I en artikel-serie kan du her på hjemmesiden læse om en række personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.
Vi skal denne gang møde 34-årige Karin Bønke Nielsen (født 30. august 1980).
Facts om Karin:
Klubber: BTK 61 og Hørning.
Seniorlandshold: Karin deltog i år 2000 ved senior-EM i Bremen.
Ungdomslandslandshold: Karin har deltaget i ungdoms-EM fire gange. I 1994 og 1995 på pige-landsholdet og i 1997 og 1998 på juniorlandsholdet.
Defensive Karin B. Nielsen imponerede som ungdomsspiller med hele 12 DM-titler.
Til venstre Karin B. Nielsen i år 2000. Til højre Karin B. Nielsen, Michael Maze (th.) og Bo Holmsgaard (tv.) ved ungdoms-DM i 1998.
12 DM-titler for ungdom og én for senior
Dansk mester i pige single i 1994.
Dansk mester i pige double i 1994 (med Nellie Marx).
Dansk mester i damejunior hold i 1995.
Dansk mester i drenge/pige mixed double i 1995 (med Michael Maze).
Dansk mester i damejunior single i 1997.
Dansk mester i damejunior double i 1997 (med Nellie Marx) og i 1998 (med Michelle S. Nielsen).
Dansk mester i junior mixed double i 1997 og 1998 (med Michael Maze).
Dansk mester i U21 single i 1999.
Dansk mester i U21 dame double i 1999 (med Christina Frost) og i 2000 (med Janne Jensen).
Dansk mester i damesenior double i 2001 (med Christina Jessen).
Vinder af Top 12 i damejunior-rækken i 1997 og i yngre pige-rækken i 1991.
Karin B. Nielsen øverst på sejrsskamlen ved ungdoms-DM. Til højre Karin B. Nielsen fra år 2000.
Hvordan/hvorfor startede du med at spille bordtennis?
– Vi spillede rundt om bordet på skolen, hvor der en dag var et opslag om en turnering. Nogle spillede med bøger – jeg spillede med hånden og vandt turneringen. Efterfølgende ville jeg spille en turnering som BTK 61 arrangerede i Kildegårdshallen i Roskilde. Mine forældre mente, at jeg så måtte have et bat, så det fik jeg og vandt så turneringen for pigerne. Steffen Boesdal spurgte mig, om jeg ville begynde at spille i klubben, og det må have været i 1990, så vidt jeg husker.
Hvad er din bedste oplevelse med bordtennis?
– Uuuhhhh der er så mange. Jeg elskede alle de store turneringer i udlandet, hvor vi rejste mange af sted, både drenge og piger sammen. Vi havde det så sjovt sammen. Jeg kan også erindre, at jeg af to trænere fik af vide, at jeg skulle koncentrere mig mere om bordtennis, så jeg ikke forstyrrede de andres fokus.
Hvorfor stoppede du med at spille bordtennis?
– Jeg stoppede i 2001. Efter at jeg i år 2000 havde deltaget ved senior-EM i Tyskland, skulle jeg til Frankrig for at være au pair. Jeg havde aldrig passet børn, og det sagde mig egentlig ikke noget, men jeg ville lære fransk, og det var den mulighed, der var. Jeg tog til Paris, hvor jeg passede tre børn på henholdsvis tre måneder, 2 år og 4 år.
Da jeg en dag var ude og shoppe og stod i en elevator, ringede Peter Sartz. Han spurgte, om jeg ville deltage i Top 12 på et wild card, når jeg kom hjem. Selv om jeg ikke havde trænet siden EM, valgte jeg at deltage, da han mente, at det nok skulle gå. Jeg mener, at jeg blev nummer fire, selv om jeg ikke fik trænet.
Dameseniorlandsholdet i år 2000 med en meget ung Mie Skov øverst, Trine Grauholm (tv.), Martin Lundkvist (i midten), Pia Finnemann (th.) og Karin B. Nielsen (forrest).
Fra scrapbogen
Udklip fra 1994. Klik her
Udklip fra 1996. Klik her
Udklip fra Bordtennisbladet 1996. Klik her
Udklip fra 30/9-1998. Klik her
Savner du bordtennis i din hverdag?
– Jeg savner tit bordtennis, men det er sammenholdet og turneringerne, som jeg savner. Træningen har aldrig været noget for mig. Det ved ”Lunde” (Martin Lundkvist, red.).
Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Jeg tror bare folk kender mig som ”defferen”.
Hvad laver du i dag?
– I dag er træner jeg lidt i fitness centeret og ellers hygger jeg med familien og vennerne. Jeg arbejder hos Philips Healthcare som Service Dispatcher.
Karin er gift med Kenneth, som hun har Mikkel på 5 år og Sia på snart 1 år sammen med.
Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.
Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her