Referat fra bestyrelsesmøde onsdag den 11. maj 2016 kl. 15.30 – 21 i Brøndby.

Til stede: Bjarne Andersen, Morten Krydsfeldt, Betina Koefoed, Peter Sundbæk og Peter Busck-Nielsen (referent.)
Afbud: Asger Rasmussen (med på telefon under pkt. 2, 3 og 6) og Mads Mikkelsen.

Dagsorden:
1) Opfølgning på punkter fra sidste bestyrelsesmøde
2) Behandling af høringssvar vedr. visioner, mål og strategier samt beslutning om hvordan det endelige materiale skal fremlægges på årsmødet
3) Gennemgang af årsmødet
4) Takstblad 2016/2017
5) Rejsegodtgørelse i DT 2016/2017
6) Forslag fra Uddannelsesudvalget om ny uddannelsesstruktur
7) Flere ansøgninger om DBTU-arrangementer
8) Kommunikation
9) Eventuelt

Betina blev valgt som mødeleder og Peter Busck-Nielsen som referent.

Pkt. 6 blev behandlet først, da Betina Hågensen, Søren Andersen og Poul Danborg var fremmødt for at præsentere udvalgets forslag og besvare spørgsmål.

1. Opfølgning på punkter fra sidste bestyrelsesmøde
JBTU og FBTU har oprettet lokale appeludvalg, ØBTU er i gang med at finde medlemmer til et udvalg og BBTU har ifølge dem selv ikke behov for et lokalt appeludvalg.
Lokalunionerne er positive over for forslaget om at deltage i bestyrelsesmøder med en repræsentant uden stemmeret.
Bjarne og Mads har deltaget i et møde med DoU og TU for at diskutere, hvordan vi får flere aktive dommere af frivillighedens vej. DoU og TU fremsender et nyt forslag til bestyrelsen.

2. Behandling af høringssvar vedr. visioner, mål og strategier samt beslutning om hvordan det endelige materiale skal fremlægges på årsmødet
På baggrund af et høringsvar og input fra Portalgruppen blev to formuleringer ændret. Peter B skriver til lokalunionerne for at høre, om de har høringssvar. Vision2020 bliver præsenteret af Asger Rasmussen på årsmødet.

3. Gennemgang af årsmødet
Bestyrelsen har formøde i Horsens fredag den 3. juni kl. ca. 18, hvor dirigenten også deltager.
Peter B spørger Simon Rokkjær, om han kan etablere streaming med billede og lyd fra årsmødet.
Det endelige regnskab og protokollat for 2015 blev underskrevet.
Mads præsenterer regnskab og budget. Asger præsenterer vision2020 i forlængelse af formandens beretning.
Peter B skriver til Peter Teisen, Appeludvalget, for at høre om de nye lokale appeludvalg kræver en ændring i DBTU’s ordensreglement.
Bestyrelsen stiller forslag til årsmødet, så en repræsentant udpeget af lokalunionerne kan deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret.
Bestyrelsen diskuterede de indstillede hædersbevisninger til hhv. årets klub, årets leder samt sølv- og guldnåle, og besluttede hvem der skal modtage hædersbevisninger.

4. Takstblad 2016/2017
Det blev besluttet, at hæve protestgebyret til 1.000 kr., og indføre et gebyr på 750 kr. for flytning af kampe i Danmarksturneringen. Alle andre takster forbliver uændrede i næste sæson.

5. Rejsegodtgørelse i DT i 2016/2017
Bestyrelsen diskuterede et forslag fra TU om at fjerne eller forenkle rejsegodtgørelsesordningen. Bestyrelsen vedtog at fastholde den nuværende ordning.

6. Forslag fra Uddannelsesudvalget om ny uddannelsesstruktur
Betina, Søren og Poul fremlagde udvalgets forslag til nyt materiale og struktur, herunder certificering, og besvarede spørgsmål. Herefter forlod de tre mødet. Bestyrelsen diskuterede forslaget og besluttede at godkende ansøgningen, som de fandt velunderbygget og i god tråd med vision2020. Der bevilges derfor 43.000 kr. ekstra i år til arbejdet, og udvalget må i deres udvalgsbudget for 2017 og 2018 medtage DBTU’s egenfinansiering for at færdiggøre arbejdet, jfr. budgettet i forslaget.
Et evt. bidrag fra den netop fremsendte ansøgning til Tuborg-fondet, og evt. senere eksterne ansøgninger, vil blive fratrukket DBTU’s støtte. Bestyrelsen opfordrer udvalget til at koordinere mødeaktiviteterne mest muligt, og granske de estimerede omkostninger i projektforslaget for at se, om der kan optimeres yderligere.

7. Flere ansøgninger om DBTU-arrangementer
Asger forsøger hurtigst muligt at tage initiativ til et møde.

8. Kommunikation
I.a.b.

9. Eventuelt
Peter S oplyste, at den internationale arbejdsgruppe anbefaler, at DBTU stemmer ja til det fremsendte holdturneringsforslag for mænd og damer fra ETTU, der skal gælde fra næste sæson. Bjarne anbefalede, at vi bliver bedre til at debattere DBTU’s holdning til de ting, der skal vedtages internationalt, inden den internationale afgørelse – på samme måde, som vi har debatteret f.eks. DBTU’s holdning til den nye støttestruktur i DIF, inden den blev vedtaget.
Bjarne oplyste, at han havde deltaget i FBTU’s repræsentantskabsmøde, og håbede, at Betina kunne deltage hos BBTU, Peter S hos JBTU og enten Morten eller Asger hos ØBTU. De to udviklingskonsulenter deltager i repræsentantskabsmøderne hos JBTU og ØBTU for at orientere om Det’Batter.

Kommende bestyrelsesmøder
Fredag den 3. juni kl. ca. 18 (Horsens)
Lørdag den 4. juni efter årsmødet.

Referent/
Peter Busck-Nielsen