Exceptionelt fint besøg hos Bordtennis Danmark – Venskabs Cup
Efter en uges turnering i Sverige ved Europe Smash – Sweden 2025, aflagde det kinesiske landshold mandag den 25. august 2025 et visit i Idrættens Hus og Nationalt træningscenter for bordtennis. Dagsordenen var et venskabeligt arrangement samt en hyldest og fejring af det nu 75 år lange diplomatiske samarbejde mellem Danmark og Kina.
Besøget har via gode relationer mellem Den Kinesiske Ambassade og gode bordtennisfolk været under bearbejdning i lang tid, men fandt først sin endelige form i slutningen af sommerferien. Et besøg på det Danske landholds hjemmebane i Brøndby i venskabets tegn i et samarbejde mellem Bordtennis Danmark, Den Kinesiske Ambassade og Den dansk/ Kinesiske venskabsforening.
Dagen blev indledt af en række taler. Første taler var formand for DIF, Hans Natorp, efterfulgt af den kinesiske ambassadør, Wang Xuefeng, der sagde et par ord. Dernæst blev ordet givet videre til den kinesiske general manager, He Xiao, hvorefter formand for Bordtennis Danmark, Henrik Vendelbo fik ordet. Til sidst, men ikke mindst, fik præsidenten for ITTF og IOC-medlem svenske Petra Sørling lov til at knytte nogle ord til det fine arrangement.
(Artiklen fortsætter efter billedet).

Venskabskampe i anledning af 75 års jubilæum for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina.
Fotograf: Andreas Mikkel Hansen
Efter talerne var der en række af sjove, blandede venskabskampe på programmet. Der var ikke gået på kompromis med noget, og det kinesiske landshold stillede med deres absolutte top.
På herresiden: Lin Shidong (WR 1), Liang Jingkun (WR 5) og Lin Gaoyuan (WR 29 – dog tidligere WR 2).
På damesiden: Sun Yingsha (WR 1), Wang Manyu (WR 2), Chen Xington (WR 3). Legendariske Ma Lin og Wang Hao deltog som flere fik et par input fra.
Danmark stillede naturligvis også med stærkeste opstilling.
På herresiden: Anders Lind (WR 18), Jonathan Groth (WR 22) og Martin Buch Andersen (WR 362).
På damesiden med vores unge talenter: Den nykårede senior Danmarksmester Maja Helene Hansen og U21 Danmarksmester Stella Rosenmeier.
Danmark stillede også med Den paralympiske mester, Peter Rosenmeier, og Parkinsonspillerne Elisabeth Ildal og Lars-Bo Kaspersen.
Spillerne blev blandet på kryds og tværs af nationer og køn, hvilket resulterede i seværdige kampe med masser af højt niveau, men ikke mindst smil og hygge-spil. Atmosfæren ved bordene var – som formålet med arrangementet var – utrolig venskabelig og nede på jorden. Man kan trygt sige, at der blev dannet venskaber ved bordet og mindeværdige oplevelser spillerne imellem, som ikke vil blive glemt. Der blev uddelt ”snakes”, loops rundt om nettet samt penhold og spil med dårlig hånd – man bliver aldrig for god til at lege med vores elskede sport.
(Artiklen fortsætter efter billedet).

Venskabskampe i anledning af 75 års jubilæum for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina.
Fotograf: Andreas Mikkel Hansen
Efter et par timers underholdende spil blev der leget med Sukiru Challenges – Bordtennis Danmarks nye tiltag til at gøre det sjovere for både børn og voksne at spille og lege med bordtennis. To blandede hold udfordrede hinanden med smil på læben.
Dernæst fik gæsterne, som bestod af gæster til ambassaden, medlemmer i den dansk-kinesiske venskabsforening samt frivillige fra Bordtennis Danmarks klubber, som har været involveret i eventet lov til at spille med og prøve Sukiru.
(Artiklen fortsætter efter billedet).

Bordtennislege fra Sukiru Challenges trækker smilene frem …
Fotograf: Andreas Mikkel Hansen
Sidst blev der blandt spillerne uddelt gaver til minde om dagen. De kinesiske spillere modtog en dansk designskål og de danske spillere modtog en notesbog og specialfremstillede bordtennisbolde i dagens særlige anledning. Bordtennis Danmark modtog et megabat med alle spillere og træneres autografer på, som tak for besøget.
Alt i alt et virkelig succesfuldt arrangement, der ikke blot fejrede venskabet mellem Bordtennis Danmark og det kinesiske bordtennisforbund, men i den grad må siges at have styrket det. Forhåbentlig byder fremtiden på flere spændende arrangementer mellem Bordtennis Danmark og andre bordtennisnationer.
//Laust
Billeder, artikler og DR nyhederne
Se stemningsbillederne samlet i en pdf-fil: Se billederne her.
Se også DR nyhederne fra 25/8-2025 efter cirka 19:30 minutter. Se her.
Der er også artikler om Venskabs Cup i BT, Berlingske og Herning Folkeblad.
Dagens kampprogram var …
- Match – Welcome double – format: 1 set – first to 5 points
- Chinese ambassador/ Anders Lind vs. Danish President Hans Natorp with Sun Yingsha
- Match – Mix friendship double – format 1 game/ 2x first to 5 points
- Maja Hansen with Chinese embassy representative vs. Elisabeth Ildal//Lars Bo Kaspersen player and Liang Jinkun
- Match – Mens double – format best of 3 to 7 points –
- Lin Shidong/Jonathan Groth / Anders Lind/Xiang Peng
- Match – Women double format best of 3 to 7 points
- Wang Manju and Stella Rosenmeyer vs. Chen Xin dong og Maja Hansen
- Match 5: Mens double – format best of 3 to 7 points
- Peter Rosenmeyer/ Liang Jingkun vs. Martin Buch og Lin Shidong
- Match 6 – Mix double: format best of 3 to 7 points
- Martin Buch/ Sun Yingsha vs. Jonathan Groth/ Wang Manju
- Match 7 – Sukiru game with 2 teams – 4 in each team


