Velkommen til sæsonen 2023/2024

En ny sæson står for døren – de første stævner går i gang i de kommende weekender og holdturneringen i Danmarksturneringen er planlagt. Serierækkerne følger snart.

Vores ungdomslandshold brugte juli måned på ungdoms-EM og vores herrelandsholdsspillere har heller ikke holdt meget sommerferie. De to store navne i dansk bordtennis, Jonathan Groth og Anders Lind er nu henholdsvis nr. 34 og 37 på verdensranglisten efter en sommer, hvor de begge har leveret stærke præstationer.  Det bliver spændende at se, hvor langt det rækker, når EM for hold afvikles i Malmø i september og når OL-pladserne til Paris 2024 skal fordeles.

Bestyrelsen, der blev valgt på årsmødet i juni måned er trukket i arbejdstøjet. Vi har sammen med vores nye direktør, Puk Hvistendal, fokus på at skabe de bedste betingelser og rammer for sporten i Danmark.

Som nogle af de indsatser der trænger sig på er bl.a.:

  • Forsat arbejde med en særlig pigeindsats, der gerne skal få flere piger ind i sporten
  • Økonomistyringen er topprioritet – herunder ser vi på nye samarbejdsmuligheder, der enten skaber større indtægter eller minimerer omkostningerne
  • Vækstteams i hele landet skal genstartes – der er brug for lokale indsatser alle steder.
  • Sukiru skal i mål – bl.a. så vi får en kobling mellem skoler, potentielle spillere og klubber. Vi glæder os til at se resultaterne af et stærkt samarbejde med Parasport Danmark.
  • Samarbejde med DGI skal forstærkes. Klubber og spillere i hele landet skal tilbydes de bedste betingelser for turneringsbordtennis.
  • Ambition om igen at afholde internationale turneringer i Danmark skal forfølges.
  • Camps og bordtennisfestival skal på plads
  • Mesterskaber – både lokale og nationale – skal arrangeres.
  • En ny Bat60-holdturnering ser dagens lys.
  • Bedre formidling af de gode historier skal prioriteres.

Det er mange og store ambitioner for et mindre forbund. Sporten skal udvikle sig og der er mange måder at gøre det på, men vi er i bestyrelsen overbevist om, at vi er på rette vej.

Tak, til alle vores samarbejdspartnere. I er med til at løfte sporten og bidrager til at vi når længere sammen.

Til sidst vil jeg endnu en gang takke de mange frivillige i vores lille bordtennisverden. Uden jer vil sporten ikke have en chance for at overleve i en kommerciel verden med stor konkurrence fra både teknologiens udvikling og andre sportsgrene.

 

Med ønsket om en forrygende sæson

Henrik Vendelbo

Formand for Bordtennis Danmark