Referat af Årsmøde i Dansk BordTennis Union

Lørdag den 13. juni 2015 i Idrættens Hus i Brøndby

Bjarne Andersen bød velkommen til årsmødet. Siden sidste Årsmøde har Bordtennis Danmark mistet nogle af dem, der var engageret i vores sport, heriblandt Carl Ernst Brandt og Ole Jensen, tidligere næstformand i DBTU. Disse blev mindet med et øjebliks stilhed.
 

1. Valg af dirigent og kontrol af bemyndigelse
Poul Steffensen, Virum blev valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at årsmødet var lovligt varslet og indkaldt. Ligeledes var der rettidigt indkommet forslag til behandling på årsmødet jf. DBTU’s love.

Dirigenten oplyste, at der var 41 stemmer heraf 5 fuldmagter.

2. Valg af 2 referenter
Administrationen blev valgt som referenter (Carsten Egeholt og Annette Westermann).

3. Formanden aflægger beretning til godkendelse.
Ud over den skriftlige beretning vil jeg orientere om, at vi har genindgået lobbyaftale med DIF, hvor DBTU forpligter til sig at søge indflydelse i såvel ETTU som ITTF. Til gengæld forpligter DIF sig til at støtte dette arbejde økonomisk.

Arne Madsen sidder som formand for ITTF medie komité, og Dorte Darfelt sidder som næstformand i ETTU og derudover i ITTFs Board of Directors. Med henblik på at styrke dette arbejde er det besluttet, at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af Arne, Dorte, Peter Sundbæk fra bestyrelsen, en repræsentant fra den sportslige sektor samt yderligere 1-2 medlemmer.

Bestyrelsen har de sidste halve år arbejdet med at formulere retningen for DBTUs virke i de kommende år. Vores formålsparagraf skulle moderniseres, ligesom vi skulle have fastsat en række mål, strategier og handlingsplaner. Vi er kommet godt i gang med processen.

Herefter præsenterede bestyrelsesmedlemmerne årsmødet på slides. Se power point præsentationen nederst på siden.

Spørgsmål og kommentarer til beretningen

Aksel Beckmann
Ting tager lidt længere tid end først tænkt – det kan jeg godt forstå, når jeg ser jeres rigtigt gode visioner. Spændende at følge fremadrettet specielt den del, der hedder prioritering af ressourcer.

Jeg har følgende kommentarer til den skriftlige beretning: I gik til valg på større åbenhed, hvordan er det kommet til udtryk? Jeg efterlyser bedre kommunikation på hjemmesiden. Skyldes det manglende ressourcer? Hvordan vil I fremadrettet få det til at hænge sammen?

Har DBTU et godt samarbejde med Team Danmark? Nu er der kommet en ny direktør, hvordan er samarbejdet og har i mødt hende? – uddyb gerne. Du fremhæver Maze, men andre som Groth og Sternberg har også bidraget med gode resultater senest med sejren i herredouble ved Hviderusland Open.

DHIF samarbejdet – er forlænget, et godt råd er at huske at promovere gode resultater og husk at kommunikere det ud, specielt omkring Para EM i Vejle til oktober.

Det internationale arbejde – tak fordi du huskede at nævne dem, der er valgt (Arne Madsen og Dorte Darfelt). Husk at det tager tid, at køre nye yngre kandidater i stilling – dejligt at I har fokus. Det tager mellem 5-7 år at få nye kandidater synliggjort. Godt at høre I har genforhandlet lobby puljen.

Tidligere har det været meldt ud at OB ønskede at arrangere Europa Top 12 i 2016 – er det stadig aktuelt? Det er vigtigt for synligheden.

Hvor langt er vi kommet med udviklingsprojektet?

Henrik Vendelbo, Virum
Meget enig med Aksel omkring den manglende kommunikation. Jeg efterlyser branding. Jeg efterlyser, at formanden bliver mere synlig. Jeg hører ofte at ingen kender ham.

Vi har ifølge spillerne et elitecenter, der ikke fungerer – nærmest er ikke eksisterende. Spillerne søger væk fra Brøndby for at få sparring. Dejligt at I har forlænget med Linus Mernsten, men hvorfor skal jeg læse det på hans Facebook profil?

Hvad er formålet med at åbne en debat på hjemmesiden? Er der andre fora, der er mere egnede til, at vi kan blive medspillere?

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Tak til Aksel for mange betragtninger til beretningen. Jeg er glad for, at du finder målsætningerne gode og interessante.

Kommunikation – det kan gøres bedre, det er taget til efterretning, og vi arbejder videre tæt sammen med Kommunikationsudvalget for at løse dette. Reelt er der nok ikke brugt flere ressourcer på hjemmesiden end før, selvom Carsten nu er ansat på fuld tid, men han har også fået andre og flere arbejdsopgaver blandt andet Danmarksturneringen.

De fleste af de medaljer vi har vundet, er med Michael Maze som omdrejningspunkt. Det var ikke for at forklejne andre spilleres gode resultater.

Med hensyn til DHIF. Godt input vi tager det til efterretning, at styrke synligheden omkring Para EM i Vejle i oktober til efteråret.

Et svar til Henrik Vendelbo. Måske skal jeg til at skrive flere nyheder på hjemmesiden. Vi syntes i bestyrelsen ikke, at Facebook er et godt debatforum. Derfor forsøgte vi med hjemmesiden, hvor vi i denne omgang bragte alle indlæg.

Asger Rasmussen, bestyrelsen
OB Bordtennis har stadig en interesse i at afholde Europa Top 12 men først i 2017.

Peter Sundbæk, bestyrelsen
Udviklingsprojektet kører efter bogen, og vi har nået de mål, der sammen med DIF er sat.
I forhold til det internationale – det er rigtigt, at det tager tid at blive kendt, og derfor har vi nedsat en international arbejdsgruppe, hvor erfaringer kan deles.

Morten Krydsfelt, bestyrelsen
Alt hvad der foregår i hallen er koordineret med Team Danmark. Det er rigtigt, at det nuværende set-up betyder mindre træning, da Linus kun er ansat på halvtid. Vi tilbyder et super set-up to dage om ugen og en mulighed for at finde anden sparring de resterende dage. Det giver mere mening, at arbejde for et bedre set-up ude i klubberne, så spillerne får super træning i Brøndby to dage om ugen, og så super træning ude i klubberne de resterende dage.

Ja – vi har talt med Team Danmarks nye direktør. Hvis vi kan levere varen, så tror de på os. Vi ønsker et godt og tæt samarbejde til fordel for bordtennis.

Steen Hummeluhr, Amager
Jeg er bekymret for nedadgående medlemstal og vil gerne høre om, hvordan I tænker, at f.eks. den nye skolereform kan udnyttes, så vi får flere medlemmer? I Amager vælter det ind med nye medlemmer. Var det ikke mere relevant med en debat om, hvordan vi får flere til at spille bordtennis frem for en debat om ratinglisten?

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Dejligt at høre, at der er fremgang i Amager og også andre steder. Jeg er sikker på, at de steder der er fremgang, er der, hvor der er god træning og dygtige trænere, og det er lige præcis det, at vores udviklingsprojektet (Det’Batter) med DIF går ud på at styrke.

Enig, der ligger nogle muligheder i skolereformen, som vi skal være bedre til at udnytte.

Henrik Vendelbo, Virum
Hvordan hænger det sammen med visionerne om medalje, med træning to gange om ugen i hallen i Brøndby?

Bestyrelsen skal få udvalgenes ambitioner bundet sammen til en samlet indsats. Hvordan får I tingene kittet sammen?

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Vil gerne afvente eliteudvalgets beretning, da de har mange nye og spændende initiativer.

Asger Rasmussen, bestyrelsen
Vi har lagt meget ud til udvalgene. Vi vil gerne give udvalgene mulighed for at handle, så kommunikationen kommer fra dem – de skal have plads, og der skal ikke være en alt for centralistisk styring fra bestyrelsens side.

Flemming Larsen, Brønshøj
Der er referater på hjemmesiden, men jeg kunne godt tænke mig, at der kom flere. Jeg ser 13 udvalg, men kun 5 udvalgs referater på hjemmesiden, hvilket betyder, at der mangler referater fra 8 udvalg.

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Jeg fik dit spørgsmål inden årsmødet og er i gang med at undersøge, hvilke udvalg, der ikke er referater fra på hjemmesiden. Det vil vi følge op på.

Betina Haagensen, Uddannelsesudvalget
Uddannelsesudvalget skrev i fælleskab referatet under mødet, og det blev offentliggjort umiddelbart efter mødet. Det kan anbefales.

Formandens beretning blev enstemmigt godkendt.

Appeludvalget
Ingen uddybende kommentarer til beretningen fra Appeludvalget. Beretningen godkendt.

Breddeudvalget
Ingen uddybende kommentarer til beretningen fra Breddeudvalget. Beretningen godkendt.

Dommerudvalget

Jens Gullberg, Dommerudvalget
Jeg vil gerne starte med at give en undskyldning til årsmødet. Bestyrelsen valgte ikke at anke den sag, som vi har haft i Appeludvalget. Vi har evalueret vores indsats også processen – sagen blev afvist grundet for lang sagsbehandlingstid. Vi har evalueret, at vi selv skal tage teten og være den drivende kraft.

Angående referater – vi er et operativt udvalg, der ikke holder møder og derfor ingen referater i dommerudvalget. Dog kommer der referat fra opstartsmøderne.

Da vi modtog materialet, var det første gang, jeg så vores budgettal, hvilket er meget uheldigt, når halvdelen af året er gået.

Vi er nogen, der har brugt meget tid på Para EM i Vejle i oktober. Målsætning er tre medaljer. I er meget velkomne. Det er en lærerig oplevelse, og jeg er ikke ked af at DBTU ikke har kastet sig ind i involveringen – da det er en meget besværlig vandring.

Vi er meget stolte af, at vi har en dansk dommer med til European Games i Baku, Aserbajdsjan.

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Rigtigt at der har været en sag hvor bestyrelsen og dommerudvalget har kommunikeret. Kendelsen omstødt af DBTU’s Appeludvalg og så er det altid en vurdering hvorvidt, der skal appelleres yderligere.

Referater – vi skal tage en snak om, hvordan vi kan få information om jeres arbejde kommunikeret ud.

Jens Gullberg, Dommerudvalget
Vi vil ikke ændre vores udvalgsstruktur i forhold til møder og referater, men vi vil gerne kommunikere og tager gerne en snak om hvordan – evt. genoptage nyhedsbrevene.

Eliteudvalget

Steen Houman, Eliteudvalget
Eliteudvalgets har siden sidste årsmøde arbejdet med en talentstrategi, der blev præsenteret. Præsentationen er vedhæftet.

Steen Hummeluhr, Amager
Tak for en flot og ambitiøs plan. Jeg kommer fra en klub på Amager, der ikke er placeret i en elitekommune. Jeg kigger ofte på økonomi, hvordan ser det ud i Lokal Unionerne har de trænere, kræfter og økonomi til en så ambitiøs vision. Måske visionen skal ned på et niveau, hvor vi sikrer os, at vi kan være med og får succes på den korte bane.

Steen Houmann, Eliteudvalget
Økonomi er det store omdrejningspunkt og strategien ambitiøs. Derfor er det også essentielt, at vi tager en snak med Lokalunionerne for at finde det realistiske niveau samt hvad der giver mening i den enkelte Lokalunion. En stor del af økonomien er baseret på egenbetaling.

Vi skal inddrage de lokale trænere meget mere, hvilket vil betyde, at vi kan understøtte klubtrænerne i deres udvikling. Vi har mange gode og dygtige autodidakte trænere, men vi arbejder for udvikling via kurser f.eks. diplomtræneruddannelsen.

Lars-Henrik Sloth, JBTU
En JBTU bemærkning – jeg har fulgt processen omkring strategien og dialogen mellem JBTU, Eliteudvalget og Christoffer fungerer fint.

I JBTU er vi ikke begyndt at arbejdet med lejre – vi bliver udfordret på ressourcer og økonomi, men vi arbejder for at løse den udfordring.

Jeg vil gerne indstille til, at når I planlægger pigelejre og samlinger så forhold jer til, hvor træningslejrene er placeret. 6/7 pigelejre er placeret i Brøndby en enkelt i Odder – for spillerne og forældrenes skyld tænk over fordelingen.

Lars Rokkjær, B 75
Rigtig godt stykke arbejde og Steen er en god eksponent for den ønskede kommunikation. Du er rigtigt god til dialogen – det sætter jeg og klubben pris på, det skal du have ros for.
Spændende tanke – at vi skal arbejde på at eksportere vores unge spillere, ny strategi. Tak for det arbejde I har lavet, vi har følt os meget mere delagtiggjort, end vi nogensinde har gjort.

Henrik Vendelbo, Virum
Har I tænkt over konsekvensen for klubberne ved at anbefale spillerne, at søge til udlandet for at få sparring?

Steen Houman, Eliteudvalget
Selvfølgelig er der en konsekvens. Eliteudvalget pålægger ikke spillerne at tage til udlandet, men det forventes, at klubberne bakker op om en spillers valg om at tage til udlandet.

Årsmødet suspenderes for at overrække hædersbevisninger.

Guldnål: Djohn Sørensen, HEP Ringe. Nålen er udleveret tidligere i forbindelse med Djohns afsked på arbejdsplads.

Der er den 18. juni blevet overrakt yderligere en guldnål til Ib Olsen, Gladsaxe.

Årets Klub 2015: Hvidovre Bordtennis

Årets Leder 2015: Lars Rokkjær, B75

Årsmødet genoptages.

Kommunikationsudvalget

Thorsten Sejr Hansen, kommunikationsudvalget
Vi er et nyt udvalg, der har skullet finde os selv og vores opgave. Vi har kastet os over hjemmesiden, der står overfor at blive opgraderet på en nyere platform, der også er mobil og tablet venlig.

Vi har haft meget fokus på lokale pressemeddelelser. Desuden har vi og flere klubber haft fokus på livestreaming forbindelse med UDM, SDM og Top12.

Intern og ekstern kommunikation – bordtennis er en stor landsby i Danmark, så der skal både være internationalt fokus samt fokus på klubberne og de frivillige. Det er vigtigt for os, at kommunikationen også indeholder nærhed. Kommunikation kan ikke kun løftes af DBTU, derfor er det glædeligt, at mange klubber har gode hjemmesider og Facebook sider. Det siger jeg, fordi det er svært at nå medierne – vi sender pressemeddelelser men fremadrettet kan vi styrke kommunikationen ved at styrke klubberne med uddannelse af frivillige i forhold til hjemmesider og sociale medier.

Beretningen godkendt.

Turneringsudvalget
Ingen uddybende kommentarer til beretningen fra Turneringsudvalget.

Spørgsmål og kommentarer til turneringsudvalget

Simon Rokkjær, B75
Jeg finder det uheldigt, at en klub kan deltage i et oprykningsspil for derefter at skulle have betænkningstid. Det har betydet, at da vi i B75 fik tilbuddet om at spille i Stigadivisionen, var klubskiftefristen overstået og alle spillere havde indgået aftaler. Dog skal det siges, at vi fik en forlænget frist, hvilket har betydet, at vi har fået en særdeles god spiller.

Henrik Vendelbo, Virum
Jeg sidder i Appeludvalget, og kan kun bakke op omkring Simons udtalelser. Jeg er af den overbevisning, at regler er til for at skulle følges. Så undgår vi også i Appeludvalget, at skulle tage stilling til dispensationer.

Bestyrelsen har et ansvar for at tingene fungerer i de nedsatte udvalg.

Asger Rasmussen, Bestyrelsen
Jeg syntes, at turneringsudvalget har taget ansvar, de har selv skrevet om problemstillingen i deres beretning.

Bestyrelsen gemmer sig ikke bag udvalgene, men tror på at de frivillige, der sidder i udvalgene får energi af at have ansvar. Vi har en god dialog med vores udvalg, som alle har en kontaktperson i bestyrelsen.

Lars Rokkjær, B75
Deltager man i et oprykningsspil, så skal man selvfølgelig være klar til at rykke op. Det er ikke godt for vores idræt, at der ikke tænkes over, hvad man deltager i.

Claus Arnsbæk, turneringsudvalget
Beklagelig fejl, hvilket vi også har skrevet i vores beretning. Fra næste år bliver det således, at deltager man i kvalifikationsspillet, så rykker man også op, hvis man kvalificerer sig.

To overbygninger mellem fire Sjællandske klubber – den ene to uger før sidste frist for klubskifter, har givet store udfordringer hos både TU og administrationen. Vi er opmærksomme på, at det ikke næste år bliver tilladt at lave overbygninger så sent.

Morten Krydsfelt
Der er ingen, der kan love, at der ikke står en her på talerstolen igen næste år og har været skuffet over noget, som nogen har gjort. Hvis man mener anderledes, så stil op – det nytter ikke at skyde på dem, der forsøger at løse situationen – tænk jer om og byd ind med jeres kompetencer og viden.

Beretningen godkendt.

Uddannelsesudvalget

Betina Haagensen, uddannelsesudvalget
Jeg er rigtigt glad for den nye struktur, der giver politisk fokus på uddannelse. Vi har en god kommunikation både internt og med bestyrelsen og sekretariatet.

Uddannelsesudvalget valgte tidligt, at tage kontakt til bestyrelsen vedr. budget. Peter Sundvæk var derfor med til et møde, og efterfølgende har jeg fremlagt vores ønsker for bestyrelsen.

Hvis man læser uddannelsesudvalgets referater, kan man her finde informationer og status på udviklingsprojektet. 15 trænerudviklere er blevet uddannet + BAT Certificeret og Annette Westermann har præsenteret udviklingsprojektet på Lokalunionernes årsmøder, hvorefter vi har de 15 klubber, der skal starte pr. august 2015.

Uddannelsesudvalget arbejder på en ny uddannelsesstruktur og er blevet opmærksomme på, at der har været kritik af vores uddannelsesmateriale, mens underviserne får stor ros. Derfor arbejder vi på en ny struktur samt nyt undervisningsmateriale. I den proces arbejder vi på tværs af udvalgene og har samarbejdet med eliteudvalget og breddeudvalget. BAT materialet vil blive inddraget i det nye materiale. Kvalitet tager tid – men forhåbentligt kan vi fremlægge en ny struktur og et nyt materiale på næste årsmøde.

Beretningen godkendt.

Veteranudvalget
Ingen uddybende kommentarer til beretningen fra Veteranudvalget. Beretningen godkendt.

4. Bestyrelsen fremlægger det reviderede årsregnskab til godkendelse, redegør for unionens økonomi og forelægger det af bestyrelsen godkendte budget for det kommende regnskabsår

Regnskabet fremlægges indledningsvis af Mads Chr. Mikkelsen.

Årsregnskabet for 2014 viser et underskud på kr. 452.971 i stedet for det på årsmødet 2014 præsenterede forventede budgetoverskud kr. 89.000.

Underskuddet kommer primært fra Licens- og eliteindtægter (manglende korrektion af indtægter fra 6-nations) samt administrations-, elite- og bestyrelsesomkostninger (forlængelse og fastansættelse af webmaster/turneringsadministrator samt opsigelse af DBTU’s direktør, hvor lønudgifter jf. gældende regnskabspraksis er udgiftsført i regnskabet for 2014).

Eliteomkostninger er overskrevet grundet manglende budgettering af tilskud til talentcentre samt deltagelse i og forberedelse til Junior VM.

Bestyrelsesomkostningerne er primært overskredet grundet bestyrelsens spredte geografiske sammensætning og deraf følgende højere transportomkostninger til mødedeltagelse.

Kommentarer, spørgsmål og svar til regnskabet.

Steen Hummeluhr, Amager
Det reelle underskud er vel kr. 190.000 højere, da man kan se, at der er tilbageført hensættelser. Hvordan vil bestyrelsen sikre, at det budgetterede overskud i 2015, som ikke er særlig højt, ikke ender som i år?

Der er en indtægt på DT på kr. 130.000. Ville de penge ikke arbejde bedre ude i klubberne?

Mads Mikkelsen, bestyrelsen
Det er korrekt, at der er indtægtsført hensættelser på kr. 190.000. Dette er sket i samråd med revisoren og er i overensstemmelse med gældende regnskabspraksis.

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Bestyrelsen har løbende budgetopfølgning.

Preben Riel, kritisk revisorsuppleant
Har noteret det med hensættelserne og konstaterer, at det er dyrt at fyre en direktør.

Regnskabet blev herefter godkendt.

Budgettet fremlægges af Mads Chr. Mikkelsen (orientering)
Budgettet blev gennemgået for 2015 og 2016, som udviser et overskud på henholdsvis ca. kr. 50.000 og kr. 150.000.

Jens Gullberg, Dommerudvalget
Konstaterer at dommerudvalget mister 25% af budgettet. Hvordan hænger det sammen i forhold til jeres visioner om, at DBTU skal have et tilstrækkeligt antal veluddannede dommere til at dække behovet nationalt samt deltage internationalt?

Mads Mikkelsen, bestyrelsen
Jeg har tilbudt at deltage i jeres møde, så lad os få afholdt det møde, så vi kan få dialogen omkring budget og målsætningerne i kommissoriet.

Flemming Larsen, Brønshøj
Er visionen, at dommerne skal til at dømme gratis?

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Der er ikke nogen fyrstelig betaling til dommerne, men husk, at der også sidder frivillige ved dommerbordet som ikke får noget. Det er et dilemma i vores sport, at nogle er betalt og andre ikke er. Det ses også mellem f.eks. træner/kasserer selvom begge yder et stort og uundværligt stykke arbejde.

Asger Rasmussen, bestyrelsen
Der er fra bestyrelsens side ingen planer om, at dommerne skal arbejde gratis.

Spørgsmål og kommentarer til budgettet.

Budgettet taget til efterretning.

5. Fastsættelse af kontingent til DBTU

Bestyrelsen stiller forslag om at kontingent fortsat skal være 0 kr.

Enstemmigt godkendt.

6. Behandling af indkomne lovforslag

Dirigenten besluttede at behandle lovforslaget til §24 først. Alle fire nedenstående forslag til lovændringer blev besluttet enstemmigt.

Bestyrelsen fremsætter forslag til lovændringer i § 11, 13, 23 og 24:

 

§ 11. Nuværende tekst:

Unionens anliggender varetages af:

1. Årsmødet.
2. Bestyrelsen.
3. Appeludvalget.
4. Følgende udvalg:
– Breddeudvalg
– Dommerudvalg
– Eliteudvalg
– Kommunikationsudvalg
– Turneringsudvalg
– Uddannelsesudvalg
– Veteranudvalg

§ 11. Nyt forslag:

Unionens anliggender varetages af:

1. Årsmødet.
2. Bestyrelsen.
3. Appeludvalget.
4. Følgende udvalg:
– Breddeudvalg
– Carstensens Legatudvalg
– Dommerudvalg
– Eliteudvalg
– Kommunikationsudvalg
– Turneringsudvalg
– Uddannelsesudvalg
– Veteranudvalg

Begrundelse:

Oprettelsen af Carstensens Legatudvalg efter at DBTU er betænkt i Hans Chr. Carstensen testamente.

 

§ 13. Nuværende tekst:

Årsmødets stemmeberettigede er 1 repræsentant pr. klub, jfr. seneste DIF-klubopgørelse. Endvidere har DBTU’s bestyrelsesmedlemmer samt formændene for Bredde-, Turnerings- og veteranudvalget hver en stemme. BBTU, FBTU, JBTU og ØBTU har hver 1 stemme.

En klub kan give skriftlig fuldmagt til en anden klub til at repræsentere sin stemme. En udvalgsformand kan endvidere bemyndige et andet medlem af sit udvalg til at repræsentere denne stemme.

Ingen kan repræsentere mere end to stemmer på årsmødet.

De i § 11 nævnte udvalgsmedlemmer, bestyrelsessuppleanten, medlemmer af eventuelt andre af BS nedsatte udvalg, repræsentanter fra lokalunionernes udvalg og de registrerede klubber har ret til at overvære årsmøderne med taleret, men uden stemmeret.

DBTUs revisor har ret til at overvære møderne og deltage i forhandlingerne vedrørende sit forretningsområde, dog uden stemmeret.

Årsmøderne er i almindelighed åbne for alle.

§ 13. Nyt forslag:

Årsmødets stemmeberettigede er 1 repræsentant pr. klub, jfr. seneste DIF-klubopgørelse. Endvidere har DBTU’s bestyrelsesmedlemmer samt formændene for de i § 11 nævnte udvalg hver en stemme. BBTU, FBTU, JBTU og ØBTU har hver 1 stemme.

En klub kan give skriftlig fuldmagt til en anden klub til at repræsentere sin stemme. En udvalgsformand kan endvidere bemyndige et andet medlem af sit udvalg til at repræsentere denne stemme.

Ingen kan repræsentere mere end to stemmer på årsmødet.

De i § 11 nævnte udvalgsmedlemmer, bestyrelsessuppleanten, medlemmer af eventuelt andre af BS nedsatte udvalg, repræsentanter fra lokalunionernes udvalg og de registrerede klubber har ret til at overvære årsmøderne med taleret, men uden stemmeret.

DBTUs revisor har ret til at overvære møderne og deltage i forhandlingerne vedrørende sit forretningsområde, dog uden stemmeret.

Årsmøderne er i almindelighed åbne for alle.

Begrundelse:

En konsekvens af oprettelsen af flere årsmøde valgte udvalg.

 

§ 23. Nuværende tekst:

Appeludvalget består af 3 medlemmer og 1 suppleant.

Hvert år vælges af årsmødet 1 medlem for 3 år. Hvert 3. år vælges en suppleant.

Mindst et af udvalgets medlemmer samt suppleanten skal have juridisk embedseksamen.

Ingen kan deltage i behandlingen af en sag, når han selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald.

Intet bestyrelsesmedlem i DBTU eller dens lokalunioner kan vælges til eller fungere som medlem af eller suppleant til Appeludvalget. Endvidere kan ingen formand for en bordtennisklub eller en klubs bordtennisafdeling have sæde i udvalget eller være suppleant til dette.

Appeludvalget skal følge de af DIF fastsatte regler for Ordensudvalg.

§ 23. Nyt forslag:

Appeludvalget består af 3 medlemmer og 1 suppleant.

Hvert år vælges af årsmødet 1 medlem for 3 år. Hvert 3. år vælges en suppleant.

Appeludvalget konstituerer sig selv.

Mindst et af udvalgets medlemmer samt suppleanten skal have juridisk embedseksamen.

Ingen kan deltage i behandlingen af en sag, når han selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald.

Intet bestyrelsesmedlem i DBTU eller dens lokalunioner kan vælges til eller fungere som medlem af eller suppleant til Appeludvalget. Endvidere kan ingen formand for en bordtennisklub eller en klubs bordtennisafdeling have sæde i udvalget eller være suppleant til dette.

Appeludvalget skal følge de af DIF fastsatte regler for Ordensudvalg.

Begrundelse:

Retter op på en mangel i lovene.

 

§ 24. Nuværende tekst:

DBTU’s øvrige udvalg består af 3 til 5 medlemmer. Formanden vælges for 2 år ad gangen i lige år. Øvrige medlemmer vælges ligeledes for 2 år ad gangen – 2 medlemmer i ulige år og de øvrige i lige år.

Udvalgene udøver deres virksomhed under ansvar over for BS (herfra undtages dog Appeludvalget, hvis kendelser kun kan appelleres til DIF’s appeludvalg). Udvalgene har selvstændigt budgetansvar og fuld kompetence inden for de vedtagne politikker, mål og handlingsplaner.

Ved stemmelighed i udvalgene er formandens stemme afgørende.

Udvalgene er pligtige til at holde BS underrettet om alle sager af ekstraordinær karakter og besvare alle spørgsmål, som BS måtte stille dem.

Udvalgene er ligeledes pligtige til at optage dialog med lokalunionsudvalg, før udvalgene igangsætter aktiviteter lokalt.

En gang om året – på årsmødet – aflægges udvalgsberetning, jfr. § 15.

Ud over DBTU’s faste udvalg, kan BS i fornødent omfang nedsætte midlertidige arbejdsgrupper til at gennemføre særligt definerede opgaver.

§24. Nyt forslag:

DBTU’s øvrige udvalg består af 3 til 5 medlemmer. Formanden vælges for 2 år ad gangen i lige år. Øvrige medlemmer vælges ligeledes for 2 år ad gangen – 2 medlemmer i ulige år og de øvrige i lige år.

Carstensens Legatudvalg består af tre medlemmer og en suppleant. Hvert år vælges af årsmødet et medlem for tre år samt hvert 3. år vælges en suppleant.

Udvalget konstituerer sig selv.

Intet bestyrelsesmedlem eller udvalgsmedlem i DBTU kan vælges til eller fungere som medlem eller suppleant til Carstensens Legatudvalg.

Udvalgene udøver deres virksomhed under ansvar over for BS (herfra undtages dog Appeludvalget, hvis kendelser kun kan appelleres til DIF-idrættens Højeste Appelinstans). Udvalgene har selvstændigt budgetansvar og fuld kompetence inden for de vedtagne politikker, mål og handlingsplaner.

Ved stemmelighed i udvalgene er formandens stemme afgørende.

Udvalgene er pligtige til at holde BS underrettet om alle sager af ekstraordinær karakter og besvare alle spørgsmål, som BS måtte stille dem.

Udvalgene er ligeledes pligtige til at optage dialog med lokalunionsudvalg, før udvalgene igangsætter aktiviteter lokalt.

En gang om året – på årsmødet – aflægges udvalgsberetning, jfr. § 15.

Ud over DBTU’s faste udvalg, kan BS i fornødent omfang nedsætte midlertidige arbejdsgrupper til at gennemføre særligt definerede opgaver.

Begrundelse:

En konsekvens af oprettelsen af Carstensens Legatudvalg samt nyt navn på DIF’s Appeludvalg.

Som en konsekvens af ovenstående lovændringer blev der herefter uddelt stemmesedler til hhv. uddannelsesudvalget, kommunikationsudvalget, dommerudvalget og eliteudvalget.

7. Valg af medlemmer og suppleant til bestyrelsen jf. § 20

Bestyrelsen genopstiller Bjarne Andersen til formand for en ny 2-årig periode.

Bjarne Andersen er villig til genvalg.

Enstemmigt valgt.

