UEM i Kazan nærmer sig sin afslutning, og der er mange indtryk der skal reflekteres over efter 11 dage i Rusland, for både spillere og trænere på det danske ungdomslandshold. Først og fremmest tror jeg godt man kan sige, at det var lidt af en udfordring at bevare den positive mine overfor vores russiske værter. De virkede slet ikke klar til at afholde denne turnering, hvilket resulterede i at mange ting ikke fungerede i starten af turneringen. Transporten mellem hal og hotel fungerede ikke, lange køer ved maden, svingende kvalitet på maden, stedet hvor maden blev serveret blev flyttet flere gange osv. osv. Russerne skal dog have ros for, at de bestemt ikke lod sig stresse over den massive kritik de første hektiske dage i Kazan, men tog den med ophøjet ro!
Problemerne medførte bl.a. at vi valgte at spise morgenmaden i det lille køkken, der var på vores værelsesgang på hotellet. Dette var kun muligt efter stor hjælp med indkøb af diverse madvarer fra et enkelt medrejsende forældre par, tak for det!!
Nu vil jeg vende opmærksomheden mod det, vi i virkeligheden var her for, nemlig at spille bordtennis, og jeg vil starte med det positive.
Drenge spillerne har i denne sæson, fordelt på turneringer og træningslejre, været samlet på ungdomslandsholdet i 94 dage. Dette er det højeste antal dage i min tid som ungdomslandstræner, og resultatet af det hårde arbejde var tydeligt i Kazan. Drengene lagde godt ud med at slå Tjekkiet (senere finalist) og Holland 3-2, efter gode holdindsatser der endnu engang viser vigtigheden af at have en stærk double. I den sidste gruppekamp blev det til et unødvendigt nederlag til Portugal (senere semifinalist), hvor koncentrationen svigtede en smule i de afgørende situationer. Nederlaget gjorde at drengene blev 2er i gruppen, og mistede lidt af det ”vindermomentum” de havde efter de første 2 kampe. I 1/8-delsfinalen viste Sverige sig, at være lige en tand skarpere end danskerne. Claus havde 5-2 i 5.sæt mod svenskernes 2. mand, men kunne desværre ikke holde ved og tabte kampen. Doublen blev herefter vundet klart, men Carl Ahlander afgjorde til 3-1 til svenskerne med sin sejr over Claus, der ellers havde vundet de to tidligere indbyrdes opgør i denne sæson. Ærgerligt nederlag til drengene, der ikke manglede meget i at få metal med hjem i tasken. Men man skal kende sin besøgstid, og tage de chancer man får. Dette må være den vigtigste lærestreg drengen i stedet for må tage med hjem. I de efterfølgende placeringskampe fortsatte drengene det gode spil fra gruppekampene, og sluttede på en godkendt 12. plads.
I den individuelle turnering havde vi høje forventninger til at det gode spil ville fortsætte, men drengene havde lidt svært ved at holde det høje niveau. Specielt nederlaget til Claus/Tobias i double til to italienere var skuffende, eftersom de igennem hele sæsonen, 6-nations og undervejs i UEM havde vist doublespil af høj klasse. Men i denne kamp hang spillet slet ikke sammen og de blev nok lidt ofre for deres egne høje forventninger. Alle drengene kom let igennem de første to single runder, men 3. runde blev endestationen for Claus og Tobias. Claus havde lidt svært ved at få sit offensive spil til at hænge sammen, og tabte 2-4 til Popov, Rusland, mens Tobias spillede en god kamp mod Vlacuska, Slovakiet. Slovakken ligger nr. 12 på Europaranglisten, og Tobias manglede lidt den sidste tro på at han kunne vinde kampen. Dette resulterede i lidt for mange uprovokerede fejl, da kampen spidsede til. For Anders endte singleturneringen i 4. runde, med et 2-4 nederlag til Ecseki, Ungarn. Anders havde vundet de sidste to gange over ungareren, men han havde læst på lektien og startede kampen godt. Bagud 0-3 i sæt, fik Anders kæmpet sig tilbage, og førte 6-3 ved 2-3 i sæt, da nerverne pludseligt spillede ind. Fire lette fejl gav Ecseki muligheden for at vende sættet til en 11-7 sejr. Anders har udviklet sig en del de sidste 3 måneder, og fortsætter han denne udvikling kan næste års UEM i Østrig blive en spændende oplevelse. Men det ærgrer mig alligevel at han ikke kunne holde ved, da jeg godt ville have set 7.sæt!
Næste udfordring bliver for Tobis og Claus at tage skridtet op i juniorrækken, hvor spillerne har noget mere tryk i boldene end drengene har. Det er vigtigt at de fortsætter med at udvikle deres spil, så de allerede i næste sæson kan levere resultater på juniorniveau. Der er ikke råd til et ’mellemår’, hvor de står stille i forhold til deres konkurrenter. Så får de alt for svært ved at indhente det tabte.
Herre junior:
Asbjørn var skadet 14 dage op til UEM, Ruben havde problemer med skulderen på den sidste træningslejr, vi har ikke stor nok national konkurrence og de andre lande har lettere ved at planlægge træning og skole.
Så er de dårlige undskyldninger for at juniorerne ikke levede op til målsætningen ligesom ryddet af vejen, og vi kan koncentrere os om det, det i virkeligheden handler om.
Dårlige undskyldninger kan vi ikke bruge til noget som helst, og slet ikke fremadrettet!
Juniorerne var kommet i en svær gruppe med England, Sverige og Litauen. På forhånd tre hold hvor de var undertippet, da modstanderholdene alle havde spillere, der var klart højere placeret på europaranglisten. På trods af dette mente jeg alligevel, at vi have en chance mod alle tre hold, hvis vi stod sammen som hold og kæmpede for hver eneste bold. Alle fire spillere havde også vist i de internationale turneringer at de, når de spiller op til deres topniveau, havde mulighed for at slå de fleste af deres modstandere. Stabiliteten havde dog været en mangelvare igennem hele sæsonen, og derfor var målsætningen inden turneringen at blive i A-gruppen. Den første kamp mod England var overstået på 1 time og 4 minutter, og reelt set var Emil den eneste, der var i nærheden af noget som helst. 2. kampen mod Litauen vidste vi godt på forhånd ville være vores bedste chance for en sejr, og da de havde en defensiv spiller og en med korte knopper i baghånden, havde vi som forberedelse til turneringen, trænet en del imod defensiv og korte knopper. På trods af dette, vandt Litauens 1. mand Mukutis (defensiv) 2 kampe, Sebastian var den eneste der var tæt på med sit 8-11 i 5. sæts nederlag, mens Ruben ikke helt har fundet den rigtige taktik mod den defensive spillestil. Emil leverede endnu engang en godkendt indsats, og vandt 3-2 over 3. manden, efter at have ført 2-0. Men da Sebastian havde lagt ud med at tabe klart til Udra, blev det til et 1-3 nederlag i denne vigtige kamp. Efter kampen sad jeg desværre med en fornemmelse af, at spillerne ikke havde givet sig 100 %, og kæmpet med alt de havde. Gør man ikke det, kan man ikke forvente at man vinder disse tætte holdkampe, mod nationer der på forhånd er favoritter. En ting er selvfølgelig den opladning hver enkelt spiller har inden kampen, både fysisk og mentalt, man må bare aldrig glemme at det er inde ved bordet at de skal præstere. Der hjælper flotte fokuspunkter og målsætninger ikke meget, hvis man ved første tegn på modstand slår op i banen. Denne fornemmelse skulle desværre blive kendetegnende for juniorernes indsats under dette UEM, hvor de alt for hurtigt slog op i banen, slog ud med armene og generelt set havde svært ved at have styr på alle de praktiske ting, der også er en del af ”uddannelsen” til at blive en god bordtennisspiller. Det er svært at have overskud ved 9-9 i 1. sæt i en vigtig holdkamp, hvor man er lidt nervøs, hvor alle råber og skriger, og modstanderen spiller en god bold fordi man glemmer taktikken, hvis man som opladning til kampen har glemt sin spisebillet eller kun spillet indspil i 30 min.
Det er i disse situationer, hvor spillerne er under maksimalt pres, at de skal trække på de erfaringer de har fra tidligere landsholdsdeltagelser, og holde de aftaler vi har lavet inden kampene.
Den sidste kamp i holdturneringen blev tabt 1-3 til Sverige, og vi skulle derefter møde Israel i play-off kampen om at gå videre til 1/8-dels finalerne. Indsatsen her var endnu engang svingende, men da Sebastian fandt det gode spil frem, og vandt begge sine kampe, kunne vi have vundet hvis Emil havde holdt hele vejen hjem, i sin kamp hvor han førte 5-4 i 5. sæt efter flot spil. Det kunne han desværre ikke, og vi tabte derfor 2-3. Israel var også et hold hvor alle deres spillere er klart over danskerne på europaranglisten, men havde Sebastian, Ruben og Emil alle spillet op til deres bedste, mener jeg at det er en modstander som vi bør slå. Desværre havde vi ikke en eneste holdkamp, hvor alle 3 spillere spillede godt på samme tid, hvilket gjorde det næste umuligt for os at slå de hold der havde en god 1. mand. Inden turneringen havde jeg håbet, og måske forventet, at vi ville være tættere på de bedste hold, ved at slå deres 2. mand og have chancer mod deres 1. mand. Men da spillerne nærmest på skift, leverede dårlige holdkampe, forsvandt spillernes tro på sejre mere og mere.
Efter nederlaget til Israel, skulle vi vinde resten af kampene for at forblive i A-gruppen. Dette var på forhånd målet, derfor vidste både spillerne og jeg at disse kampe utroligt vigtige, og havde også forberedt os på netop denne situation. Bulgarien var første udfordring, men efter nederlaget imod Israel, virkede det lidt som om at luften var gået ud af ballonen. Bulgarien er et hold som jeg mener at vi bør slå, men indsatsen fra spillerne i denne kamp var absolut ikke godkendt. Det er helt ok at være skuffet over at man ikke har spillet bedre, og at vi har tabt alle vores holdkampe, men uanset hvad er det ikke okay at man ikke kæmper for at vinde. Som jeg flere gange har sagt til spillerne på det danske ungdomslandshold, at hvis man har gjort det man kunne, kan vi trænere ikke forlange mere. Det kan godt være at man har tabt sine kampe og har spillet skidt, men har man udvist god attitude og kæmpet alt det man kan, har man givet det en fair chance. Så kan det godt være at jeg alligevel vil være skuffet over et nederlag, man har man gjort det man kunne, og forsøgt at følge de taktiske råd i sætpauserne, vil de aldrig opleve at komme ud til en negativ ungdomslandstræner efter kampene. Men efter nederlaget mod Bulgarien, var jeg både skuffet over nederlaget og spillernes indstilling, men også sur over at de ikke engang havde forsøgt at gøre de ting vi har snakket om mange gange før, og aftalt inden kampen.
De sidste to kampe i holdturneringen resulterede i to sejre imod Slovenien og Østrig.
Den individuelle turnering så vi som en mulighed for at få revanche for den svingende indsats i holdturneringen. Men med hårde lodtrækninger til 3 ud af 4 juniorer så det på forhånd svært ud. Ruben fik mulighed for at for revanche imod den litauiske deffer, Mukutis, men var på trods af en udmærket indsats ikke rigtig i nærheden af noget. Ruben skal den næste tid arbejde en del med sit benarbejde og forhåndsteknik, så han får mulighed for at skifte retning på sit angrebsspil. Mod Mukutis havde han svært ved andet end at loope diagonalt, hvilket ikke holder i længden når man møder defensive spillere af Mukitis klasse. Sebastian tabte 2-4 imod Russernes 2. mand Shamin, men var aldrig i nærheden af sejren. Dertil var angrebsspillet alt for svingende. Asbjørn spillede en af sine bedste internationale kampe nogensinde, og havde fortjent sejren imod Belgiens Indeherberg. 9-11 i 7. sæt efter en kamp hvor Asbjørn fik vist sit gode serv/retur og angrebsspil, men også viste prøver på et mere afventende og sikkert spil, der skal være en del af hans spillesystem i fremtiden. Emil vandt ubesværet sin 1. runde kamp imod en montenegriner, og var derfor eneste dansker tilbage, da 2. runde blev sat i gang. Rumæneren Monteanu var på papiret en udmærket modstander, hvor der kunne være chance for en overraskelse. Men vi havde nok undervurderet Rumæneren en smule, for da kampen kom i gang viste han sig at holde et meget højt niveau. Han slog bl.a. Hampus Söderlund, Sverige 4-1 i runden efter. 