Bestyrelsesmøde den 10. juli 2007 kl.17.00 på DBTU’s kontor.
DAGSORDEN:
Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN
Pkt. 2 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Bestyrelsen
i) Forretningsorden gennemgås og underskrives
Forretningsordenen gennemgås på mødet, korrigeres eventuelt og underskrives efterfølgende af bestyrelsen. Den nuværende forretningsorden vedhæftes.
ii) Gennemgang/korrektion af Bestyrelsens arbejdsopgaver
Bestyrelsens arbejdsopgaver som de blev vedtaget i august 2005 gennemgås på mødet. Evt. korrektioner foretages.
iii) Mødeplan for 2007-2008
Forslag til mødeplan vedhæftes, på mødet besluttes den endelig mødeplan for perioden august 2007 – juni 2008.
iv) Kontaktperson opgave og fordeling
På mødet gennemgås nuværende kontaktpersonsordning. Det besluttes hvordan ordningen skal foregå i den kommende sæson samt fordeling af områder. Der vedhæftes et uddrag fra bestyrelsesreferat fra 14.juni 2006.
b) Uddannelsesarbejdsgruppe
Forslag omkring Uddannelsesarbejdsgruppe v/Dorte Kronsell
c) Udviklingspulje tildeling – forslag til fordeling
Forslag til fordeling af den tildelte støtte fra DIF’s Udviklingspulje.
d) Kursusgebyr – Forslag til genindførelse af kursusgebyr
Forslag fra Breddekonsulenterne omkring genindførelse af kursusgebyr.
e) Forslag til nedsættelse af Strukturgruppe og vedtagelse af kommissorium v/Preben Riel
Forslag til kommissorium udarbejdet af Preben Riel er vedhæftet.
f) Lim – brev fra ITTF
Brevet fra ITTF med gennemgang af ITTF’s vedtagelse vedrørende limning og forbud for samme, samt forslag til testningsapparat. Bestyrelsen skal forholde sig til limforbud i Danmark samt indkøb af testningsapparat.
g) Brainstorm
Platforme (jf. Steen Leth-Jørgensens oplæg)
– Strategiskema fra seminar med Martin Lundkvist
– Elitedivisionsmanual herrer
– Internationale arrangementer
– Image/Branding
– Personprofilering (spillere og trænere)
– Erhvervsklub
– Divisionsforening
– Samarbejde og forventningsafstemning med udvalg
– Økonomi
– andet?
Pkt. 3 EVENTUELT
REFERAT
Tilstede: Aksel Beckmann, Mads-Peter Jannings, Pia Toelhøj, Preben Riel, Steen Hummeluhr og Dorte Kronsell (referent).
Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN
2 punkter blev tilføjet.
Pkt. 2 g – Godkendelse af nye medlem i Breddeudvalget
Pkt. 2 h – Henvendelse fra Virum vedr. dommeromkostninger.
Det tidligere pkt. 2 g – Brainstorm blev rykket til pkt. 2 i.
Pkt. 2 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Bestyrelsen
i) Forretningsorden gennemgås og underskrives
Bestyrelsen gennemgik forretningsordenen. Der var enighed om et par korrektioner, disse bliver foretaget og forretningsordenen underskrives på næste møde.
ii) Gennemgang/korrektion af Bestyrelsens arbejdsopgaver
Den nuværende opgaveoversigt blev kort gennemgået og der var enighed om, at den skal drøftes på det kommende bestyrelsesseminar, bl.a. således, at man kan få prioriteret de enkelte opgaver, hvilket vil gøre oversigten mere anvendelig også for interesserede fra klubber, udvalg, lokalunioner o.a.
iii) Mødeplan for 2007-2008
Mødeplanen vedtaget og vedhæftes referatet.
iv) Kontaktperson – opgave og fordeling
Aksel Beckmann forklarede om formålet med kontaktpersonordningen, samt om hvorledes den administreres. Det sidste er lidt forskelligt fra bestyrelsesmedlem til bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen besluttede, på bestyrelsesseminaret at drøfte strukturen og rollefordelingen for kontaktpersonordningen til udvalgene.
Da kontaktpersonordningen indtil videre fastholdes til lokalunionerne blev der udpeges følgende kontaktpersoner:
JBTU: Preben Riel
FBTU: Aksel Beckmann
ØBTU: Steen Hummeluhr
BBTU: Preben Riel.
b) Uddannelsesarbejdsgruppe
Forslaget om at strukturere arbejdet med kurser og uddannelse i fem områder i stedet for at forsøge at genetablere en uddannelsesarbejdsgruppe blev drøftet. Bestyrelsen fulgte indstillingen og vedtog forslaget.
Dorte Kronsell kontakter de frivillige ledere, som vi håber på vil hjælpe til på nogle af områderne.
En plan over den nye fordeling er vedhæftet referatet.
c) Udviklingspulje – fordeling af støtten
Fra DIF udviklingspulje har vi efter ansøgning modtaget kr. 150.000. Puljen kan primært søges af forbund som er kommet i klemme i forbindelse med DIF’s nye fordelingsnøgle.
Bestyrelsen drøftede og vedtog en fordeling af støtten i forhold til vores ansøgning. Beløbet fordeles således:
Transportomkostninger Breddekonsulenter – kr. 50.000
DIF dækker en del af transportomkostninger for breddekonsulenter, men da vores målsætning er 50 klubbesøg pr. år samt en del andre besøg hos klubberne, vil beløbet for transport langt overskride det beløb DIF dækker.
Københavner-projekt – kr. 17.500
Da projektet er et fælles projekt mellem DBTU og ØBTU afhænger tilskuddet af, at ØBTU lægger samme beløb i projektet. Til bestyrelsesmødet i oktober skal der fremlægges et budget og en plan for organiseringen i projektet.
