Vellykket K3 i Brøndby

Så er der endnu engang blevet afviklet et Instruktørkursus 3 i Idrættens Hus i Brøndby.

12 kursister har været igennem det sidste kursus i DBTUs træneruddannelse og alle er blevet yderligere rustet med inspiration og faglige redskaber til trænergerningen hjemme i klubberne.

Den gennemgående instruktør har været Thorsten Hævdholm, med input om fysisk træning af Dorte Nielsen, Pædagogik og indlæring af Jens Maibom og Idrætspsykologi af Louise Sonne.

Kurset afslutter DBTUs egen kursusrække, det næste skridt derefter er pt. DIFs Diplomtræneruddannelse. Hele opbygningen af DBTUs kursusrække bliver kigget grundigt i sømmene for tiden – og en mere eller mindre omfattende ændring af forløbet kan forventes inden for en overskuelig fremtid;

Poul Sørensen er ansat til at udvikle kursusområdet, han var derfor også inviteret på K3-kurset for at modtage kommentarer fra kursisterne. Han fik efter sigende en masse gode input med derfra.

Kurset varede 5 dage, som blev brugt både i hallen og i teorilokalet. Kurset blev afrundet med en skriftlig prøve samt en grundig evaluering af kurset.

”Det var et godt kursus, alle kursisterne var interesserede i at lære nyt, deltage i debat og høre om de andres erfaringer. Det svære var, at der var stor forskel på trænernes bordtennis baggrund og de spillere, som de træner i dagligdagen”, lyder det efterfølgende fra kursusleder Thorsten Hævdholm.

Der er netop blevet udsendt invitationer til DBTUs legekurser med klubposten til alle landets bordtennisklubber. Har du ikke set den, så spørg i din forening – eller se invitationen i nyhedsarkivet her på siden.

Der er planlagt 4 kurser i henholdsvis Stautrup, Faaborg, Hillerød og Roskilde. Det er et 3-timers inspirationskursus til alle trænere – uanset niveau.

Der bliver til kurserne udarbejdet et splinternyt undervisningsmateriale, som man får med hjem til inspiration til den daglige klubtræning.

DBTU havde inviteret til et klubtrænerkursus i Skalborg i den kommende weekend. Kurset er desværre blevet aflyst grundet for få tilmeldinger. Næste klubtrænerkursus på DBTUs kursuskalender er i Rødovre den 17. november – og i Aabyhøj den 3. februar ’08 for klubberne i Vestdanmark.

I DBTUs kursusplan er der programsat et kursus 1 til weekenden den 17.-18. november i Skalborg. Det har været problematisk at få påsat en instruktør til kurset, hvorfor det flyttes til foråret 2008. Nærmere informationer om tid og sted følger snarest.

Kontakt breddekonsulenterne Allan BentsenJakob Staun for mere information…

Forfatter: Jakob Staun
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk