VM-udtagelse

De danske hold er udtaget til VM i Bremen. Ikke overraskende er det de tre Europamestre Michael Maze, Kvik Næstved, Finn Tugwell, Køge Bugt og Martin Monrad, Vedbæk der er udtaget. Som fjerdemand er Christian Larsen, Virum-Sorgenfri udtaget. Hos damerne er Mie Skov, BTK 61, Anne Cathrine Bomann, Hillerød og Pernille Søndergaard, Team Hørning udtaget. Både Anne Cathrine Bomann og Pernille Søndergaard er debutanter ved et stort internationalt mesterskab.

Peter Sartz: ”Christian Larsen er den nye på holdet siden EM, men han har været en del af landsholdet i en længere periode. Han skal nu vise, at han er manden, der skal satses på fremover. Man kan sige, at der er tale om et lille generationsskifte, i og med Allan Bentsen ikke er med mere, og spillerne på holdet skal finde en ny måde at strukturere sig på. Både Maze, Tugwell og Monrad har meget erfaring, selvom de stadig må betegnes som et ungt hold. Hos damerne starter en helt ny epoke. Kun Mie har været med før, og Pernille er kun 17 år, så der skulle gerne være noget at bygge på i fremtiden. Herreholdet er seedet som nummer 9, og målsætningen er at opnå den bedste placering nogensinde (bedste resultat er en 11. plads ved VM i München, 1969). Hos damerne er det svært at sige hvor de ligger rent styrkemæssigt, men målet må være at blive bedre end placeringen ved sidste VM.”

Ved VM i Qatar 2004 blev herrerne nummer 15 og damerne nummer 32.

Der trækkes lod til puljerne d. 15. marts 2006.

Forfatter: JH
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk