VM-afbud fra Michael Maze

     STIGA @ FACEBOOK

Desværre må Michael Maze melde afbud til VM på grund af en ny skade i knæet.

Den hårde træningslejr mod Sverige og kampene i Champions League har desværre kostet dyrt for Michael som igen må se sig knæskadet. Knæet er overbelastet, og Maze kan ikke spille en hård turnering som VM, hvor der er kampe hver dag.

Efter Sportschef Peter Sartz har holdt møde med Team Danmarks læge Morten Storgaard og Fysioterapeut Kim Larsen og efterfølgende med Michael Maze’ personlige fysiske træner Maconn, er den enige vurdering fra både Team Danmarks medicinske team, Team Danmarks fysioterapeut og Mazes personlige fysiske træner, at det vil være uforsvarligt at lade Michael spille VM.

Den idrætsmedicinske vurdering har sportschefen naturligvis taget til efterretning og har nødsaget til at acceptere Michael Mazes afbud. Michael Maze bliver i dag scannet for at se, hvilken behandling der skal til.

Michael Maze vil slet ikke være i stand til at spille alle kampene til VM. Erfaringen viser, at herreholdet er bedre, når de fra starten har viden om, at Michael Maze ikke er med og der dermed ikke opstår tvivl om, hvilke kampe han evt. skal spille.

Årets største sportslige mål for Dansk Bordtennis er OL i London og EM på hjemmebane i Herning og der skal derfor skabes en optimal plan der tager hensyn til Michaels skrøbelige fysik for at sikre så gode muligheder som muligt for, at Michael bliver 100 % klar til disse to udfordringer.

I stedet har sportschef Peter Sartz og landstræner HU Wei Xing udtaget Mikkel Hindersson, Virum-Sorgenfri til VM.

Se videointerview med Maze her: http://www.youtube.com/watch?v=9DmrKtrUEQU

VM 2012 afvikles i perioden 25. marts – 1. april i Dortmund, Tyskland. – følg med i
DBTU’s VM-sektion, hvor man bl.a. kan se lodtrækning og kampprogram, m.v.

MICHAEL MAZE (Foto: ittf.com)

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk