OL-retro

Dato: 
03.06.2021

 Peter Fredberg på besøg hos historiens første OL-guldvinder

BTDK går i det nostalgiske OL-hjørne og bringer i ugerne frem mod OL i Tokyo en række nostalgi-artikler, OL-Retro, om bordtennis ved OL siden bordtennis første gang var med ved OL i Seoul i 1988. Sidst i juli måned deltager Jonathan Groth som spiller og Mark Beckmann som dommer ved OL i Tokyo, når bordtennis er med for 9.gang. I den første retro historie om bordtennis ved OL, er det Peter Fredberg, journalist ved BT og mangeårig redaktør på det hedengangne Bordtennisbladet, der fortæller om sit besøg hjemme ved den første OL guldvinder i herresingle, Yoo Nam Kyu efter OL guldet på hjemmebane.

Kommer man ind i et koreansk hjem, stiller man skoene i entréen, så det gør jeg. Lejligheden på 11. sal i et nybyggeri i den sydlige del af Seoul er på 200 kvadratmeter. Her bor otte bordtennisspillere.

En af dem er den nybagte olympiske guldvinder, Yoo Nam-kyu. Det er ham, jeg skal besøge. Han deler et værelse på 16 kvadratmeter med en af sine landsholdskolleger.

Den ene væg i opholdsstuen domineres af en reol med hans store præmiesamling og billeder fra hans to største triumfer. Sejren i det asiatiske mesterskab i 1986 og OL-triumfen to år senere.

Lidt forhistorie. Jeg havde været i Seoul i september 1988 til de olympiske lege og set Yoo Nam-kyu vinde herre single i en medrivende og følelsesladet finale mod landsmanden Kim Ki-taek. Det var første gang, bordtennis var på OL-programmet.

Et par uger senere vendte jeg tilbage til Seoul til de paralympiske lege. Og da jeg alligevel var i byen, kontaktede jeg det sydkoreanske bordtennisforbund. Jeg ville lave et interview med Yoo Nam-kyu. Dagen efter var alt klappet og klart. Jeg fik adressen og kunne bare komme.

Er den 20-årige og blot 1,65 meter høje venstrehåndspenholder et festfyrværkeri bag et bordtennisbord med sin hurtighed og eksplosive forhåndsoffensiv, er han beskeden og nærmest lidt genert i hjemlige omgivelser. Berømmelsen, der fulgte med OL-sejren, har bestemt ikke spoleret den nye nationalhelt. Han er i den samme grønne træningsdragt, som han gik i under OL.

”The eller mjölk,” spørger han med et smil og forklarer, at mjölk er det eneste svenske ord, han kan huske fra dengang, han spillede tre måneder i Ängby. Han taler kun meget lidt engelsk, og samtalen foregår gennem en dansk/koreansk tolk. Jeg kan se, at han halter lidt og spørger, om han er skadet. ”Jeg ramte en sten på en løbetur. Forstuvede højre fod og får akupunktur,” forklarer han.

Om sin baggrund fortæller han, at han er født i Sydkoreas næststørste by, Busan, som den næstældste af tre drenge. Familien bor stadig i byen, hvor faderen er funktionær inden for fiskeriet. Han studerer på andet år koreansk på Kyungsung University i Busan, men opholder sig det meste af tiden i Seoul, hvor landsholdet har permanent træningslejr. ”Jeg var ti år og relativ gammel, da jeg kom i kontakt med bordtennis. Min gymnastiklærer i fjerde klasse spurgte, om jeg ville være med i en turnering. Jeg stillede op uden træning og slog ældre elever, som havde spillet i flere år,” fortæller han.

”Skolens træner sagde til mig, at jeg skulle gå hjem og spørge min far og mor, om jeg måtte spille bordtennis. Så ville han gøre en stor mester ud af dig. Min far sagde nej. Jeg skulle læse og passe min skole. Men jeg var stædig og råbte, at hvis jeg ikke får lov at blive bordtennisspiller, vil jeg være bokser. Det gjorde mine forældre så forskrækkede, at de overgav sig.”

Yoo Nam-kyu ler ved tanken om sine skrækslagne forældre og tilføjer: ”Stædigheden og viljen er nok en af forklaringerne på min olympiske guldmedalje.” ”Må jeg se den,” spørger jeg. Han henter den fra en hylde inde på sit værelse. Millioner af TV-seere husker ham i knæ. Grædende af glæde efter sin sejr. Derefter takker han Gud. ”Jeg er troende kristen. Alle idrætsfolk har brug for et fast holdepunkt. Engang gjorde jeg grin med religionen, men ikke mere. Fem minutter før hver kamp låser jeg mig inde. Enten i omklædningsrummet eller på toilettet. Jeg tager koldt vand i ansigtet, lukker øjnene og beder Gud om hjælp og styrke. Sådan gjorde jeg også før OL-finalen.”

I et år lå han i træningslejr op til OL og trænede seks timer om dagen. Efter fem måneders kaserneliv brød han sammen. ”Jeg fik psykiske problemer, var ude af balance. Jeg havde det virkelig dårligt og ville opgive. Min træner havde aldrig set mig så desillusioneret og var bekymret for mig. En måned før OL fik jeg en skade i venstre hånd og troede aldrig, jeg klarede den. Men nu ville jeg med. Jeg bad til Gud. Og han hørte mig,” fortæller han.

Om sine tanker før finalen mod sin syv år ældre landsmand, Kim Ki-taek, siger han: ”Privat er vi venner og træner sammen. Men når vi mødes, er vi rivaler. Der stod større ære og prestige på spil, end hvis jeg havde nødt en europæer eller en kineser. Vi var begge meget nervøse. Vi har spillet så mange gange mod hinanden og kender hinanden ud og ind. Jeg tænkte ikke på olympisk guld eller penge. Kun på at gøre det så godt, jeg kunne.”

OL-guldet har gjort Yoo Nam-kyo til en holden mand. Resten af livet vil han få et fast beløb (6.000 kr. i 1988 – dobbelt så meget som en koreansk gennemsnitsløn) sat ind på sin bankkonto hver måned. Den koreanske stat belønner olympiske sølvvindere med 3.000 kr. og bronzevindere med 2.000 kr. om måneden. ”Jeg får også en bonus af mine sponsorer, men har ikke været til møde med dem endnu,” siger han.

Et standardspørgsmål: ”Hvad er tungest: OL- eller VM-guld?” ”OL er kun hvert fjerde år. Derfor vil jeg hellere vinde OL end VM.” En meget åben Yoo Nam-kyo fortæller mig, at han lige nu er i et dilemma. ”Vil jeg love den koreanske stat, at jeg bliver hjemme de næste fem år, slipper jeg for militærtjeneste. Jeg er stadig i tænkeboks,” siger han.

Hvad der senere skete, ved jeg ikke. Jeg var til elleve olympiske sommer- eller vinterlege inklusive Barcelona 1992 og Atlanta 1996, hvor Yoo Nam-kyo begge steder vandt bronze i herre double, men vi talte ikke sammen. I dag undrer jeg mig over, at vi ikke inviterede ham til Pondus Cup i K.B. Hallen.

Historiens første OL-guldvinder i herre single, Yoo Nam-kyu, i sin lejlighed i Seoul sammen med artiklens forfatter, B.T.-journalisten Peter Fredberg.