Referat fra bestyrelsesmøde onsdag d. 11. november 2015 kl. 16.30 i Brøndby.

Til stede: Bjarne Andersen, Asger Rasmussen, Morten Krydsfeldt, Betina Koefoed, Mads Mikkelsen, Peter Sundbæk, Linus Mernsten (Skype) og Peter Busck-Nielsen (referent).

Dagsorden:

1) Opsamling på punkter fra sidste bestyrelsesmøde.
2) Seniorelitearbejdet v/Linus Mernsten.
3) Visionsseminar i Odense d. 21. nov.
4) Hjemtagning af ledelsesopgaven af vore udviklingskonsulenter fra KUF.
5) DBTU’s repræsentation ved hold-VM i Malaysia.
6) Svar fra stævne/rating-arbejdsgruppen. Det videre forløb.
7) Revidering af prioriteringslisten.
8) Tilbagemelding fra møde med DHIF v/Betina
9) Tilbagemelding fra møder ved World Cup i Sverige v/Peter
10) STIGA-kontrakten – genforhandling
11) Udviklingsprojektet – Det’Batter, udviklingsmiljøer for tweens
12) Formøde ved nedsættelse af international arbejdsgruppe
13) Kommunikation.
14) Eventuelt.

0. Valg af mødeleder og referent
Mads blev valgt som mødeleder og Peter Busck-Nielsen som referent.

1. Opsamling af punkter fra sidste bestyrelsesmøde
Stævne- og rating udvalget har sendt et referat fra deres seneste møde, hvor de blandt andet har besvaret nogle spørgsmål fra bestyrelsen.

Som opfølgning på henvendelsen til Appeludvalget blev det aftalt, at Bjarne kontakter Peter Teisen og aftaler møde med deltagelse af Appeludvalget, bestyrelsen, administrationen og DIF. Dette med henblik på at etablere en ordens- og appelstruktur, der er så enkel og effektiv som mulig for både DBTU og lokalunioner.

Bestyrelsen er interesseret i det nye sandpapirs bordtennis, og har talt med flere – også i udlandet – og vil invitere Kurt Høholt Jensen, der bedst kender spillet i Danmark, til en god snak for bedre at forstå spillet.

Når lodtrækning og datoerne for de kommende landskampe til EM-kvalifikationen er kendte, bliver kampene tilbudt interesserede klubber, der kan gennemføre en eller flere landskampe på betryggende vis, og som kan betale DBTU et vederlag.

2. Seniorelitearbejdet
Linus orienterede generelt om arbejdet med de bedste seniorer, planerne for 2016, hvor OL har største prioritet, og specifikt fra EM i Rusland. Overordnet kan man sammenfatte seniorelitearbejdet på den måde, at vi uddanner de bedste spillere så de kan blive dygtige, kompetente og professionelle spillere i udlandet. Herved maksimerer vi samtidig vores muligheder for at opnå fremragende resultater og evt. medaljer for hold og individuelt ved internationale mesterskaber.

3. Visionsseminaret
29 deltagere fra 5 lokalunioner og næsten alle udvalg har tilmeldt sig, og bestyrelsen ser frem til et udbytterigt seminar i Odense den 21. november. Peter B rykker de sidste for svar.

4. Hjemtagning af vores ledelsesopgave af udviklingskonsulenterne fra KUF
Aftalen med KUF ophører 31.12.2015, og i praksis er ledelsesopgaven overtaget inden udgangen af november.

5. DBTU’s repræsentation ved hold-VM i Malaysia
Det overvejes til næste bestyrelsesmøde om DBTU skal sende en eller to repræsentanter til kongressen i Malaysia. Peter B og Peter S undersøger hvad det vil koste.

6. Svar fra stævne/rating-arbejdsgruppen. Det videre forløb
Bjarne kontakter TU for at høre om lokalunionerne har gjort sig overvejelser vedrørende offentliggørelse af hele ratinglisten – og for alle kategorier af spillere.

7. Revidering af prioriteringslisten
Bjarne udarbejder et forslag med en tidsfrist, så klubberne har bedre mulighed for at planlægge og minimere de økonomiske konsekvenser af en kampflytning. Endvidere skal forslaget præcisere hvilke typer af internationale stævner, som skal med i prioriteringslisten, og forslaget vil kun gælde i Stiga-divisionen for herrer og Elitedivisionen for damer.

8. Tilbagemelding fra møde med DHIF v/Betina
Der er flere muligheder for samarbejde, og både DBTU og DHIF er interesseret i et øget samarbejde på flere områder. Udkast til ny samarbejdsaftale forventes klar i år.

9. Tilbagemelding fra møder ved World Cup i Sverige v/Peter S
Der er enighed blandt deltagerne i mødet (Norge, Sverige og Danmark), at man i forhold til de kommende valg internationalt vil bakke hinandens kandidater op og ikke stille modkandidater. Der er valg til ETTU i forbindelse med EM 2016, og valg til ITTF i forbindelse med VM i 2017.

DBTU vil stille med nogle af vores bedste spillere til næste NETU mesterskab i Oslo.

10. STIGA-kontrakten – genforhandling
Vi ønsker en mindre ændring af kontrakten, og har møder med Stiga medio november og i begyndelsen af december.

11. Udviklingsprojektet – Det’Batter, udviklingsmiljøer for tweens
Peter S og Peter B orienterede om projektets status, hvor de første 13 klubber nu er besøgt af en udviklingskonsulent, og flere klubber også har haft besøg af en trænerudvikler en eller flere gange, så der i alt har været ca. 50 klubbesøg siden august i år. Der blev udtrykt tilfredshed med projektets start og DBTU forventer en fortsat positiv fremdrift i projektet, da vi har ansat to kompetente og vellidte udviklingskonsulenter, som sammen med blandt andet lokalunionernes styregrupper vil finde de nye klubber, der skal med i projektet Det’Batter i første halvår af 2016.

DBTUs næste styregruppemøde med DIF er den 9.12.

12. Formøde ved nedsættelse af international arbejdsgruppe
Arbejdsgruppen kommer til at bestå af Dorte Darfeldt, Arne Madsen, Allan Bentsen, Lars Eckeroth, Mads Mikkelsen, Peter Sundbæk og Lasse Lyck (DIF).

Gruppens opgave er at klæde bestyrelsen på omkring hvad der sker internationalt, forsøge at få danskere bragt i spil til internationale poster i ETTU og ITTF samt hvad der ellers er beskrevet i gruppens kommissorium.

13. Kommunikation
Bjarne skriver en kort orientering om pkt. 4, 8 og 9 til hjemmesiden.

14. Eventuelt
Peter B orienterede kort om møde i Idrættens Medieudvalg, om møder med Team DK, om en henvendelse fra trekantsområdets seks kommuner vedrørende deres interesse i bl.a. bordtennis-events, om et jubilæum og om et brev fra DIFs venner.

Kommende bestyrelsesmøder
Onsdag den 9. december, kl. 16.00
Onsdag den 13. januar, kl. 16.00
Onsdag den 10. februar, kl. 16.00
Onsdag den 9. marts, kl. 16.00
Fredag den 18. marts
Onsdag den 6. april, kl. 16.00
Onsdag den 11. maj, kl. 16.00
Fredag den 3. juni

Referent
Peter Busck-Nielsen