Virum i spidsen for eliten

Efter en weekend med mange interessante resultater, er der skabt et førerfelt med tre hold bestående af Virum Sorgenfri, Brønderslev og Køge Bugt. Virum fik eftertrykkeligt bevist at de hører til i toppen efter to sejre på henholdsvis 10-0 over Sisu/MBK og 9-1 over VRI. Virum havde benyttet sig af lille Hindersson (Mikkel) til denne runde i stedet for David, og det viste sig at være givtigt. Bemærkelsesværdigt var det også at Silas Friby vandt med 3-0 over Ulrik Marcussen og 3-1 over Claus Pedersen. Chokstarten fra Sisu/MBKs side er ved at have fortaget sig.
 
Lørdag var der også topbrag mellem Køge Bugt og Brønderslev, og her var der noget, der skulle bevises. Brønderslev vandt med hele 8-2 og må nu igen være favoritter til guldet. Brønderslevs første parkryds Morten Knudsen og Kim Høgsberg vandt med 3-1 og det samme gjorde andet parkryds. Eneste nederlag for Brønderslev var Kim Høgsberg til Frederik Nilsson og Sune Larsen til Mads Skovsen. Søndag vandt Brønderslev over Hillerød med 9-1 og Køge Bugt vandt med 8-2 over Esbjerg efter kun at have tabt to doubler!
 
VRI kom til sjælland som tophold, men med kun et point i to kampe måtte de pænt ned i midterfeltet, hvor der nu er tre hold der spiller om at komme med i medaljespillet. Lørdag endte TPHU-VRI 5-5 efter en dramatisk kamp. VRI bragte sig foran med 3-0 inden TPHU reducerede til 1-3 og 3-3 efter bl.a. to double-sejre. Igen gjorde første kryds rent bord hos VRI til stillingen 5-3. En overraskende indsats fra TPHUs andet parkryds vandt dog de sidste to singler, den afgørende Jakob Harden mod Simon Nykjær Fischer med 12-10 i femte sæt. Søndag tabte VRI klart med 1-9 til Virum.
 
Esbjerg spillede sig ind i midterfeltet med en klar 8-2-sejr over Hillerød, og Hillerød blev overladt til sidstepladsen med et point.
 
Se stillingerne under Danmarksturneringen
 
Se mere på klubbernes hjemmesider:
Virum Sorgenfri
Hillerød
TPHU/BIF
Køge Bugt
Sisu/MBK
VRI
Esbjerg
Brønderslev

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk