Viby og Søhøjlandet rykker op

På billedet Benjamin Sørensen, Søhøjlandet ved ungdoms Top 12 i sidste weekend, hvor han måtte udgå med en skade efter at have spillet fire kampe (han både vandt og tabte to kampe). Foto: Kim Holm Pedersen.

Kvalifikationsspillet til Stigadivisionen, der skulle være afviklet den 7-8/5 i Odense er aflyst. Det sker på baggrund af en forespørgsel hos de seks klubber, der havde kvalificeret sig til dette kvalifikationsspil, hvor der skulle kæmpes om to pladser i landets bedste herrerække.

I første omgang var det kun vinderholdet fra 1. division vest Viby, der var interesseret i at spille i Stigadivisionen i kommende sæson. De fem øvrige klubber som var berettiget til at deltage i kvalifikationsspillet til Stigadivisionen, var ikke interesserede i at spille med i den bedste herrerække i kommende sæson.

Amager og Vestegnen, der sluttede sidst og næstsidst i indeværende sæsons Stigadivision samt Hillerød og Herlev, der var de to oprykningsberettige hold fra 1. division øst og Søhøjlandet, der sluttede som nr. 2 i 1. division vest takkede alle nej til kvalifikationsspillet til Stigadivisionen.

Søhøjlandet meddelte så efterfølgende på mail, at klubben genovervejede situationen efter, at der var lysere udsigter for Benjamin Sørensen, der alligevel ikke skulle gennemgå en hofteoperation, som var en af årsagerne til, at klubben i første omgang takkede nej til Stigadivisionen.
Han skal nu gennemgå en mindre operation om godt en uge, hvor efter han skal på krykker i tre uger og så i gang med genoptræningen. Han forventes klar inden næste sæson.
Turneringsudvalget vurderede forespørgslen og besluttede, at Søhøjlandet fik tildelt den sidste plads i Stigadivisionen.

Emil Madsen vender hjem

”Vi i Søhøjlandets BTK tager udfordringen op med primært udgangspunkt i at det findes forkert at takke nej, når man er kvalificeret til oprykning. Endelig har deltagelsen af årets U21 Grand Prix-vinder Benjamin Sørensen været uafklaret grundet en manglende medicinsk afklaring. Et forhold der nu endelig er afklaret til fordel for klub og Benjamin Sørensen”, siger klubbens sportschef Niels Peter Bach, der endvidere oplyser, at holdet bliver forstærket med Emil Madsen, der vender hjem efter et par sæsoner i tysk bordtennis.

Dermed kan vi allerede nu ønske Viby og Søhøjlandet tillykke med oprykningen.

Personligt glæder det undertegnede, at høre positive nyheder om Benjamin Sørensens skade. Jeg er sikker på, at han var gået endnu længere ved senior DM, hvis det ikke havde været for den uheldige lodtrækning efter, at han ellers var kommet godt igennem kvalifikationen, men det er jo en helt anden historie….

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk