Det gik som de fleste nok havde forventet i gårsdagens TV-kamp. KBTK vandt kampen med hele 5-0, men resultatet lyver en lille smule. I første kamp have Christian Kongsgaard godt fat i Omar Assar, men da et tæt 3.sæt bliver tabt, kiggede egypteren sig ikke tilbage. Samtidig på bordet ved siden af havde Claus Rasmussen en 2-1 føring over Ruben Jensen, men også her var det københavneren der kom bedst ud af opgøret.
2-0 til KBTK, og Mie Skov skulle op imod Tobias Lau. I en kamp, der på ingen måder vil gå over i historien som værende en flot én af slagsen, kommer Tobias ud og er klart bedst i 1. sæt. I 2.sæt får Mie dog hægtet sig fint på, og ender med at vinde sættet. I 3. sæt har Mie utroligt mange chancer, og har ud over flere sætbolde også en 8-4 føring. Sættet glider dog fra hende, og en tydeligt lettet Tobias kørte efterfølgende kampen sikkert hjem. Kosiba sørgede for 4-0 ved pausen via sin sejr på 3-0 over Martin Monrad. Samme Kosiba lukkede og slukkede opgøret med en 3-1 over Christian Kongsgaard, og KBTK har nu en score på 15-1 efter de første 3 kampe…
24/9: I aften er der atter live bordtennis på Kanal Sport. Kampen står mellem Vedbæk og København, og det tegner til at kunne blive et rigtigt topopgør.
Forventede startopstilling:
Vedbæk: Christian Kongsgaard, Martin Monrad, Morten Knudsen, Claus Rasmussen og Mie Skov.
København: Omar Assar, Daniel Kosiba, Tobias Lau, Ruben S. Jensen og Anders Lind.
København kommer med landets bedste 1.kryds. Det beviste de i weekenden, hvor de til Københavns GP slog hver deres mand fra Roskilde i semifinalen, for derefter at mødes i finalen. Christian ”Bønne” og Monrad kommer på hårdt arbejde mod Omar og Kosiba, men både ”Bønne” og Monrad har masser af rutine – så er spørgsmålet om det er nok.
Til gengæld viste Købehavns 2. kryds, at de ikke er urørlige. Hverken Ruben eller Tobias viste storform ved weekendens GP, så det er formentlig her, at Vedbæk skal hente de fleste sejre.
Og hvad med Anders Lind!? Anders gik hele vejen ved Københavns GP og tog titlen i junior-rækken, og det må siges at være ganske imponerende! Måske han er en joker til aftenens kamp…!?
En anden joker er Vedbæks Mie Skov. Mie fik sin debut i forrige runde mod Vestegnen, hvor det blev til to nederlag mod to svenskere. I aften vil hun formentlig stå over to træningskammerater, og det bliver interessant at se hvem der klarer den situation bedst.
Kan Vedbæk vinde en kamp i 1.kryds, så er chancerne afgjort til stede. Landsholdsaktuelle Tobias Lau kan blive svær at knække for Vedbæk, men Morten Knudsen slog Lau sidste sæson, og hvem husker ikke Claus Rasmussens sejr over Kasper Sternberg..? Alt kan lade sig gøre, og Vedbæk er nok sultne efter at revanchere sig efter det noget skuffende 4-5 nederlag mod Vestegnen i sidste runde.
Kanal Sport har haft en snak med Mie og Omar omkring kampen i aften. Indslaget kan ses her.
Kampen spilles kl. 19.00 i Holtehallen.