Der er jo blevet skrevet alt, hvad der skal skrives om de danske resultater fra World Junior Circuit (WJC) og Safir International Tournament (SIT) 2008 fra 20.-24. februar af den danske ungdomslandstræner.
Men som referee i begge dele vil jeg da gerne være med til at dele mine egne ”oplevelser” med andre – for som nogen siger: ”Der er altid en lesson learned”. I særdeleshed med deltagelse fra 42 forskellige nationer og samlet omkring 2000 kampe.
Så med bil-færge-og-futtog (rimeligt mange timer) ankom jeg til Örebro sent på eftermiddagen tirsdag den 19. februar. Men modtaget på Centralstationen – og alt var helt i orden. Svenskerne er bare nogle gode organisatorer og værter.
Så kom lodtrækningen til WJC – det gav dog ikke de helt store problemer. Det var nok ikke min skyld, for jeg var nemlig referee sammen med en rigtig god, rutineret svensk IR (Thomas Wadsten), som bare kunne det hele.
Bortset fra, at et par enkelte nationer blot var blevet helt væk uden nogen som helst form for framelding m.v. var det, som det skulle være. (Hvis nogle tilfældigvis kunne ønske at vide, hvem det måtte være, kan det blot oplyses, at det var altså ikke første gang, de præsterede noget sådant).
Men så var der altså også noget nyt – nemlig ”Racket Control”. Både frivilligt (om tirsdagen) og ”Official Racket Control Sessions” onsdag/torsdag under WJC. Det var Odd Gustavsen fra Norge (ITTF Equipment Committee Chairman), der sammen med referees så fandt ud af, hvordan det rent praktisk skulle gennemføres.
For at gøre en lang historie kort har han i øvrigt lovet mig at sende de rapporter, som hidtil er blevet lavet i f.m. WJC (German Junior Open 5.-8. januar, Hungarian Junior Open 14.-17. februar og så altså Safir International). Og disse vil da naturligvis blive tilsendt DBTU – igen under devisen: ”Der er altid en lesson learned”.
Så tilbage til de første to dage med WJC. Med de tidligere nævnte 42 deltagende nationer fandt jeg det personligt noget forbavsende at se, hvor mange der kom fra Syd- og Mellemamerika (eksempelvis Brasilien, Colombia, Dominikanske Republik, Paraguay, Peru og Puerto Rico).
Derimod fandt jeg det ikke så forbavsende, at HS blev vundet af Rusland, DS af Norge, HD af Sverige og DD af Korea. Det skal dog nævnes, at alle de nævnte vindere mødte japanere i finalerne.
Og så er vi lidt tilbage til noget, der hedder ”kulturforskelle”. Da den sidste finale var overstået, blev hele det japanske hold linet op foran deres – efter min mening – ”head coach”. Og så sagde han noget meget hurtigt på japansk til dem – uden at smile i øvrigt – og da han så var færdig med at sige det, han ville, bukkede de mange – rigtig mange – gange. Også uden at smile.
Og så var der for resten også et par kvindelige spillere fra Tunesien, der ikke ville aftage deres træningsbukser (efter tilladelse fra overdommerne) – men alligevel spillede med bare arme og uden hovedbeklædning. Og hvad kan man så som referee lære af det? Svar udbedes! Mit svar er vel almindeligt kendt – og det blev da heldigvis heller ikke noget reelt problem.
Safir International Tournament blev lidt af en rigtig oplevelse som dansk referee.
Men inden jeg når så vidt vil jeg gerne sige tak til Lars Elvin og alle hans gode hjælpere under devisen: ”Ingen nævnt – ingen glemt”. Og dog. En speciel tak til Patrik Hallmén (svensk national overdommer) for at være med alle fem dage.
Og så til lidt facts om fredagen, hvor eliterækkerne blev afviklet, og hvor nogle af højdepunkterne bl.a. var:
– Mikael Appelgren tabte en 1/16-dels finale (han har i øvrigt aldrig vundet SIT),
– Jan Ove Waldner (vinder af SIT 3 gange – sidst i 1992) tabte i semifinalen til Zhao Peng (vinder af SIT 2004). Dog efter 5 minutters massage til Peng i andet sæt – og 10 minutters næseblod til Waldner i fjerde sæt. Hvilket Peng naturligvis benyttede til en ekstra omgang massage. Og Peng vandt så femte og sidste sæt, hvilket fik ca. halvdelen af en fuldstændig propfyldt hal til at gå hjem,
– Chen Jian (vinder af SIT 3 gange tidligere og nu altså også i 2008) vandt i finalen over Peng ved stillingen 7-6 i første sæt, da Peng ganske simpelt gik i gulvet med krampe og dermed måtte opgive.
Et mindre underholdende ”højdepunkt” var, da jeg måtte give en russisk spiller (ham der i øvrigt vandt herresingle i WJT) et rødt kort efter henstilling om at bære rygnummer, advarsel for at spytte på gulvet og så til sidst rødt kort (diskvalifikation niveau 1) efter han havde tabt et sæt, så legede ”curling” med sit bat en 4-5 meter hen ad gulvet.
Lørdagen og søndagen – med rigtig mange, gode og spændende kampe – blev primært præget af de ”lidt mindre rutinerede” spillere, og der blev viftet en del med de gule kort.
Lidt mindre rutinerede spillere er måske en meget dårlig betegnelse, for eksempelvis kunne en frk. Lee (Korea) vinde klasse 2 – mens hun var samtidigt blevet nr. 3-4 i eliterækken.
Men noget af det, jeg måske blev mest benovet over, var deltagerne fra Thailand. Der var én spiller – og én træner med hele vejen igennem. Hvis hun ikke spillede, varmede op eller strakte ud, havde træneren sørget for, at der var ro. Hun sad eksempelvis rundt omkring i gangene i Buhda-stilling i flere timer, mens træneren med et stort og venligt smil guidede folk udenom.
Og hvad man så kan lære af det, ved jeg ikke, men det kan kun konstateres, at hun i SIT vandt Girls Single 13, blev nr. 3 i Girls Single 15, blev blandt de 32 bedste i eliterækken, mens hun i JWC blev nr. 16 i singlerækken og nr. 8 i double.
Så tilbage til det tidligere om ”lessons learned”. Altså set ud fra et dommer-/overdommersynspunkt. Inden der rigtigt kom gang i de gule kort om lørdagen/søndagen, havde Patrik og jeg naturligvis talt meget sammen og lagt en fælles linie. Og da det hele så var overstået, snakkede vi lidt sammen igen for at forsøge at finde ud af, hvad der var foregået.
Og nu er statistik jo egentligt noget underligt noget, men ud af de ”afleverede” gule kort var der kun gået 12 til svenskerne. Den meget store rest (altså tre aktive overdommere i to meget store haller og to meget små spillesteder) var gået til andre nationer (hvoraf nogle i parentes bemærket var rigtigt godt repræsenteret).
Og det kan man måske lære lidt af. For svenskerne har et system, der medfører, at tre stk. gule kort medfører sanktioner – og der er altså respekt for. At en dansk spiller eksempelvis kan gå gennem hele elitedivisionen – desuden deltager i diverse stævner – og så ende op med 23 gule kort i ”rygsækken” – uden der sker noget som helst – er det vejen frem?¨
Örebro er efter sigende en spændende by – det kan man læse meget om i bl.a. Politikens ”Turen går til Sydsverige”. Det havde jeg desværre ikke megen tid til at forsøge at finde ud af. For der var bare god bordtennis fra morgen til aften. Men måske kan det være, at jeg får lov til at vende tilbage.