson var Claus Schou i Kina på træningslejr. Her træner han benarbejde:

 

Tobias Rasmussen kører benarbejde mod den dobbelte danske mester, Jonathan Groth:

 

Marc Kynde træner åbning med Hu Wei Xin:

 

Ved EM i Herning gjorde Anders Lind sit indtog på den store seniorscene. Det lavede DR1 et indslag om:

 

Andreas Dilling i højt tempo på kinatræningen:

 

Nicolai de Voss på den forrige EM-lejr:

 

Nicoline Koefoed ved 6-nations 2013. Modstanderen er Nora Nilsen:

 

Sophie Walløe ved 6-nations 2013 i en holdkamp mod Sverige:

 

 

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk