You are here:

Konkurrencetrappen for børn og unge

Konkurrencetrappen for børn og unge

Konkurrencetrappen er Bordtennis Danmarks redskab til at sikre, at børn og unge får mulighed for at udvikle sig i deres eget tempo og på det rette konkurrenceniveau. Trappen viser vejen fra den første stævneoplevelse til deltagelse i mesterskaber og hjælper klubber, trænere og forældre med at finde de rette rammer for den enkelte spillers udvikling.

Konkurrencetrappen skal gøre det mere gennemsigtigt, hvilken vej man kan tage gennem bordtennissporten – både som ny og som erfaren spiller.

Trappen skal desuden supplere den aldersrelaterede træning, hvor konkurrenceelementet i begyndelsen fylder meget lidt, mens den udviklings- og fællesskabsorienterede træning fylder rigtig meget.

Som udgangspunkt er niveauerne navngivet efter målgrupperne for at gøre det let at afkode, hvor man hører til. Derudover er hvert niveau tildelt en bogstavbetegnelse (f.eks. niveau D, C, B osv.) for at skabe større sammenhæng og gennemskuelighed på tværs af stævner, aktiviteter og udviklingstrin.

En god start

Målgruppe
Begynderstævnerne er for helt nye spillere – typisk op til 12 år – som skal introduceres trygt til det at spille kampe mod spillere fra andre klubber. For mange er dette deres allerførste bordtennisoplevelse uden for klublokalet. Målet er at skabe en tryg, motiverende og sjov oplevelse, hvor fokus er på fællesskab og glæden ved at spille – ikke på at vinde.

Format
Stævnerne afholdes regionalt og samles med ungdomsstævnerne i ét arrangement, men begynderpuljerne udgør deres eget niveau. Puljerne inddeles på dagen ud fra alder og vurderet niveau. Kampene spilles bedst af to eller tre sæt, afhængigt af arrangørklubbens ønsker. Puljerne består som regel af 5-6 spillere, og alle møder hinanden. Der er ingen resultatregistrering, og stævnet har ingen sammenhæng med de øvrige stævner i sæsonen. Spillere deltager som regel i begynderstævner i én til halvanden sæson, men det er muligt at rykke frem og tilbage mellem begynder- og ungdomsniveau i løbet af sæsonen.

Fokuspunkter
Det vigtigste for både trænere og forældre er at fokusere på oplevelsen og ikke på resultatet. Det kan være at bakke op om de ting, spilleren har arbejdet med til træning, eller at støtte spilleren i at deltage og have det sjovt, selvom man ikke vinder. Samvær, glæde og nysgerrighed på spillet skal være i centrum.

Resultater og præmier
Der er ingen resultatregistrering, og puljeskemaer smides ud efter stævnet. Hvis kampene spilles bedst af to sæt, modtager alle spillere deltagermedaljer. Hvis kampene spilles bedst af tre sæt, kan arrangørklubben vælge også at uddele medaljer til podiet i hver pulje. Uanset format er præmieoverrækkelsen en fælles afslutning, hvor alle anerkendes for deres deltagelse.