Til Bestyrelsen,

til orientering for formændene for ELU, TU, VET, arbejdsgrupper, sekretariat samt lokalunionsformændene – udsendes uden bilag.

Bestyrelsesmøde den 15. august 2006 kl. 17.00 på DBTUs kontor. Vi begynder med spisning og mødes i receptionen i Idrættens Hus.

DAGSORDEN:

Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN

Pkt. 2 ARBEJDSGIVERFUNKTION
a) Sekretariatet – fremtid – bilag fra Dorte Kronsell og Arne Madsen

Pkt. 3 ØKONOMI
a) Budget 2007 – bilag fra Dorte Kronsell
b) Budget NETU 2008 – bilag fra Mogens Mygind
c) Regnskab pr. 30. juni 2006 – bilag fra Dorte Kronsell
d) Rekruttering af flere dommere – ansøgning fra Dommerarbejdsgruppen

Pkt. 4 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Bredde og Uddannelse – bilag fra Preben Riel
b) Kommissorium Licens/turnering – bilag fra Mogens Mygind
c) Forretningsorden – bilag
d) Forberedelsesprojekt – bilag fra DIF/TD
e) Disciplinærbestemmelser – bilag fra Flemming Vitved

Pkt. 5 ARRANGEMENTER
a) Hvordan får vi flere til Årsmøde?
b) Veteran VM 2010 evt. ansøgning – bilag fra Jens-Erik Linde

Pkt. 6 REPRÆSENTATION – EKSTERNT
a) Deltagelse i DIFs budgetmøde – bilag fra DIF

Pkt. 7 EVENTUELT

REFERAT

Tilstede: Aksel Beckmann, Mads-Peter Jannings, Preben Riel, Mogens Mygind, Pia Toelhøj, Dorte Kronsell (referent)

Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN

Under Eventuel vil der kort blive orientering fra ØBTU samt en sag fra dommerarbejdsgruppen.

Pkt. 2 ARBEJDSGIVERFUNKTION
a) Sekretariatet – fremtid.

På baggrund af oplæg drøftede bestyrelsen situationen på sekretariatet.

Bestyrelsen besluttede på nuværende tidspunkt ikke at genbesætte stillingen som informationsmedarbejder.

Den situation vi er i, med en stor nedgang i tilskuddet fra Danmarks Idræts-Forbund i årene fremover betyder, at økonomien spiller en vigtig rolle i de beslutninger der skal træffes.

Endvidere bliver der den 29. august 2006 holdt et bestyrelsesseminar hvor bestyrelsen skal drøfte hvilke områder der skal prioriteres i de kommende år.

Opgaverne som blev varetaget af vores tidligere informationsmedarbejder er meget vigtige for DBTU, hvorfor der arbejdes med at finde alle de ressourcer vi har internt i organisationen og som kan/vil indgå i arbejdet.

Arne Madsen har til bestyrelsens glæde påtaget sig opgaven som pressechef på ulønnet vilkår.

Bestyrelsen besluttede, at trænerstaben skal være en aktiv del af indrapporteringen til hjemmesiden. Den opsøgende del af arbejde med at få oplysninger om spillernes resultater og dagligdag videre til pressechefen, samt at få spillerne til at kontakte samme påhviler trænerne. Dorte Kronsell holder møde med trænerstaben.

Pkt. 3 ØKONOMI
a) Budget 2007

Bestyrelsen drøftede indgående budgetoplægget og vedtog vedhæftede budget.

b) NETU 2008

Budgetoplægget for NETU mesterskabet for senior i 2008, som skal holdes i Maribo, blev drøftet og foreløbig vedtaget.

Der arbejdes videre med budgettet, hvori der indarbejdes et beløb til hjælperklubben og budgettet drøftes igen i efteråret 2007.

c) Regnskab pr. 30. juni 2006

Bestyrelsen drøftede et større udestående beløb og gav Dorte Kronsell prokura til at indkræve pengene efter en aftalt plan.

Bestyrelsen tog efterfølgende regnskabet til efterretning.

d) Rekruttering af flere dommere

Dommerarbejdsgruppen havde fremsendt en ansøgning i forbindelse med rekruttering af flere dommere.

Bestyrelsen vedtog at budgettet for dommerarbejdsgruppen i 2006 forøges med kr. 6.000 som er øremærket til gratiskurser til rekruttering af flere dommere. Hvis disse kurser bliver en succes kan dommerarbejdsgruppen henvende sig igen.

Bestyrelsen forventer i øvrigt at dommerarbejdsgruppen samarbejder med Breddeudvalget og deltager i Ledertræffene i efteråret for yderligere at fortælle om og reklamere for dommergerningen. Desuden forventes det, at også andre nyskabende initiativer afprøves for at komme manglen på dommere til livs.

Pkt. 4 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Bredde og Uddannelse

Preben Riel orienterede bestyrelsen om, at JBTU på deres ekstraordinære repræsentantskabsmøde har et forslag om at nedlægge deres breddeudvalg.

Bestyrelsen drøftede dette og konstaterede, at DBTU fremover sørger for breddearbejdet også i JBTU.

Preben Riel orienterede endvidere om breddeudvalgets arbejde med at styrke bordtennisklubberne i København.

b) Kommissorium Licens/turnering

Mogens Mygind fremlagde forslag til kommissorium for arbejdsgruppen der skal arbejde med Økonomien i Danmarksturneringen og Licensordningen.

Bestyrelsen vedtog kommissoriet som er vedhæftet referatet.

Arbejdsgruppen består p.t. af: Mogens Mygind (formand), Bjarne Andersen, Annie Ramberg, Peter Tranto, Lars Dalager og Palle Hjorth.

Bestyrelsen udtrykte ønske om, at arbejdsgruppen udvides med en eller to deltagere som udelukkende er involveret i klubarbejde. Mogens Mygind kontakter mulige emner.

c) Forretningsorden

Bestyrelsens forretningsorden blev underskrevet.

d) Forberedelsesprojekt

Dorte Kronsell kontakter Team Danmark for datoforslag til møde.

e) Disciplinærbestemmelser

Flemming Vitved havde på vegne af disciplinærgruppen fremsendt forslag til rettelser i bestemmelserne omkring sanktioner overfor rådgivere/coaches som opfører sig uhensigtsmæssigt.

Bestyrelsen vedtog disse rettelser. Disciplinærbestemmelserne bliver offentliggjort på hjemmesiden, samt vedhæftet reglementet.

Pkt. 5 ARRANGEMENTER
a) Hvordan får vi flere til Årsmøde

Punktet blev udsat til Stormødet.

b) Veteran VM 2010

Jens-Erik Linde har henvendt sig med et forslag om at søge Veteran VM i 2010.

Bestyrelsen vurderer, at der ikke findes den nødvendige halkapacitet, samt at organisationen hverken har kræfter eller mulighed for at finde det nødvendige antal frivillige til så stort et arrangement.

Pkt. 6 REPRÆSENTATION – EKSTERN
a) Deltagelse i DIF’s budgetmøde

Aksel Beckmann og Mogens Mygind deltager som DBTU’s repræsentanter. Endvidere deltager Dorte Kronsell som observatør.

Pkt. 7 EVENTUELT

Aksel Beckmann orienterede om en sag fra dommerarbejdsgruppen. Sagen betragtes som afsluttet.

Mogens Mygind orienterede om, at ØBTU holder Ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 7. september 2006.

Dorte Kronsell
Referent.