FORÆLDRESIDEN

You are here:

Denne side er en praktisk hjælp og rådgivning til dig som forældre, blandt andet med gode råd til hvordan du allerbedst “spiller med på banen”, med viden og respekt for både dit eget barn og den samlede bordtennisverden, som I er en del af.

Som forælder bruges sandsynligvis masser af ressourcer og tid på at på at hente og bringe, støtte, glædes over sejre og bygge op efter nederlag. Men hvordan bakker man bedst op om et barn eller en ung, der er bidt af bordtennis? Det ved vi noget om i Bordtennis Danmark, læs videre via boksene nedenfor.

Forældre er en meget vigtig del af bordtennisklubberne, ikke bare som chauffører for egne børn i forbindelse med holdkampe og stævner, men også som aktive fx i begyndertræningen. 

Bordtennis er faktisk ret svært for børn, der aldrig har prøvet det før, da bolden rent praktisk nemt rammer ved siden af bordet. Derfor er det enormt vigtigt, for “sjovhedens” skyld, at børnene hurtigt lærer at spille bolden tilbage over nettet og ind på bordet, så træningen ikke går med at samle bolde op fra gulvet. Evnen til at holde bolden på bordet trænes nemmest og hurtigst ved en masse gentagelser. Det kan I, forældre, være med til at hjælpe med, både i træningen og derhjemme. I bordtennis har vi noget, vi kalder Kinatræning. Den voksne står på den ene side af bordet med en kasse bolde og sender en bold af gangen over til barnet, på den anden side, der kun skal koncentrere sig om at sende bolden tilbage og ramme bordet. Bolden lader man falde på gulvet og den voksne sender en ny afsted fra kassen. På den måde får barnet en masse gentagelser uden at være afhængig af, at der står en anden på den anden side af bordet, der kan sende bolden tilbage igen. Samme øvelse kan gøres derhjemme på køkkenbordet. Så snart barnet har lært at holde bolden på bordet, kan spillet foldes endnu mere ud i træningen og blive endnu sjovere. Men det er især i denne første periode der er brug for jeres engagement. 

Det er vigtigt, at man som forældre bakker op om sit barn og dennes idrætsvalg, men der er en hårfin balance mellem at være støttende for sit barn og ambitiøs på sit barns vegne. BTDK har beskrevet 10 forældrebud, som er en slags retningslinjer til forældre og andre interesserede om hvordan god opførsel smitter – også på dit barns præstationer. Se retningslinjerne her.

Battet er spillerens væsentligste rekvisit. Men hvilket bat skal man vælge? Mange sportsforretninger sælger bordtennisbat, men ofte er prisen for høj og kvaliteten for dårlig. Derfor råder vi altid til, at klubtræneren spørges til råds.
Til stævner spilles i T-shirt eller Poloshirt og shorts eller nederdel, – ingen lange bukser. Det er også vigtigt at vide, at tøjet ikke må være samme farve som bolden – altså hvidt eller i få tilfælde orangegul. Hvis der spilles med anden boldfarve end hvid er dette oplyst i stævneinvitationen.
I forhold til fodtøj spilles der i helt almindelige indendørs sportssko uden sorte såler. Af hensyn til spillernes sikkerhed henstiller stævnearrangørerne ofte til, at spillearealet omkring bordene ikke betrædes med udendørs sko, da jord, sand mv. kan gøre gulvet glat.
… og så er det selvfølgelig altid vigtigt at huske en drikkedunk både til træning og til kampe.

Bordtennisportalen.dk er BTDK’s og klubbernes værktøj til at arrangere, tilmelde og afholde stævner i alle størrelser. Det er her den enkelte spiller tilmelder sig stævner og ud fra statistikker bliver rangeret efter niveau. Dette kræver selvfølgelig at spilleren er registreret. 

Guide til registrering kan I finde her

Som forælder bruges sandsynligvis masser af ressourcer og tid på at på at hente og bringe, støtte, glædes over sejre og bygge op efter nederlag. Men hvordan bakker man bedst op om et barn eller en ung, der er bidt af bordtennis?
Det ved vi noget om i Bordtennis Danmark, læs videre via linkene nedenfor.

Der mange nye ting at være opmærksom på, når man skal til sit første stævne. Via linket i overskriften, har vi forsøgt at give et overblik over nogle af de ting, man skal forberede sig på.

VIDSTE DU…

  • At du kan følge med i BTDK’s arbejde både her på hjemmesiden og på BTDK’s Facebook?
  • At BTDK jævnligt afholder trænerkurser for mange niveauer også for forældre, der vil give en hånd med til træning?
  • At BTDK gratis stiller udviklingskonsulenter til rådighed for bordtennisforeninger?