Virum-Sorgenfri Bordtennisklub vinder Bordtennisligaen Dame 2022
Dameligaen 2022 blev afgjort, da Virum slog Hillerød, efter de to hold endte i golden set. Tilskuerne måtte se måbende til, da de to hold spillede den måske mest intense finale nogensinde set i ligaen. Dette kan faktisk siges om begge de to finaleopgør, som begge endte med en afgørelse i golden set. Niveauet var uden tvivl på sit højeste, mens de individuelle kampe aldrig kunne forudsiges.
Vinderen blev Virum, som igennem hele turneringen har stillet med det samme hold. Cheftræneren og topspilleren Valeria Hachard, som bragte et helt nyt niveau til ligaen. Sophie Walløe, som blev den helt store stjerne, da hun sikrede det danske mesterskab for holdet. Og Nicoline Koefoed, som virkelig steppede op i den anden finale, hvor hun reddede Virum, efter de var kommet bagud 5-4. De tre damer har arbejdet sammen, støttet hinanden, taget ansvar og spillet en masse fantastisk bordtennis.
– En vild afslutning på et vildt år med bordtennis. Jeg er så glad, på både mine egne og holdets vegne. Når man står i golden set, burde man føle sig helt alene, da presset er så stort. Men man ved, at der er et hold bag en, som hepper og støtter en, hvilket hjælper utroligt meget. Det betyder bare alt, at man kan fejre det med dem. Jeg tror, vi vinder turneringen, dels fordi vi har et meget stærkt hold med dygtige spillere. Og så også det sammenhold, vi har, fortæller en lykkelig Sophie Walløe, kort efter hun vandt finalen for Virum.
Selvom nervøsiteten næsten steg hende til hovedet, da hun skulle spille det sidste sæt, klarede Walløe opgaven og kan nu fejre endnu en titel som dansk mester. Men hvad fremtiden venter for den danske single og hold‐mester, er uvist.
– Jeg kommer i hvert fald ikke til at stoppe på toppen, ikke så længe jeg kan fortsætte med at spille. Om jeg bliver eller skal videre, har jeg ikke besluttet mig for endnu, det må tiden vise, fortæller Sophie Walløe.
De andre på Virum-holdet er dog mere bevidste om, hvordan fremtiden ser ud for dem.
– Jeg er cheftræner for klubben, så jeg har ikke noget valg, jeg bliver uden tvivl i Virum. Jeg elsker klubben og holdet, så selvfølgelig bliver jeg, forklarer Valeria Hachard efter sejren.
Anderledes ser det ud for Nicoline Koefoed, som forlader holdet.
– Næste år er jeg ikke på noget bordtennis‐hold. Jeg flytter til USA til sommer for at studere. Måske vender jeg tilbage, men jeg kommer i hvert fald ikke til at spille noget bordtennis det næste års tid. Jeg skal over og opleve college‐livet og den amerikanske kultur. Så må vi se, hvad der sker længere henne ad vejen, fortæller Nicoline Koefoed, som har spillet sin sidste kamp i dameligaen i denne omgang.
Det var et skuffet Hillerød-hold, som må nøjes med en sølvmedalje i år. De vandt grundspillet, dominerede begge semifinaler og tabte så i to gange golden set. Der var aldrig langt mellem dem og sejren, men selvom de var foran i begge finaleopgør, fejlede de da det galt mest. Både Naomi Owen og Dana Bentsen måtte se sig besejret i golden set mod henholdsvis Sophie Walløe og Valeria Hachard. I den første finale var det doublekampen, som svigtede dem, og i den anden var det den sidste kamp mellem hold‐mester og Nicoline Koefoed. Og for Dana Bentsen var dette også den sidste kamp, som hun kommer til at spille i dameligaen.
– Jeg bliver i Roskilde og spiller på herreholdet. Jeg skal ikke spille mere damedivision, det er jeg helt færdig med. Det var med 100 procents sikkerhed det sidste opgør, som jeg nogensinde kommer til at spille i dameligaen, fortæller Dana Bentsen, som dermed også har spillet sin sidste kamp for Hillerød.
Stort tillykke til Virum-Sorgenfri Bordtennisklub med mesterskabet og Hillerød GI Bordtennis.