Walløe hjem med metal

I weekenden leverede unge Sophie Walløe et yderst imponerende resultat. Ud af et felt på 54 spillere i mini cadet girls-rækken blev Sophie nr.2 og endte med en kampscore på 13 vundne og bare ét enkelt nederlag!

I holdturneringen spillede Sophie sammen med Christine Oberfichtner fra Østrig, og selv om Sophie vandt samtlige af sine kampe, så var der ikke meget “hjælp” at hente fra den østrigske pige idét hun bare vandt én sejr. I singleturneringen vandt Sophie først tre kampe i gruppen, og spillede sig siden hen helt til semifinalen, hvor der udspillede sig lidt af et drama. Trods en god start kom Sophie bagud med 5-10 i afgørende sæt, men med flot fight blev sættet og kampen vendt, og sejren lød til sidst på 13-11. I finalen blev hviderussiske Baltoshite dog for svær, men en flot præstation af balleruppigen!

Her er Sophies voldsomt spændende semifinale:

Forfatter: Christoffer Petersen
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk