Til orientering for formændene for ELU, TU, VET, arbejdsgrupper, sekretariat samt lokalunionsformændene – udsendes uden bilag.

Dagsorden til bestyrelsesmøde mandag den 30. november kl. 17.00, mødelokalet DBTU’s kontor.

DAGSORDEN
Pkt. 1 EVT. KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN.

Pkt. 2 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Nationale mesterskaber
i) DM i fremtiden

Bestyrelsen drøfter og beslutter proces og indhold i forbindelse med den ønskede debat omkring DM i fremtiden. Bilag vedhæftes.

b) Sponsor – indledning v/Steen Hummeluhr
i) Hvor langt er vi kommet?
ii) Hvordan kommer vi videre?

c) Mål og Handlingsplaner for Breddearbejdet i 2010 og 2011

Der skal indgås nye breddekonsulentaftaler med DIF for 2010 og 2011. I den forbindelse skal der ligeledes aftales nye mål og handlingsplaner.

Forslag til Mål og Handlingsplaner vedhæftes. BRU behandler ligeledes Mål og Handlingsplaner på deres møde mandag. Efterfølgende opsamler administrationen kommentarer og bemærkninger og sikrer den videre dialog med DIF.

DIF har ønsket, at navnet på breddekonsulenterne ændres til udviklingskonsulenter. Efter drøftelse mellem breddekonsulenterne og undertegnede indstilles hermed, at vi følger denne anmodning.

Pkt. 3 ARRANGEMENTER
a) EM i 2012 eller 2013

Vedhæftet oplæg fra Dorte Kronsell omkring valg af samarbejdspartner.

Pkt. 4 ØKONOMI
a) Lønreguleringsprocent for 2010

Vedhæftet et oplæg fra Dorte Kronsell

b) Brugerbetaling IT

Vedhæftet kort orientering fra Dorte Kronsell fra møde i DIF om brugerbetaling på IT. Punktet vil blive uddybet nærmere på mødet.

Pkt. 5 EVENTUELT

REFERAT
Til stede: Aksel Beckmann, Steen Hummeluhr, Kim D. Jensen, Tommy Jørgensen, Preben Riel (fra kl. 17.45) og Dorte Kronsell

Afbud: Djohn Sørensen

Pkt. 1 EVENTUELLE KOMMENTARER/TILFØJELSER TIL DAGSORDENEN

Ingen tilføjelser.

Pkt. 2 ORGANISATIONSUDVIKLING
a) Nationale mesterskaber
i) DM i fremtiden

Siden sidste møde er der blevet udarbejdet oplæg til drøftelse omkring fremtidens senior DM. Oplægget er blevet drøftet og rettet til og skal nu i den endelige udgave lægges på hjemmesiden og udsendes med DBTU-nyt.

Det er bestyrelsens håb, at så mange som overhovedet muligt vil give deres mening om emnet tilkende på den blog der er oprettet til dette.

Oplægget skal være tilgængeligt frem til 1. februar, hvorefter bestyrelsen vil behandle sagen igen i lyset af de indlæg der er modtaget.

b) Sponsor – indledning v/Steen Hummeluhr

Steen Hummeluhr orienterede om, at han og Kim D. Jensen havde holdt opfølgningsmøde omkring sponsorarbejdet.

De havde måttet konstatere, at der havde været stilstand i arbejdet i sponsor-interessegruppen siden foråret. Steen Hummeluhr har haft dialog med flere af dem i forbindelse med Veteran DT.

Der er udarbejdet et sponsormateriale som Sport One har været med til at udvikle.

Strategien er god nok, men vi mangler klart nogle der kan hjælpe med at ”åbne dørene” til firmaerne og de rigtige mennesker. Det er utroligt vigtigt at få det første møde, så vi kan få lov at fortælle om hvad vi kan og hvad vi kan tilbyde.

Steen Hummeluhr og Kim D. Jensen går videre og forsøger at begynde helt forfra og fra bunden.

Efter jul vil sponsor-intererssegruppen blive indkaldt igen og så vil opgaven gå på, hvem der kan skaffe os et møde med et eller flere firmaer.

