I december 2012 besluttede Pernille Pødenphant Søndergaard og Simon Nygaard, begge medlemmer i Sisu/MBK, at de ville undersøge mulighederne for at komme til Kina, hvor tanken var at kombinere frivilligt arbejde med en masse bordtennis. Det resulterede i et næsten fem måneder langt ophold fra 6. juli til 1. december 2013 i den gamle historiske hovedstad Xi’an som ligger ca. 900 km fra Beijing.
Målet var at udvikle de allerede gode færdigheder som bordtennisspillere og trænere, samt øge deres viden og kompetencer inden for fagområderne pædagogik (Pernille har netop afsluttet sin uddannelse til pædagog) og fysioterapi (Simon vil uddanne sig til fysioterapeut).
Efter at Pernille og Simon havde fundet en organisation med frivilligt arbejde i den historiske by Xi’an, fandt de gennem kontakter frem til en New Zealandsk bordtennisspiller i Xi’an, som hjalp dem med kontakt til provinsholdet i Shaanxi-provinsen.
Formiddagen i Xi’an stod for både Pernille og Simon på frivilligt arbejde fra kl. 9-12 på et børnehjem med mentalt handicappede børn. Om eftermiddagen var der mulighed for at spille bordtennis fra kl. 14-17, hvilket Pernille benyttede sig af, mens Simon desværre aldrig kom i gang, grundet en skade i hoften. Pernille betalte i omegnen af 3.500,- kr. for træningen i Cheers Share Table Tennis Club. Se klubbens hjemmeside her
De sidste to uger i Kina boede Pernille og Simon på Shichahai Sports School i Beijing. De fik set hovedstaden og Pernille fik trænet bordtennis to gange om dagen.
Bordtennistræning af høj kvalitet
Bordtenniscenteret lå oprindeligt 7 km fra Pernille og Simons hotel, men det var flyttet, da de ankom. Nu var der bare 2 km til centret, hvilket gjorde gåturen i 32-35 graders varme lidt mere menneskelig.
”Det var et hovedcenter for provinsen, og derfor var niveauet rigtigt højt”, fortæller Pernille. Der var i alt ca. 40 spillere mellem 8-20 år, hvor af de bedste spillede på Shaanxi-provinsholdet – en provins med 35 mill. indbyggere.
”Næsten alle spillere bor på centret, hvor de træner to gange om dagen – et Kina-træningspas og et almindeligt pas”, siger Pernille, der nåede at spille med 10-12 forskellige hovedsageligt piger, hvor af de fleste lå et niveau eller to over hende.
Trænerne var behagelige og kunne endda tale fornuftigt engelsk, hvilket ifølge Pernille er en yderst sjælden egenskab for en Xi’aneser.
Træningshallen, hvor Pernille trænede.
Træningspassene var på tre timer med få indlagte pauser. Alle øvelser blev kørt 2 x 15 min., og der blev brugt minimal tid på at forklare dem. I de første 2½ måned, hvor Pernille trænede med, blev der kun kørt 4-5 forskellige øvelser. Et par af disse dog meget uregelmæssige, hvilket ikke gjorde det alt for ensformigt. En typisk træning kunne bestå af:
– 10 min. opvarmning – 3 min. løb og 7 min. gymnastik og udstrækning
– Indspil: 20min
– 1.øvelse: To punkts forhånd, hvor man selv bestemmer punkterne
– 2.øvelse: Fri mod baghånd
– 3.øvelse: Valgfri
– 4.øvelse: Serv, fri retur
– 5.øvelse: 100 baghåndsloop
De fleste pas blev afsluttet med 20 min. fysisk – gulvøvelser eller løbetur.
De bedste prioriteres
Ifølge Pernille lagde træneren ikke skjul på, hvem af spillerne der blev satset mest på. Der blev brugt rigtigt meget tid på især én spiller – en 13-årig pige som kom i kvartfinalen til de nordkinesiske mesterskaber. ”Det er svært helt at vurdere hendes niveau, men hun vil formentligt ligge i toppen af mændenes 1. division her hjemme”, vurderer Pernille.
I starten var især de ældre (13-15 årige) og dygtigere af spillerne, skeptiske ved at skulle spille med en bleg dansk pige, men da de erfarede at hendes spil var nogenlunde på niveau med deres, var de efter Pernilles opfattelse godt tilfredse med lidt fornyelse i en ellers ret ensformig hverdag.
”Trænerne er dygtige men hårde. Især de bedste kinesere, som de forventer sig mest af, får en hård behandling. De spillere som i forhold til deres alder ikke er så dygtige, får derimod meget lidt opmærksomhed, hvilket tydeligvis får deres træningsiver til at dale”, lyder det fra Pernille.
I weekenderne havde Pernille og Simon kun et bordtennispas om lørdagen på programmet. Her blev der udelukkende spillet træningskampe.