Materialeudvikling til Skoleprojekt – kr. 25.000
Der er et arbejde i gang med at udvikle et materiale som kan bruges til undervisning af lærere og pædagoger i bordtennis. Første kursus løber af stablen i oktober.
Talentarbejde – talentcenter – kr. 20.000.
Primært til videreudvikling af damecenter i Århus.
Det resterende beløb på kr. 37.500 venter bestyrelsen med at fordele.
d) Kursusgebyr
Igennem de seneste 2 sæsoner har deltagelse på klubtrænerkurserne inkl. forplejning været gratis og prisen for kursus 1 har været meget lav. Dette sammen med en øget markedsføring har haft en god effekt på rekrutteringen til uddannelsen.
Situationen er nu en anden, både af økonomiske årsager men også fordi vores kontakt direkte med mange klubber er og bliver forbedret via de mange klubbesøg som breddekonsulenterne foretager og foretager i fremtiden, hvilket indtil nu har betydet, at breddekonsulenterne ofte ”sælger” kurser når de er på besøg hos klubberne.
Bestyrelsen har derfor på baggrund af en indstilling fra breddekonsulenterne og generalsekretæren vedtaget, at kursusgebyret fremover godt må justeres. Deltagelse i et klubtrænerkursus må koste kr. 200. Det er vigtigt både i indbydelsesmateriale, på kurserne og i kontakten til klubberne at gøre opmærksom på, at de fleste klubber kan søge hel eller delvis dækning af beløbet hos deres kommune.
Preben Riel er imod et gebyr på klubtrænerkurset.
e) Forslag til nedsættelse af strukturgruppe og vedtagelse af kommissorium
Preben Riel havde foreslået nedsat en strukturgruppe som skal se på om arbejdet i DBTU som helhed er struktureret og organiseret så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til den økonomiske situation og ikke mindst i forhold til problemerne med at få valgt personer ind i diverse bestyrelser og udvalg.
Det fremlagte kommissorium blev vedtaget med nogle tilføjelser omkring et analysearbejde som bør ligge til grund for den vurdering som gruppen skal foretage når der skal fremlægges et resultat.
Desuden blev forskellige muligheder for hjælp til arbejdet drøftet, man kunne f.eks. bede DIF være med som sparringspartner og man kan forsøge at få analysefasen gennemført via studerende der kunne bruge det som case i en opgave.
Det blev aftalt, at Preben Riel arbejder videre med at få gruppen nedsat og rette kommissoriet til. Efterfølgende skal Preben Riel og Dorte Kronsell tage en samtale med DIF for at vurdere om de kan hjælpe som sparringspartner samt tage kontakt til nogle uddannelsesinstitutioner.
f) Lim – henvendelse fra ITTF
Det er tidligere i ITTF blevet vedtaget, at pr. 1. september 2008 vil det være forbudt at anvende lim med organiske opløsningsmidler tilsat.
På grund af et sygdomstilfælde for nyligt i Japan – dog ubekræftet – som kan være relateret til brug af bordtennislim besluttede Board of Directors på deres møde i forbindelse med VM at man trækker alle godkendelser af lim tilbage med øjeblikkelig virkning. Desuden opfordrer ITTF alle spillere til at ophøre med at bruge lim der indeholder skadelige opløsningsmidler.
Fra 1. januar 2008 vil ITTF teste for brug af ulovlig lim ved ITTF junior events og fra 1. september 2008 ved alle andre events.
ITTF råder alle nationale forbund til at gøre det samme. Bestyrelsen besluttede at følge dette. Hele ITTF’s skrivelse vil blive oversat og offentliggjort på hjemmesiden i august måned.
DBTU vil endvidere undersøge priserne på de forskellige testapparater der findes på markedet og købe et passende.
DBTU afventer pt. ITTF’s udspil til sanktioner internationalt overfor spillere der overtræder limforbuddet. Når disse modtages, vil bestyrelsen tage stilling til, hvilke sanktioner DBTU vil indføre nationalt over for overtrædelse af limforbuddet.
g) Godkendelse nyt medlem i Breddeudvalget
Bestyrelsen godkendte med glæde Dennis Glassow som nyt medlem i Breddeudvalget. Bestyrelsen ønsker Dennis Glassow velkommen.
h) Henvendelse fra Virum vedr. dommeromkostninger
Virum havde søgt om tilskud til dækning af ekstraordinære store dommeromkostninger i forbindelse med brug af jysk dommer ved en hjemmekamp i Elitedivisionen. Det er ikke muligt for bestyrelsen at efterkomme denne ansøgning.
Bestyrelsen vil dog skrive til de 8 klubber i Elitedivision herrer og høre om de er interesserede i, at deres dommeromkostninger indgår i en fællespulje som deles ligeligt mellem klubberne, en form for rejseudligning.
Derudover vil bestyrelsen endnu engang opfordre specielt elitedivisionsklubberne til at få uddannet nogle dommere.
i) Brainstorm
Alle kom med ideer og input til det kommende bestyrelsesseminar, hvor den helt store brainstorm og efterfølgende prioritering og strukturering skal finde sted.
Efter at have vendt en del forskellige ideer blev det besluttet, at vi selv kører seminaret. Alle i bestyrelsen skal senest 10. august fremsende en mail/et dokument med tanker og ideer til hvordan bestyrelsesseminaret skal foregå rent praktisk og ikke mindst med egne ideer til områder der skal brainstormes på. Alle vælger to af egne punkter som man giver lidt mere input på.
Pkt. 3 EVENTUELT
Intet at referere.
Dorte Kronsell