Referat fra bestyrelsesmøde søndag d. 17. juni 2018 kl. 10 – 14.30 i Idrættens Hus, Brøndby

Til stede: Gitte Maribo, Anders Mølgaard, Lars Høgsberg, Peter Carstensen og Peter Busck-Nielsen (referent.)

Afbud: Betina Koefoed, Mads Mikkelsen og Peter Sundbæk.

Anders blev valgt som mødeleder, Lars som skribent af kort nyhed til hjemmesiden, Peter B som referent og Betina som mødeleder til næste møde.

Dagsorden

1. Velkomst og kort intro til Gitte Maribo og Peter Carstensen
Anders bød Peter C og Gitte velkommen i bestyrelsen og orienterede om opgaverne, mødeform mv.

Anders fortalte også, at mødedisciplinen normalt er høj, og at frafaldet denne gang alene er begrundet med det korte varsel.    

2. Opfølgning på sidste møde
Anders og Lars har udarbejdet oplæg vedrørende krav om uddannede trænere i DT, der venter på at blive sendt til klubberne og offentliggjort på hjemmesiden og Facebook. Lars forsøger i næste uge at mødes med Poul Danborg og Kim Holm Petersen for at færdigskrive oplægget, så det kan offentliggøres inden 1. juli, hvor den ny sæson begynder.

Peter C spurgte til status på forhandlingerne med Stiga om en ny 5-årig aftale. Peter B svarede, at vi afventer udkast fra Stiga sidst i juni, og at DBTU rykker, hvis ikke det er kommet i næste uge.

3. Nedsættelse af styregruppe for strukturdebat
Bestyrelsen diskuterede hvilke principper for udpegning af medlemmer til styregruppen der skulle anvendes, og blev enige om, at medlemmerne ikke skal vælges ud fra deres nuværende organisatoriske tilhørsforhold, men at der meget gerne må være klubledere i styregruppen. Ligeledes skal der være nogle troværdige og kompetente personer, uanset alder, køn og tilhørsforhold, der kan ’hæve sig op i helikopteren’, og skitsere en optimal struktur for bordtennissporten i Danmark, der imødekommer de nuværende og ikke mindst kommende krav fra bordtennis-Danmark og omverden. 

Det blev aftalt, at Anders i de kommende to uger kontakter en håndfuld navngivne personer for at spørge om de er interesserede i arbejdet. Lars skriver også i sin korte nyhed til hjemmesiden om styregruppen, og opfordrer potentielle kandidater til at melde sig som medlemmer af styregruppen. Bestyrelsen vil på mødet i august udpege de endelige medlemmer til styregruppen. Peter B anbefalede bestyrelsen, at der deltager en ansat i styregruppen. Bestyrelsen diskuterede hvem fra bestyrelsen, der vil være bedst til at være med i styregruppen.

Bestyrelsen blev enige om, at strukturarbejdet er så vigtigt, at arbejdet bør tage to år, så et eller flere forslag til en ny struktur først endelig behandles på årsmødet i 2020. Hvis DBTU forsøger at haste arbejdet igennem fra august til maj næste år, risikerer vi dårlig kvalitet i de fremlagte forslag og bristede forventninger, når forslagene bliver forkastede på årsmødet. Til gengæld skal der orienteres løbende og bredt om strukturarbejdet og aflægges en midtvejsstatus på årsmødet den 1. juni 2019 i Brøndby. Bestyrelsen vil fortsat have mulighed for at stille forslag allerede på det kommende årsmøde, hvis forslagene vurderes som så vigtige for DBTU – fx af økonomiske grunde – at de ikke kan vente til 2020.    

Endvidere skriver Anders et oplæg til kommissorium, der sendes i høring i bestyrelsen og administrationen inden det offentliggøres senest i første uge af juli (27). Kommissoriet skal dels være åbent, så en ny struktur kan blive væsentlig forskellig fra den nuværende, dels skal det være så konkret, at potentielle medlemmer af styregruppen – og andre interesserede – forstår hvad formålene i kommissoriet er samt hvilke opgaver og tidsfrister styregruppen har.

Det er planen, at styregruppen holder deres første møde i sidste uge i august (35), og forinden har modtaget udkast til kommissorium, som de kan diskutere og efter mødet skriftligt kommentere for evt. justeringer.

Peter B orienterer Torben B, DIF om den nye 2-års plan, og spørger om han vil deltage i styregruppen som mødeleder. Ligesom Torben kan være bindeled til DIF’s analyseafdeling.      

4. Turneringsudvalgets situation og udarbejdelse af en ”nødplan”
Anders orienterede om forskellige henvendelser, og bestyrelsen besluttede at Peter B kontakter Claus Arnsbæk for at spørge om Claus i næste sæson vil fungere som TU-assistance nogle timer om ugen. Afhængig af hvilken løsning der findes, kan det blive nødvendigt at hæve DT-holdgebyrer med 100-200 kr. i næste sæson.

5. Gennemgang og stillingtagen til ansøgning om godtgørelse fra rejsepuljen
Peter B blev bedt om at sikre, at Peter C og Gitte modtager den seneste mail fra Mads om den indstilling, der var foreslået. Bestyrelsen behandlede indstillingen, og Peter B orienterer årets ansøgere om resultatet. 

6. Mødeplan for 2018/2019
Peter B blev bedt om at udarbejde forslag til en mødeplan, hvor der ligger flest mulige møder i fm. arrangementer, og som tager hensyn til bestyrelsesmedlemmernes forskellige ønsker. De fysiske møder skal ligge i Jylland og på Sjælland, flest på lørdage og i mindre omfang på hverdage – og i lige uger – og tre møder kan være Skypemøder.

7. Eventuelt
Peter B blev bedt om at undersøge, hvorfor prioriteringslisten kun omhandler de to øverste DT-rækker.

Prioriteringslisten version 5 fra TU blev godkendt.

Bestyrelsen nåede ikke at behandle økonomi og punkt 5 i den fremsendte orientering fra sekretariatslederen om kontaktpersoner til spor 1 og 2, da Gitte og Peter B måtte forlade mødet kl. 14.30 pga. andre aftaler.

Kommende bestyrelsesmøder
Onsdag den 15. august kl. 16-21 i Kolding.

De følgende møder frem til årsmødet bliver aftalt på mødet den 16. august.

Fredag den 31. maj kl. 17-20 i Brøndby (før årsmødet).
Lørdag den 1. juni (efter årsmødet).

Referent
Peter Busck-Nielsen