70 borde i universitetspark
Pernille og Simon havde fra deres lejlighed en fantastisk udsigt over en universitetspark med mere end 70 bordtennisborde. Her samledes et par tusinde mennesker hver aften for at spille henholdsvis bordtennis, badminton, basketball, fodbold, volleyball og tennis. Bordtennisbordene blev næsten alle benyttet hver aften. ”Vi så ikke nogen spillere på højt niveau, men i modsætning til hr. og fru Jensen, så kan hr. og fru Chang rent faktisk holde bolden i spil”, fortæller Pernille.
Mørke er ingen hindring, hvis en kineser vil spille bordtennis.
Frivilligt arbejde der berører
Pernille og Simons frivillige arbejde på børnehjemmet bød på mange op- og nedture. Der var fire kvindelige lærere på børnehjemmet, der alle i mere eller mindre grad var vant til at anvende fysisk magt. Når 18 børn, hvor af mange af dem var hyperaktive, skulle starte dagen med at sidde stille i en halv time til en aktivitet, der for de fleste enten var alt for let eller alt for svær, så var det op ad bakke fra start.
Hvis et barn kom i konflikt med et andet barn eller valgte at rejse sig fra sin plads, blev det hurtigt mødt af en lærer, der hev barnet i ørene. Pernille har tre gange tidligere været i Kina, og den hårdhændede behandling overraskede hende ikke, men hverken Pernille eller Simon var forberedt på, hvordan det påvirkede børnene, der alle selv var vant til at slå, sparke og nive.
Pernille så en dreng på fem år få slag af de andre børn uden at fortrække en mine på trods af, at nogle af de slag han modtog, tydeligvis var smertefulde. ”Han var et tydeligt eksempel på, at børnene vænnede sig til den fysiske omgang, der var på stedet”, siger Pernille.
Pernille og Simon stod for undervisningen et par timer om ugen. De underviste i engelsk for de ældste og lege for de yngste. ”Den største glæde ved arbejdet var, når vi havde børnene på tomandshånd, hvor de var mere rolige og modtagelige”, siger Pernille. Da personalet ikke kunne engelsk foregik kommunikationen via håndtegn og google translate.
På de gode dage var børnene aktivere i aktiviteter, som Pernille og Simon kunne hjælpe med (f.eks. på legeplads, i park eller ved struktureret undervisning). På de dårlige dage var der intet planlagt for børnene, og lærerne fandt de samme klodser frem, som børnene sikkert havde leget med i mange år.
En fredag trænede børnene deres tålmodighed benhårdt. I tre timer sad de alle ved samme bord, hvor de ventede på, at lærerne lavede mad. Det var ’lærernes dag’. Efter sigende en traditionsdag, hvor lærerne er i højsædet. Pernille og Simon brugte mest tid sammen med de yngste, der havde det største behov for hjælp.
Fritid i Kina
Når de to Sisu/MBK’ere ikke spillede bordtennis eller arbejdede, så de familien, der bl.a. havde hjulpet dem med kontakten til centret. Manden, som var fra New Zealand, havde tidligere selv spillet bordtennis på højt plan (omkring nr. 300 i verden).
Pernille og Simon tilmeldte sig et styrkecenter med tilhørende swimmingpool og bordtennis-borde som lå lige ved siden af, hvor de boede. Der brugte de et par aftener om ugen.
Da de skulle ud af landet for at forlænge deres visum, tog de til Hong Kong – meget moderne i forhold til Xi’an.
Både Simons forældre og Pernilles mor var på besøg i Xi’an. Med Simons forældre tog de til Xiamen på badeferie – en populær kinesisk turistby.
”Maden var lidt triviel, da vi spiste på de samme 4-5 forskellige restauranter. Vi savnede bl.a. pandekager (og ikke stærk mad), mindre sovs og olie på maden, ren luft, venner, familie og det danske sprog”, husker de.
Sjovt at være anderledes
Af andre betragtninger fra de to blege i Kina kan nævnes:
– at ”Coca Cola” er ikke et ord de fleste servitricer forstår.
– at der er risretter på McDonalds.
– at ens matchende trøjer hitter stort i Xi’an. Familier og venner sås ofte i identisk tøj.
– at udlændinge i Xi’an er et særsyn, og at Pernille og Simon nogle gange følte sig som større turistattraktioner end de seværdigheder de så.
Indfriede forventninger
Spillemæssigt var et af Pernilles mål med turen at blive mere stabil i sit spil, forbedre specielt serv-og returspillet samt at få udviklet sit benarbejde. ”Jeg er blevet bedre til det hurtige spil og mit benarbejde er blevet bedre. Nu mangler jeg at få koblet det sammen i kampene”, siger hun. For Simons vedkommende blev det til meget mindre træning end forventet. Til gengæld fik han lært en masse om nye træningsmetoder, som man nu kan drage nytte af i Sisu/MBK.
Pernille Pødenphant Søndergaard og Simon Nygaard foran klokketårnet i Xi’an.