Dagsorden til bestyrelsesmøde onsdag den 12. december 2012. Bestyrelsesmødet holdes på Scandic Hotel, Rytoften, Århus – kl. 17.00 – 21.00.

DAGSORDEN:

Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN

Pkt. 2 STRATEGI 2013 – 2016
a) Elitestrategi – Team Danmark arbejde – den nye begyndelse
Oplæg fremsendes mandag
b) Implementering af BAT
status fra Annette Westermann fremsendes mandag
c) Udviklingsprojekt – hvordan fastholdes udviklingen når projektet slutter
Status fra Annette Westermann på optagne klubber og et forventet gæt på nye medlemmer
d) Pige/dameprojekt – hvornår og hvordan
e) Kanal Sport som middel til at opnå udvikling
Etiske regler for spil på bordtenniskampe
f) Licensstruktur når nuværende aftale udløber –
nedsættelse af arbejdsgruppe der skal starte primo 2013 – samarbejdet med DGI skal indtænkes

Pkt. 3 DRIFT
a) Rejseudligning
bilag – input fra Virum og Mads Schiellerup, Turneringsudvalget

Pkt. 4 EVENTUELT


REFERAT

Til stede: Aksel Beckmann, Steen Hummeluhr, Jakob Harden, Kim D. Jensen, Bjarne Andersen og Dorte Kronsell (referent).

Afbud: Annie Ramberg

Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN

Sponsoraftale blev tilføjet som pkt. 3 a).

Pkt. 2 STRATEGI 2013 – 2016
a) Elitestrategi – Team Danmark arbejde – den nye begyndelse

Aksel Beckmann orienterede bestyrelsen om et møde der lige var blevet holdt med Team Danmark.

I forbindelse med mødet og sparringen omkring den fremtidige elitesatsning blev Team Danmark og DBTU enige om en lidt anderledes model, der også satser på det sportslige og det langsigtede talentudviklingsarbejde.

Det betyder, at vi ikke søger en Elitechef, men en ny Sportschef/landstræner, med international erfaring, som skal sætte dagsordenen for vores eliteprojekt frem mod 2016 i Rio.

Da det naturligt vil tage en del tid før den nye struktur og ny Sportschef er på plads fortsættes det nuværende arbejde som det foregår p.t.

Aksel Beckmann skriver et julebrev til de klubber som har været inviteret til at kommentere på masterplanen. I julebrevet bliver ovennævnte forklaret.

Dorte Kronsell er ansvarlig for det videre administrative arbejde med processen.

b) Implementering af BAT

Annette Westermann havde udarbejdet et notat omkring BAT implementeringen.

Der er p.t. tilfredshed med det antal klubber som har ønsket at indgå et samarbejde.

Der er overvejelser om at niveauinddele BAT certificeringen i forhold til Eliteklubber og mere breddeorienterede klubber. Langt de fleste klubber kan dog have glæde og få inspiration af BAT.

Steen Hummeluhr fortalte om hans oplevelser i forbindelse med Amager BTK’s opstartsmøde. Det havde været utroligt positivt, og der var stor ros til Annette Westermann fra udviklingsteamet. Projektet er meget mere end blot et projekt omkring træning, de er et projekt for hele klubben.

c) Udviklingsprojekt – hvordan fastholdes udviklingen når projektet slutter

Bestyrelsen havde fået et notat udarbejdet af Annette Westermann omkring status på udviklingsprojektet.

Dorte Kronsell orienterede om, at Danmarks Idræts-Forbund vil komme med forslag til hvordan udviklingspuljen skal forlænges efter 2013. Bl.a. bliver der med stor sandsynlighed mulighed for at indgå aftale om projekter og samtidig få mulighed for, at man kan fastfryse områder i fordelingsnøglen. Det vil betyde, at man har større mulighed for at fordybe sig i et projekt uden samtidig at skulle sikre ”point” på fordelingsnøglen for at sikre et stabilt bloktilskud.

