Det danske bordtennismirakel fortsætter. I dagens kvartfinale besejrede landsholdet Belgien med 3-1. Og både sportschef Peter Sartz og gårsdagens matchvinder Allan Bentsen tror nu på dansk guld.
– Vi kan definitivt gå hele vejen. Semifinalen mod Rumænien bliver en åben kamp, og det bedste hold på dagen vinder. Men umiddelbart er jeg glad for, at vi skal møde Rumænien. Michael har slået deres bedste, og jeg tror, at vi har en god chance, spår Peter Sartz.
Han gav genvalg over hele linjen til holdet med Michael Maze, Allan Bentsen og Finn Tugwell.
– De tre har den bedste form lige for tiden. Martin Monrad ville måske passe bedre taktisk mod belgierne, men form slår ofte taktik, begrundede sportschefen.
Ros til Maze
Han gav også ros til Michael Maze, som gav Saive-brødrene noget at tale om ved næste familiemiddag, da han nedkæmpede dem begge uden at afgive sæt.
– Michael så bedre ud i dag. Han blev lidt overrasket over, at kineseren var så agressiv i går. Men i dag var selv mere agressiv og havde beder styr på sit spil. Og så er han fantastisk i loop til loop dueller, roste Sartz.
Bentsen ærgrede sig
Veteranen Allan Bentsen måtte som den eneste i dag gå fra bordet uden sejr, selvom han havde sætbold i samtlige sæt mod Jean-Michel Saive.
– Jeg spiller okay, men havde ikke heldet. Jeg førte 10-7 i første sæt. Vinder jeg det, bliver det måske en anden kamp, sagde Bentsen, som mente, at den tætte match måske var med til at presse Saive psykisk inden hans kamp mod Maze.
Om chancerne i semifinalen, sagde Bentsen optimistisk:
– Jeg tror ikke, at der er nogen af holdene, vi ikke kan slå. Vi rider på en bølge, og vi har en spiller i Michael, som kan vinde to kampe hver gang, og det meget vigtigt, siger fynboen.
– Vi har fået bronze tidligere. Det vil vi meget gerne skifte ud med noget af finere karat, siger Bentsen.
Ny taktik mod Saive
Michael Maze havde inden mødet med Jean-Michel Saive tabt de seneste fem opgør stort, men en ændring af taktikken lykkedes til fulde. Maze spillede helt forrygende og stort set fejlfrit, og han glædede sig over at opleve succes med holdet.
– Det er helt kanon, for jeg synes, at vi alle sammen har fortjent det. Nu er vi sikker på en medalje, og det værste pres er væk. Lige nu har vi selvfølgelig armene oppe, men vi må ikke blive for tilfredse, og jeg tror vi har mere i posen, lover Michael Maze.
Dårlig statistik mod Crisan
– Vi havde nok det psykologiske overtag i dag, og jeg synes aldrig, sejren var i fare. De tre kampe, vi vinder, vinder vi klart, siger han.
Kampen i dag viste tydeligt, at det er de små marginaler, der udgør forskellen på succes og fiasko. I går var Danmark en bold fra at ryge ud af EM. Nu er holdet sikker på metal. Men selv om modstanderen bliver Rumænien i stedet for de tyske favoritter, er det ikke nogen let opgave, der venter.
– Jeg tror, jeg har tabt til deres førstemand, Crisan, de seneste ti gange. Jeg kan kun huske, at jeg har vundet enkelt gang. Det var i semifinalen om det tyske mesterskab sidste år, hvor jeg vandt med to bolde i afgørende sæt. Men omvendt havde jeg også dårlig statistik mod Saive, som jeg slår i dag, så det bliver en helt ny kamp, siger Michael Maze.
Hele det danske hold opfordrer alle danske bordtennisfans til at finde vej til Atletion i Århus i morgen og støtte holdet, når Rumænien står på den anden side af bordet klokken 16.00.
– Vi kan gå hele vejen
Forfatter: Trine Grauholm og Jakob Poulsen
Kontaktperson tlf.: 51 29 91 37
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk