Virum vinder 6-3 ude over SISU-Viby
Det blev til en udebanesejr i den første semifinale, da Virum vinder 6-3 over SISU-Viby. De vandt efter flere tætte kampe, blandt andet to kampe, der gik helt ud i femte sæt. Den anden semifinale bliver spillet i morgen, og her skal SISU-Viby have en sejr, hvis de skal holde drømmen om et danmarksmesterskab i live.
Dagens bedste spiller må uden tvivl være Valeria Hachard, som vandt alle sine kampe, samt doublekampen. Og lige netop sejren i doublekampen kom dog også bag på Virum‐spilleren:
– Vi regnede ikke med at vinde doublekampen. Vores plan var hovedsageligt at lægge pres på doublen, så vi ville få en god og positiv start.
Valeria roser også den holdpræstation, som de leverede i dag:
– Alle havde en god energi. Og selvom ikke alle vandt deres kampe, gav alle folk alt hvad de havde. Alle hjalp med at coache, give råd og støtte op. Jeg føler virkelig vi er et hold.
Selvom det ikke blev til en sejr, er der stadig tro på tingene i SISU-Viby‐lejren.
– Vi spiller en masse utroligt tætte kampe, så i morgen handler det om, at vi skal ind og lukke alle de tætte sæt vi spiller, udtaler Pernille Søndergaard. Og for Pernille er det ikke taktikken, som der skal ændres på:
– Det fungerede godt i dag, vi skal bare lige have det ekstra gear på, så vi kan sætte et lidt højere tempo, tilføjer hun.
Modsat Valeria var hun ikke totalt overrasket over den tabte doublekamp, da hun godt vidste, at det ville blive en meget tæt kamp. Men hun satser da stærkt på, at de vinder den i morgen.
Den anden semifinalekamp bliver spillet i morgen klokken 11 samme sted.