Wang Hao er ved at nå toppen

Wang Hao, Kina, verdens nummer tre, og nummer tre i Kina, kan blive næste kineser der indtager verdenranglistens førsteplads.
 
Efter weekendens finalesejr i Pro Tour Greek Open over Ma Lin, Kina 4-3, har Wang Hao endnu engang bevist at han er første led i den nye generation af kinesere, der bejler til pladsen øverst på verdensranglisten.
 
Sejren var hans fjerde Pro Tour-sejr, og det måske i den stærkest besatte turnering til dato. For-OL som denne turnering blev kaldt, er den helt rette turnering at vinde, hvis Wang Hao skal have den sidste OL-plads i den kinesiske lejr.
 
For bare et par måneder siden stod Wang Hao som vinder af Pro Tour Grand Finals, og med disse to sejre har Kina formentlig fundet deres “tredjemand”. Ma Lin og Wang Liqin må være selvskrevne til OL-pladserne, mens VM i Doha i starten af marts, vil være den endegyldige test for Wang Hao, så han kan skrive OL-deltager på visitkortet – senere kan han måske så skrive Olympisk mester…

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk