Nyt udviklingsprojekt

Får DBTU udviklingsprojektet vil der de næste 4 år være fokus på at fastholde de børn/unge mellem 8-12 år i klubberne.

En frafaldsanalyse fra foråret har givet DBTU et praj om, hvor der skal sættes ind, hvis de helt unge drenge og piger skal fastholdes i bordtennissporten.

 

281 af de i alt 1157 tidligere spillere har besvaret et spørgeskema. Ud fra besvarelserne viser det sig, at 70 % bliver i bordtennis i minimum ét år men nok så interessant, så tabes der tilsyneladende spillere allerede fra 11 års alderen. Læs frafaldsanalysen her

 

Når der tales om drengene er det heldigvis ikke så svært at rekruttere nye i vores forrygende sport, så derfor fokuseres der i det nye udviklingsprojekt hovedsageligt på, hvordan vi bliver bedre til at fastholde de batsvingende tweens (8-12 år) via trænerudvikling. Begrundelsen for at stoppe skal nemlig i følge undersøgelsen findes i, at de unge mangler struktur i træningen.

DBTU kommer ud i klubberne

I det nye udviklingsprojekt sigter DBTU derfor på at højne kvaliteten af trænere og ikke mindst inspirere dem til at blive bedre. Samtidigt skal DBTU’s træneruddannelse ses efter i sømmene og evalueres. Der skal spottes og udvikles flere trænertalenter ude i klubberne.
DBTU’s elitekoordinator Christoffer Petersen har været på en række klubbesøg rundt omkring i landet, hvilket der er kommet god respons på fra klubbernes side. Netop den viden om ønsker fra klubbernes side er inddraget i det nye udviklingsprojekt.

”Jeg fornemmer, at man ude i klubberne er meget positive og glæder sig over, at vi gerne vil uddanne deres træner, og derfor er det inddraget i det nye udviklingsprojekt”, fortæller Christoffer Petersen.
 

Det har været vigtigt for DBTU’s bestyrelse, at rammerne for udviklingsprojektet, gør det muligt at inddrage viden fra relevante personer ude i lokalunioner og klubber, når projektet kommer i hus.

”Vi skal ud og opsøge viden i lokalunioner og klubber, der får rig mulighed for at definere indholdet og byde ind med input – måske kan vi endda også inddrage idéer fra lande som Sverige og Tyskland for at nå målene”, siger udviklingskonsulent Annette Westermann, der sender et klart signal om, at DBTU varetager de interesser, der måtte være i såvel lokalunioner som klubber.
 

De fire lokalunionerne skal i januar og februar blive enige om at deltage i udviklingsprojektet, og derefter skal klubberne og relevante personer inddrages, så de unge med et stort smil på læben kan fastholdes i bordtennissporten. Senest 1. marts 2014 forventer DBTU den endelige godkendelse fra DIF’s bestyrelse, der står klar med en pose penge til den gode idé. 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: dbtu@dbtu.dk