Bestyrelsen var positiv overfor denne mulighed.

d) Pige/dameprojekt – hvornår og hvordan

Der var modtaget information fra Dansk Tennis Forbund om hvorfor de går væk fra blandede hold og fremover genetablerer herre- og damehold hver for sig.

Tennis har udfordringer med meget lange kampe, dette var en af årsagerne til ændringen.

Det blev aftalt, at Bjarne Andersen retter den artikel til, han har skrevet omkring blandede hold for piger og drenge, herefter vil den blive publiceret på hjemmesiden.

e) Kanal Sport som middel til at opnå udvikling

Aksel Beckmann informerede om, at der var kommet nogle henvendelse der havde konstateret, at det ikke altid var de bedste hold der blev vist i Kanal Sport om mandagen.

Samtidig har der været en henvendelse vedrørende den store fokusering på on-line spil i forbindelse med transmissionerne. Der skal arbejdes med at finde det rette niveau, som både kan tilfredsstille Kanal Sport, som finansieres via on-line spil og DBTU som selvfølgelig er vidende om, at der blandt seerne også er mange børn, de kan påvirkes i en uheldig retning.

Sidst men ikke mindst, er der også spørgsmålet omkring spil på egne kampe og selvfølgelig også match fixing. Det sidste forventer vi dog ikke er eller vil blive et problem i dansk bordtennis.

I januar holdes et møde hvor TU har inviteret klubberne til en drøftelse om fremtidens DT, herunder Stiga divisionen/Kanal Sport og eventuelle tilpasninger.

Fra bestyrelsen deltager Jakob Harden.

Jakob Harden og Dorte Kronsell fik den opgave at undersøge andre forbunds etiske regler for spil egne kampe.

f) Licensstruktur når nuværende aftale udløber.

Der skal indgås ny licensaftale med virkning fra sæsonen 14/15.

Som første step holdes møde mellem lokalunionerne og DBTU’s bestyrelse.

Dorte Kronsell sender invitation samt datoforslag til bestyrelse og lokalunioner.

Der sendes endvidere et brev til DGI om at vi begynder processen og at de også godt internt hos dem må begynde at se på en ny licensstruktur. Så mødes vi på et senere tidspunkt.

Pkt. 3 DRIFT
a) Rejseudligning

På baggrund af henvendelse fra både TU og nogle klubber drøftede bestyrelsen rejseudligning i DT.

Samtidig med, at holdgebyret for nogle år siden blev betragteligt nedsat, var det hensigten at nedlægge rejseudligningen.

I den forbindelse fik bestyrelsen på det tidspunkt henvendelser fra nogle klubber som ønskede at rejseudligningen blev fastholdt.

Bestyrelsen besluttede på det tidspunkt, at ønsket om en solidarisk rejseudligning var rimeligt og ordningen forblev. Der blev nedsat en lille arbejdsgruppe som udarbejdede reglerne for rejseudligningen i DT.

Efterfølgende har der været henvendelser fra andre klubber, især klubber på Sjælland som har været utilfredse med ordningen.

Bestyrelsen har stadig den holdning, at der bør være en solidarisk ordning som sikrer, at alle klubber uanset hvor i Danmark de er placeret skal have mulighed for at deltage i DT.

På bestyrelsesmødet blev flere muligheder for ændringer drøftet.

Det blev aftalt, at Kim D. Jensen udarbejder et regneark med en beregning af en løsning, som gør det lettere for klubberne at budgettere.

Bestyrelsen behandler punktet igen på møde i januar og beslutter til ikrafttræden ved sæsonstart 13/14.

b) Sponsoraftale – rejser

Bestyrelsen drøftede udkast til aftale med et rejsebureau.

Der blev spurgt ind til nogle forskellige detaljer i aftalen. Kim D. Jensen undersøger de punkter, retter kontrakten til, og sender svar på spørgsmålene på mail til bestyrelsen.

Pkt. 4 EVENTUELT

Jakob Harden nævnte, at han ønsker en fortsat dialog med Michael Maze i forbindelse med ny elitestruktur.

Referent
Dorte Kronsell