Vi skal også arbejde mere med at sælge merchandise, bl.a. når Stiga i løbet af et års tid udvikler en særlig dansk spilletrøje.

c) Mål og handlingsplaner for Breddearbejdet 2010 og 2011

Breddekonsulenterne og Dorte Kronsell havde gennemført evalueringsmøde med DIF omkring mål og handlingsplaner for 2008 og 2009. Disse møder bliver gennemført hvert andet år.

Tidligere deltog også den politiske ansvarlige for både specialforbundet og DIF i samtalen, men nu er det kun et møde på administrativt plan.

Vores gennemførelsesprocent på vores aftalte indsatsområder har været god, og der var generelt en stor tilfredshed fra DIF med vores breddearbejde.

De områder hvor vi ikke har fået det gennemført vi havde planlagt har vi evalueret på, hvorfor det ikke lykkedes og også disse evalueringer var der tilfredshed med.

Et område som har skabt så store udfordringer, at vi ikke har kunnet få gennemført vores plan er på området med en landsdækkende skoleturnering. Denne aktivitet har bestyrelsen som aktionsområde i visionsplanen. Men efter en drøftelse og informationer omkring vanskelighederne på området, har bestyrelsen godkendt, at vi kan arbejde mere bredt med skoleaktiviteter og f.eks. også fokusere mere på SFO i stedet for skoler.

Pkt. 3 ARRANGEMENTER
a) EM i 2012 eller 2013

Dorte Kronsell og Frederik Munk fra Sport Event Denmark har været på besøg hos to jyske kommuner som begge har vist interesse for at være samarbejdspartner omkring et kommende EM i 2012 eller 2013.

Bestyrelsen havde modtaget oplæg til valg af samarbejdspartner og godkendte, at vi arbejder videre med Herning. Herning har givet udtryk for stor interesse og ikke mindst udmeldingerne om, at man ønsker et arrangement som involverer hele byen er vi meget interesseret i.
Dorte Kronsell skriver til de 2 jyske kommuner og orienterer dem om beslutningen.

Vi er sikre på, at vi med Herning som samarbejdspartner kan arrangere og afholde et Europamesterskab på verdensklasse-niveau.

Vi har dog stadig ikke hørt mere fra ETTU om hvornår de tager stilling til vores ansøgning, men går ud fra, at det sker i Moskva.

Pkt. 4 ØKONOMI
a) Lønreguleringsprocent for 2010

Bestyrelsen godkendte oplæg til lønreguleringsprocent.

b) Brugerbetaling IT

DIF havde indkaldt de 9 største brugere af idrætssystemet (klubportal, infosport o.s.v) til møde omkring brugerbetaling og/eller nedlæggelse af idrætssystemet.

Alle forbundene der var til stede på mødet udtrykte ønske om fortsat at benytte systemet og gjorde ligeledes klart, at DIF’s bestyrelses beslutning om måske at nedlægge systemet 1. januar 2011 var en meget stor press-ball da det for de flestes vedkommende er midt i en turnering.

Bestyrelsen besluttede at løfte sagen politisk ved, at Aksel Beckmann kontakter Niels Nygaard – formand for Danmarks Idræts Forbund, både for at drøfte sagen med ham, men også for at bede DIF’s bestyrelse tage stilling til tidsfaktoren, til solidariteten i idrætten og vigtigheden for bordtennis.

(Efterfølgende har Aksel Beckmann skrevet til DIF’s bestyrelse og har også talt med Niels Nygaard. Der er ikke modtaget officielt svar p.t. referentens bemærkning)

Pkt. 5 EVENTUELT

Kim D. Jensen har deltaget i møde med DHB i Roskilde. Der var bl.a. diskussion omkring indførelse af 3-mandshold. Beslutningen er udskudt.

Et andet område er turneringsplanlægning, hvor der fra gruppen var ønsket om flere hverdagskampe. Kim D. Jensen har bedt Morten Krydsfelt om et oplæg.

Den ”Blå manual” blev også drøftet.

Der er ikke kommet referat fra mødet. Kim D. Jensen kontakter Asger Rasmussen for referat således det kan udsendes til klubberne inden jul.

Der er møde igen den 14. januar og 11. marts 2010.

I forbindelse med ESAA møde i Århus er Dorte Kronsell i kontakt med Poul Erik Madsen i forbindelse med både deltagelse og opstilling til bestyrelsen i ESAA.

Næste møde: 8. januar.

Pkt. på møde i februar:
Eliteudvalgets struktur
Åbent møde.