Virumhallen var rammen for en velspillet topkamp mellem Virum og Brønderslev. Virum startede med to vigtige sejre idet Henrik Vendelbo vandt 3-0 over Morten Knudsen og Mikkel Hindersson tilsvarende overbevisende over Kim Høgsberg.
Herefter blev de næste to kampe delt. David Hindersson vandt med mindst mulige margin over Rasmus Jespersen, der havde matchbold ved 10-9 i afgørende sæt. Daniel Fynsk reducerede via sejr over Martin Bremer.
Doubleopstillingen skulle sandsynligvis vise sig afgørende for holdkampens resultat. Brønderslev vandt begge kampe. Morten/Kim vandt over Henrik/Martin og Daniel/Rasmus vandt over Mikkel/David. 3-3.
Herefter fulgte to velspillede kampe i 1. parkryds. Henrik vandt 3-1 over Daniel og en marathonkamp mellem Morten og Martin endte med en 3-2-sejr til Morten. Martin havde 3 matchbolde i 4. sæt. 4-4.
Så blev de to sidste singler delt med to klare sejre til henholdsvis Mikkel over Rasmus og Kim over David.
Den altafgørende double blev vundet af Kim/Morten med klare 3-0 over Henrik/Martin.
Alt i alt en fremragende holdkamp med flot bordtennis og nervepirrende momenter. Måske en forsmag på årets DM-finale ??? Brønderslev har i hvert fald sat kursen mod denne – og de tre øvrige hold må kæmpe om den anden plads.