Bestyrelsen genopstiller Morten Krydsfeldt til bestyrelsesmedlem for en ny 2-årig periode.

Morten er villig til genvalg.

Enstemmigt valgt.

Bestyrelsen genopstiller Betina Koefoed til bestyrelsesmedlem for en ny 2-årig periode.

Betina er villig til genvalg.

Enstemmigt valgt.

Bestyrelsen genopstiller Mads Chr. Mikkelsen til suppleant for en ny 1-årig periode.

Mads er villig til genvalg.

Enstemmigt valgt.

8. Valg af 1 medlem for 3 år, samt hvert 3. år valg af 1 suppleant til Appeludvalget

Peter Teisen er på valg for en 3-årig periode og ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

9. Valg af formand, næstformand og medlem til de i § 11 anførte udvalg jf. § 24

Breddeudvalg

Flemming Larsen er på valg for en ny 2-årig periode og ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Djohn Sørensen er på valg og ønsker ikke genvalg.

Breddeudvalget opstillede Henrik Ormstrup, Kibæk. Henrik er ikke til stede, men har bekræftet at han ønsker at stille op for en 2 årig periode.

Enstemmigt valgt.

Carstensens Legatudvalg

Bestyrelsen opstillede følgende kandidater til Carstensens Legatudvalg.

Lis Hævdholm (3 år)
Vilhelm Wedell-Wedellsborg (2 år)
Tommy Jørgensen (1 år)
Bent Sjelle (suppleant 3 år)

Enstemmigt valgt.

Som en konsekvens af lovændringerne, blev der herefter uddelt stemmeseddel til Lis Hævdholm.

Dommerudvalg

Per Maae og Preben Søndergaard er på valg for en 2-årig periode. Begge ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Eliteudvalg

Lars Eckeroth er på valg for en 2-årig periode og ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Daniel Christensen har ikke ønsket genvalg.

Ingen opstillede på mødet.

Kommunikationsudvalg

Lars Hauth og Torsten Sejr Hansen er begge på valg for en 2-årig periode. Begge ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Arne Madsen – har ved fuldmagt bekræftet, at han ønsker at træder ind i kommunikationsudvalget. Arne blev enstemmigt valgt for en 1-årig periode.

Uddannelsesudvalget

Søren Andersen og Niels Peter Stilling er begge på valg for en 2-årig periode. Begge ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Turneringsudvalg

Claus Arnsbæk og Svenne Kamper Johansen er begge på valg for en 2-årig periode. Begge ønsker genvalg. Enstemmigt valgt.

Kurt Høholt er på valg i 2016, men trækker sig uden for tur.

Kim Holm Pedersen opstillede på mødet til den resterende periode på 1 år.

Enstemmigt valgt.

Veteranudvalget

Jette Qvist er på valg for en 2-årig periode og ønsker genvalg.

Enstemmigt valgt.

Jørgen Enevoldsen er på valg for en 2-årig periode og ønsker ikke genvalg.

Jette Vieg er på valg i 2016, men trækker sig uden for tur.

Ole Hückelkamp opstillede på mødet for en 2-årig periode.

Enstemmigt valgt.

10. Valg af revisor

EY (tidligere KPMG) blev enstemmigt valgt.

11. Valg af kritisk revisor

Poul Erik Madsen, VRI genopstillede som kritisk revisor. Preben Riel som indtil nu har været suppleant ønskede at stille op som kritisk revisor. Forsamlingen stemte ved håndsoprækning og Preben Riel blev valgt som kritisk revisor for 1 år.

Preben Riel trak sig derfor som kandidat til suppleant posten.

Bestyrelsen foreslog Peter Busck-Nielsen, Furesø BTK som suppleant. Han blev enstemmigt valgt.

12. Eventuelt

Flemming Larsen, Brønshøj
Påpegede en i hans øjne uheldig politisk relateret nyhed på DBTUs hjemmeside, der kunne opfattes som en reklame for en folketingskandidat.

Peter Sundbæk, bestyrelsen
Der kan ske ting over tid når man handler. Artiklen er ikke lagt op, fordi det skulle være reklame, men fordi det var en god historie. Bestyrelsen tager det til efterretning.

Bjarne Andersen, bestyrelsen
Tak for et godt og konstruktivt årsmøde og en god debat omkring rating listen, som vi vil arbejde videre med.

Tak til dirigenten Poul Steffensen.

Referenter:
Carsten Egeholt
Annette Westermann

Dirigent
Poul Steffensen