4-0 til rumæneren i det man godt kan kalde en rundbarbering uden at overdrive. Fokus var derefter på doublerne, hvor vi fra starten af troede på godt spil. Emil og Ruben lagde stærkt ud, med at slå de top seedede Mutti/Pitchford, i en kamp hvor de faktisk var klart bedre end deres modstandere. Det er kampe som disse, hvor spillerne er tæt på deres top niveau, at man ser noget af det potentiale jeg er 100 % overbevist om at der er i de danske juniorspillere. Aggressivt, offensivt og spilstyrende. Det er disse kvaliteter at vi trænere i landstrænerteamet gerne vil udvikle hos vores spillere, men desværre ikke så meget af ved UEM. Desværre havde Emil og Ruben ikke fået nulstillet hovederne efter den flotte sejr, og tabte i runden efter til to tyrkere, efter en ikke godkendt indsats. Væk var balance i det offensive spil, og attitude og udstrålingen lå hjemme på hotellet. Sebastian og Asbjørn havde mange gange i de internationale turneringer i de sidste sæsoner, vist prøver på at de kan være en rigtig god double, og derfor havde jeg inden UEM en tro på at de kunne lave et godt resultat. Desværre løb de ind i et helt unødvendigt nederlag til et polsk par i 2. runde, efter en kamp hvor også de slet ikke fandt den rigtige balance. Den mentale opladningen inden kampen var nærmest ikke eksisterende, og så kan man ikke forvente at andet end at resultaterne bliver derefter.
Som man kan læse ud fra denne artikel, er det tydeligt at jeg samlet set ikke er tilfreds med indsatsen ved dette års UEM. Dertil var der simpelthen alt for mange dårlige indsatser, og svingende spil. Efter en sæson hvor de danske ungdomsspillere har haft bedre muligheder for at udvikle sig end nogensinde før, er det klart at jeg havde sat forventningerne op til noget andet, og mere. Måske også for højt? Men det er ikke på det resultatmæssige område, at jeg mener at vi er længst fra forventningerne inden UEM. Den mentale indsats under kampene, spillernes modenhed og evne til at tage egne (rigtige) beslutninger, er områder jeg og de andre trænere har brugt meget tid på at udvikle hos spillerne, og derfor giver det stof til eftertanket når det netop er på disse områder at vi falder igennem. Man kan så bruge argumentet at ting tager tid, og specielt i arbejdet med ungdomsspillere er det vigtigt at man har en stor portion tålmodighed, men dette argument mener jeg ikke holder. Jeg synes vi skal væk fra den holdning at ungdomslandsholdet primært er til for at udvikle spillerne. Dette giver spillerne en falsk tryghed, og en fornemmelse af at man sagtens kan spille på ungdomslandsholdet uden at vise specielt store fremskridt, eller resultater. Min holdning er, at hvis man skal repræsentere Danmark ved internationale turneringer, eller UEM, skal det være med et resultat orienteret fokus, spillerne skal være med for at præstere. Derved bidrager vi bedre til spillernes udvikling, samtidigt med at vi ”uddanner” dem til at være vindere.
Potentiale kontra indsats?
Alle de danske spillere der var med ved dette UEM, besidder et stort potentiale. Potentiale til at kunne udvikle sig til nogle af de bedste ungdomsspillere i Europa, potentiale til at kunne udvikle sig til danske seniorlandsholdsspillere. Men potentiale og talent betyder ingenting, hvis ikke man arbejder benhårdt hver eneste dag i træningslokalet, passer sin fysiske træning, men også arbejder med de ting, der ikke giver sved på panden. Her tænker jeg primært på den mentale udvikling hos den enkelte spiller, hvor mange spillere stadigvæk springer over hvor gærdet er lavest. Men det nytter altså ikke noget et kunne gennemføre en benarbejdsøvelse til perfektion, hvis man ikke kan finde ud af at lade op så man er klar til at spille, når man står inde ved bordet.
De næste 3 uger vil jeg bruge tiden til at tænke over hvilke ændringer, der skal ske til den nye sæson, for at sikre mig at vi står bedre rustet når vi om et års tid vil møde mange af de samme udfordringer ved UEM i Wien, Østrig. Det er helt sikkert at der kommer til at ske nogle ændringer i trænernes tilgang til specielt de ældste spillere i ungdomstruppen, men hvilke ændringer og hvordan de skal implementeres, tror jeg at jeg har brug for lidt ferie til at regne ud.
Fortsat god sommer!
Mads Sørensen