Referat fra bestyrelsesmøde fredag d. 19. januar 2018 kl. 15 – 22
Til stede: Anders Mølgaard, Betina Koefoed, Lars Høgsberg, Peter Sundbæk (til kl. 21) og Peter Busck-Nielsen (referent.)
Afbud: Asger Rasmussen og Mads Mikkelsen.
Anders blev valgt som mødeleder, Peter B som referent og Betina som mødeleder til næste møde.
Dagsorden
1. Opfølgning på sidste møde
Bestyrelsen vil bede Lars-Henrik Sloth, ELU om at færdiggøre konceptet for DM senior. Claus Arnsbæk, ELU er ved at færdiggøre konceptet for DM ungdom. Konceptet for Top 12 bliver opdateret i næste uge inden Top 12 i Brøndby. De tre koncepter er dermed klar i januar (Top 12) eller i første halvdel af februar (DM’er).
Der bliver afholdt en reception i anledning af DBTU’s 75 års jubilæum samtidig med DM for senior i Vendia-hallen i Hjørring søndag den 4. marts kl. 12. Bestyrelsen bad Peter B invitere alle specialforbund (formand og direktør/leder) samt nulevende danske mestre i single. Endvidere skal bordtennisforbundene i Sverige, Norge, Finland, Island, Grønland og Færøerne samt ETTU’s og ITTF’s præsidenter inviteres.
Peter S oplyste, at mødet med det svenske forbund den 3. februar må udskydes, og Peter S vil inden næste bestyrelsesmøde sende et oplæg til den øvrige bestyrelse om, hvad DBTU med fordel kan tale med det svenske forbund om.
2. Feedback fra udvalg v/ kontaktpersoner
DBTU støtter ITTF’s forslag til nye vedtægter for ITTF, og Peter B informerer Arne Madsen herom.
Anders kontakter Ole Hückelkamp og Jens-Erik Linde, Veteranudvalget for at diskutere muligheden for et nyt internationalt arrangement for veteraner i Danmark.
Bestyrelsen besluttede, at klubber der idømmes en bøde, når de ikke overholder TU-reglementet, ikke kan stille op i næste års Danmarksturnering, hvis bøden er mere end tre måneder gammel.
UDDU er næsten færdige med det ny uddannelsesmateriale og forventer, at materialet er klar til kursister og andre interesserede i februar.
Der var intet nyt at rapportere fra øvrige udvalg og arbejdsgrupper.
3. Behandling af indkomne ansøgninger, herunder overføringer af midler fra 2017 til 2018.
Bestyrelsen godkendte, at DU får overført 5.000 kr. til budgettet for 2018, da de ønsker at sende flere dommere til VM i Halmstad i maj.
Bestyrelsen besluttede, at sekretariatslederen sammen med udviklingskonsulenterne kan behandle evt. ansøgninger om støtte til udbredelsesaktiviteter, så længe det kan holdes indenfor budgettet for spor 1.
Bestyrelsen godkendte, at BBTU får udbetalt a conto 10.000 kr. til dækning af DT-rejseudgifter i denne sæson. Beløbet udbetales uden garanti for, at bestyrelsen godkender BBTU’s endelige ansøgning om rejsetilskud i juni 2018.
4. Status på budget 2018
Bestyrelsen arbejder videre ud fra den seneste udgave af budgettet, og arbejder nu på hvordan opkrævning af et nyt lokalunions-/klubkontingent og/eller en ny basislicens i praksis skal foregå. Derfor vil bestyrelsen blandt andet se på, hvordan andre forbund gør det.
5. Redegørelse fra møde med DGI den 16. januar
Anders fortalte om mødet med DGI, hvor især økonomi og yderligere samarbejde mellem DGI og DBTU blev diskuteret. På mødet blev det aftalt, at DBTU og DGI i ugen efter ledermødet i Odense aftaler en møderække, hvor relevante personer fra udvalg og arbejdsgrupper i de to organisationer taler sammen om blandt andet uddannelse af trænere og ledere. Ligesom konsulenterne i de to organisationer fremover kan koordinere deres arbejde vedrørende især klubudvikling. DBTU og DGI var også enige om, at hvis man vælger at indføre en ny basislicens for alle bordtennismedlemmer, skal den være på 100 kr. Anders udtrykte at fællesmødet havde været særdeles positivt, og at han så frem til et godt samarbejde med DGI.
Bestyrelsesmødet blev suspenderet i en times tid, og bestyrelsen holdt møde med Betina Haagensen, UDDU. Her orienterede bestyrelsen om et kommende øget samarbejde med DGI – ikke mindst på uddannelsesområdet – og spurgte til behovet for evt. UDDU-hensættelser i regnskabet for 2017. Det afklares i uge 4, når UDDU har holdt møde. Herefter blev ledermødet dagen efter diskuteret, og Betina mente at UDDU kan klare et stort antal kursister i de kommende år. Betina oplyste også, at hun efter en sæsons kurser undersøger, om priserne dækker de faktiske udgifter, da kurserne blot skal løbe rundt.
6. Organisatoriske forhold
Bestyrelsen diskuterede hvordan eliteorganisationen fremover skal se ud, og blev enige om, at Anders og Peter B laver et udkast til en ny organisation.
7. Fordeling af Top 12
Bestyrelsen diskuterede den ene ansøgning, og afventer om der kommer flere ansøgninger inden fristens udløb. Endelig beslutning bliver truffet på bestyrelsesmødet den 3. februar i Roskilde.
8. Fordeling af landskampe 2018
Der var modtaget fire tilbud på afholdelse af dame- og/eller herrelandskampe. Bestyrelsen fordelte de resterende landskampene som følger:
B 75 blev tildelt damelandskampen den 4. december mellem Danmark og Estland.
Roskilde blev tildelt herrelandskampen den 19. maj mellem Danmark og Spanien.
OB blev tildelt herrelandskampen den 2. oktober mellem Danmark og Sverige.
Kosovo har i midten af januar trukket deres damehold fra EM-kvalifikationen, så der ikke skal spilles en landskamp i Hillerød den 27. februar.
9. Ledermødet lørdag den 20. januar
Der er tilmeldt 42 deltagere til ledermødet, og bestyrelsen gennemgik dagsorden for mødet, og aftalte hvem der skulle gøre hvad hvornår. Der vil efter mødet blive udsendt en rapport fra mødet, ligesom der bliver offentliggjort en nyhed på hjemmesiden og Facebook.
10. Eventuelt, herunder
a. Orientering fra sekretariatslederen
b. Eventuelt
Punkt 10 blev ikke nået pga. tidsmangel.
Kommende bestyrelsesmøder
Lørdag den 3. februar kl. 10-15 i Roskilde.
Lørdag den 3. marts kl. 11-14 i Hjørring.
Tirsdag den 20. marts kl. 18.30-20.30 (Skype).
Tirsdag den 17. april kl. 14-19.30 i Brøndby.
Tirsdag den 15. maj kl. 18.30-20.30 (Skype).
Fredag den 1. juni kl. 16-19 i Horsens.
Referent
Peter Busck-Nielsen