I foråret blev Bordtennis Danmarks Talent & Elitestrategi offentliggjort. En af de tydeligste konklusioner i denne strategi er, at seniorspillere skal være professionelle, før vi kan tale om, at de skal repræsentere Danmark i en landsholdskontekst. Professionel skal her forstås som at bordtennis er spillerens primære beskæftigelse. Videre konstaterer strategien, at et historisk vilkår for succes for danske spillere har været længere ophold som ungdomsspiller (U16-U19) i stærke internationale træningsmiljøer i udlandet – primært i Tyskland. Kombinationen af at være en del af træningsgrupper med spillere på internationalt topniveau og nærheden til et veludbygget ligasystem (fx den tyske Bundesliga) hvor man kan avancere igennem systemet og efterhånden tjene penge nok til at være fuldtidsprofessionel, har vist sig at være en pålidelig opskrift for at få spillere fra alle lande op på et konkurrencedygtigt niveau i international sammenhæng – herunder også danskere.
Som et led i dette arbejde har Bordtennis Danmarks landstræner-team dog konstateret, at det i de seneste år sjældent har været tilfældet, at vores spillere i U19-kategorien har den bordtennismæssige viden samt det fysiske, mentale og spiltekniske niveau, som kræves for at være en del af de stærkeste europæiske træningsmiljøer på senior/U21-siden. At flytte langt hjemmefra til et miljø, som man ikke er parat til at være en del af kan, modsat intentionen, øge risikoen for skader, manglende motivation og frafald. Desuden er der få som har det netværk og viden om udlandet som kræves for at kunne tage skridtet ud.
Derfor er det blevet besluttet, at der skal oprettes et træningsmiljø på dansk grund, som har én tydelig opgave: at ruste og klæde unge spillere på, så de er klar til at tage ud til de udenlandske miljøer, som vi ved er et uundgåeligt vilkår for at danske spillere skal nå internationalt topniveau. Da dette miljø skal sikre en mere flydende overgang fra Danmark til udlandet er det blevet besluttet, at det skal hedde Internationalt Transitionscenter (ITC) og ligge i Idrættens Hus i Brøndby, hvor det danske herrelandshold i forvejen træner.
Herrelandstræner Linus Mernsten, konstaterer:
”At nå topniveau tager lang tid, og kræver en stor investering og et endnu større commitment fra spillerens side. Hver beslutning er vigtig og får store konsekvenser, og derfor tror jeg at den hjælp og vejledning vi kan tilbyde gennem oprettelsen af ITC kommer til at styrke forsyningen af atleter på absolut topniveau.”
Oprettelsen af ITC er blevet drøftet og godkendt i Bordtennis Danmarks bestyrelse, og har derudover opbakning fra Team Danmark.
Jakob Ovesen, sportsmanager i Team Danmark med særligt ansvar for bordtennis, udtaler:
”International forskning dokumenterer, at sammenhængende talentudviklingsstrategier og en klar rollefordeling er blandt de afgørende forudsætninger for, at et land kan præstere på højeste internationale seniorniveau. Det er vigtigt at sikre samarbejde og koordinering mellem de forskellige aktører omkring atleten. Træningsmiljøet i Brøndby har et højt niveau, der kan give atleterne viden og erfaring, som kan inspirere og understøtte transitionen og rejsen mod verdensklasse. Vi er nysgerrige og positivt indstillede overfor etableringen af ITC. Vi vil følge initiativet, og vi glæder os til at se, hvilke effekter der opstår heraf.”
Martin Ljung Christensen, medlem af bestyrelsen i Bordtennis Danmark, siger:
“Det tilbud som nu lanceres i Bordtennis Danmark med et Internationalt Transitionscenter, er en unik løsning for at skabe yderligere grobund for en professionel karriere indenfor bordtennissporten. Det skaber hidtil usete muligheder for vores talenter, allerede i en tidlig alder, at stifte bekendtskab med de facetter der er i en tilværelse som professionel idrætsudøver. Miljøet, herunder træningsmulighederne, vil hæve deres niveau og jeg er overbevist om at vi i fremtiden kan aflæse konsekvensen på de internationale resultater”
Nedenfor finder I en række spørgsmål og uddybende svar omkring ITC.
Hvad er ITC?
Et træningscenter, hvor træningen er lavet ud fra en simpel målsætning: at forberede og uddanne unge spillere sådan at de er klare til at flytte til et elitemiljø i udlandet. Vi tror på at vi derved højner sandsynligheden at få flere danske spillere op på højeste internationale seniorniveau. ITC skal forstås som et elitetræningsmiljø og ikke en klub. Dette indebærer blandt andet, at deltagere i ITC stadig repræsenterer deres klubber i ligaspil og ved stævner og dermed også har en fod i det klubmiljø, som de er en del af, når de søger ind til ITC.
Hvem er det til for? Hvordan bliver man en del af det?
Bordtennis Danmark’s ITC retter sig til U19-spillere af begge køn (dvs. spillere i alderen 16-19), der har en tydelig ambition om at blive professionelle, kan formulere en tydelig karriereplan og vurderes til at have kompetencerne og potentialet til at nå et niveau, hvor de kan leve af sporten.
For at blive en del af ITC skal man indsende en ansøgning ud fra følgende skabelon til BTDK’s landstrænere. Heri skal man blandt andet uddybe, hvorfor man vil være en del af miljøet, beskrive sin karriereplan for de næste tre år, samt begrunde hvorfor man vil være et positivt tilskud til træningsgruppen. Herudover skal spillere på ITC enten være i gang med – alternativt være ved at påbegynde – en uddannelse efter folkeskole (efterskole/gymnasie). Der findes flere gymnasier med Team Danmark-ordninger eller tilsvarende i nærområdet omkring Brøndby, samt efterskoler med idrætsprofil, som spillerne kan søge ind til.
Det er dog ikke kun spilleren, der skal udfylde ansøgningen. Den skal også godkendes af spillerens klub, og i forbindelse med dette skal en leder fra klubben udpeges som mentor og kontaktperson for spilleren. Dette for at sikre en rød tråd mellem det der sker i klubregi og det der sker i ITC-regi, samt for at sikre at spilleren er omgivet af flere nøglepersoner, der varetager hans/hendes interesser.
Hvornår åbner ansøgning til ITC?
Ansøgningen åbner op d. 15. maj, og er åben frem til d. 15. juni. Samtlige ansøgninger skal være i form af udfyldt ansøgningsskabelon som sendes på mail til magnus.mallander@bordtennisdanmark.dk.
Er dette kun til for spillere på landsholdet?
Man behøver ikke at være en del af nogen landsholdstrup for at komme i betragtning til ITC. Deltagelse i træningen er åben for spillere fra hele landet. Hvis en spiller skal skifte bopæl for at kunne deltage i træningen, kan Bordtennis Danmark dog ikke tage styring på processen med at finde lejlighed/værelse. Derimod kan trænerne og sekretariatet i Bordtennis Danmark hjælpe med kontakter og netværk for at finde mulighed for indkvartering hos en familie, hvilket er den boligløsning som unge spillere også anbefales at prioritere, hvis de skal flytte hjemmefra.
Hvor mange kan komme med?
I det første år (efterår 2024 til forår 2025) kan der maksimalt optages otte spillere til ITC. Kvalitet prioriteres dog frem for kvantitet, hvilket betyder, at der afhængigt af antal ansøgere og kvaliteten af ansøgningerne kan optages færre end otte spillere.
Spillere som har fået afslag på sin ansøgning et år er meget velkomne at søge igen året efter når ansøgningen åbner på nyt.
Hvordan ser træningstilbuddet ud?
Det Internationale Transitionscenter kommer til at tilbyde op til 8 træningspas om ugen – samtlige om eftermiddagen og aftenen i hverdagene – under ledelse af Bordtennis Danmarks tilknyttede trænere (herunder landstrænere). Samtlige pas foregår i Idrættens Hus i Brøndby, hvor det danske herrelandshold i forvejen har sin primære træningsbase. Nogle af træningerne foregår samtidig med herrelandsholdet, nogle samtidig med Bordtennis Danmarks supplerende talenttræninger, mens andre kun sker med deltagerne i ITC. På den måde sikrer vi en rød tråd i hele elitearbejdet, hvor de unge kan lære fra de ældre, samtidig med at ITC-spillerne kan følge deres egen træningsplan og sparre med andre unge talenter som ikke er en del af ITC.
Træningsoplægget og fokuspunkterne i den daglige træning favner over de fem færdigheder som der er fokus på i Bordtennis Danmarks elitearbejde: mentale, fysiske, tekniske, taktiske samt sociale. Vejledning og inddragelse af ekspertise indenfor relevante områder – mental og fysisk træning, ernæring og kost – kan også forekomme ud fra individuelt behov. Derudover kommer der at arbejdes på udveksling med elitemiljøer i udlandet, herunder også studieture til disse miljøer.
Hvor meget skal man træne, og hvor meget af tiden skal bruges i ITC-regi?
Som deltager i ITC skal man træne minimum 4 pas om ugen i ITC, med mulighed for så mange som 8 pas. Der er ikke et krav om at man kun træner i ITC hvis man bliver optaget – at fortsætte med at træne i sit klubmiljø er både tilladt og noget som anbefales, såfremt det er praktisk muligt og gavner spilleren.
Hvor længe kan man være optaget på ITC?
Optagelsesperioden løber over to år, med mulighed til forlængelse i maksimalt et år for spillere som ved kontraktens udløbsdato tilhører U18-kategorien.
Hvem er træner på ITC?
Primært ansvarlig for ITC er Bordtennis Danmarks eliteansvarlige og damelandstræner, Magnus Mallander, som kommer til at stå for halvdelen af de 8 ugentlige træningspas. To af passene afholdes sammen med Bordtennis Danmarks supplerende talenttræninger, hvor landstræneren for herrejuniorlandsholdet, Mads Jørgensen, også er med. Herrelandstræner Linus Mernsten kommer også til at være inde over træningen, da gennemsnitligt tre pas om ugen foregår sammen med herrelandsholdet. Derudover kommer der i foråret/sommeren 2024 til at blive rekrutteret en center- og transitionstræner med de relevante internationale erfaringer og kompetencer, som skal stå for halvdelen af træningerne i tæt samarbejde med Magnus Mallander.
Koster det at være en del af ITC?
Ja, samtlige som bliver optaget på ITC betaler et træningsgebyr på 1000 kr/måned. Inkluderet i den her pris er al træning, materiale, adgang til faciliteter, træning og ekspertise.
Webinar og online infomøde om ITC
Bordtennis Danmark vil gerne invitere spillere, trænere, klubledere og forældre til et åbent online-møde for at informere yderligere om ITC samt svare på spørgsmål. Mødet finder sted d. 14. maj kl. 17.30 over Microsoft Teams. Deltagelse er åbent for alle der er interesseret i at høre mere om initiativet. Link til mødet findes her samt på begivenheden i Aktivitetskalenderen.
Spørgsmål om ITC kan rettes til Magnus Mallander samt direktør Puk Kirkeskov Hvistendal.
Magnus Mallander
+45 91 17 79 59
magnus.mallander@bordtennisdanmark.dk
Puk Kirkeskov Hvistendal
+45 29 12 42 03
pkh@bordtennisdanmark.dk