Forsidebilledet er taget i træningshallen i Idrættens Hus i januar 2020. Foto: Carsten Egeholt.
Forrige mandag kunne du stille spørgsmål til Jonathan Groth på BTDKs facebookside, hvor han besvarede spørgsmål mellem kl. 13.00 og kl. 15.00.
I et af svarene skrev Groth:
”Jeg tror, der er mange unge spillere, som når de kommer op som junior, så får de øjnene op for andre ting end bordtennis. Der var jeg selv meget bevidst om, hvad jeg ville opnå. Desuden var jeg heldig, at jeg havde/har en træner i form af Mads Skovsen, som havde en fantastisk forståelse for bordtennis og vidste lige præcis, hvad jeg havde brug for. Jeg tror desværre, at i ungdomsårene, så er det sindssygt vigtigt, at man har en træner, som er virkelig dygtig og har et drive. Jeg siger desværre, da der altid vil være nogle, som har mere viden end andre og derfor ikke alle spillere, som har de samme forudsætninger”.
Undertegnede har talt med Mads Skovsen om samarbejdet med Jonathan Groth. Det er der kommet følgende artikel ud af:
Da Jonathan sidst i juni 2019 vandt sølv ved European Games i Minsk i Hviderusland, blev han ved hjemkomsten mødt af familien med champagne i lufthavnen, inden fejringen fortsatte sammen med familie og venner på Sluseholmen, hvor Jonathan Groth bor i en 100 kvm stor lejlighed med udsigt over vandet sammen med sin franske kæreste Anne-Sophie Jean, der arbejder i Sanofi S.A., som er et multinationalt medicinalfirma.
Vennen og sparringspartneren Mads Skovsen var også med, og sådan har det stort set været siden 2003, hvor Mads Skovsen startede som træner i Albertslund IF, der i forvejen havde trænerne Morten Olsen og Allan Hansen.
Tanken var ifølge Mads Skovsen, at han hver fredag skulle tage sig af en udvalgt trup på seks spillere der i blandt en 11-årig Jonathan Groth.
For Mads Skovsen var aftalen med Albertslund IF kommet i stand efter, at han midtvejs i sæsonen var blevet ”fyret” i sin tyske klub Finou og derfor pludselig stod uden klub og indtægt.
”Finou havde kun et mål med mig, og det var, at jeg i en holdkamp skulle vinde over deres tidligere nr. 1 Markus Lietzau, der havde skiftet til konkurrenten. Ham tabte jeg så til, og så hørte jeg ikke mere fra klubben”, husker Skovsen.
Groth udtaget til landsholdet
Jonathan Groth blev udtaget til ungdoms-EM som AIF-spiller, hvilket var meget stort for klubben, husker Mads Skovsen. Både Tom Rønneberg, Michael Jensen og Mads Skovsen var derfor på plads på tilskuerpladserne i Bratislava, da Jonathan Groth nåede kvartfinalen ved EM i cadet-rækken. Fire måneder tidligere var han blevet nr. 7 ved den danske ungdoms Top 12 som anden-års drengespiller.
”Jonathan blev hurtigt bedre – blev ligeværdig modstander, og vi trænede mere og mere sammen”, fortæller Skovsen.
Åd seks is
I 2007 trænede Skovsen ofte med Groth i weekenderne, hvor træningen foregik med høj musik og en masse bolde. ”Jeg syntes, at han burde have et solidt våben i sit spil – en fantastisk forhånd”, fortæller Skovsen, der husker tilbage på træningen med en altid overvejende og fornuftig Groth, men der var dog en gang, hvor glansbilledet krakelerede. ”I en pause ville Jonathan gerne have en is. Jeg ville gerne købe is til ham, men i den nærliggende Føtex havde de kun Mars-is i pakker med seks styk, så han fik valget mellem ingen is eller alle is”, griner Skovsen, mens han afslører, at Jonathan nappede seks styk.
Klogere med alderen
I dag har Jonathan Groth fokus på mentaltræning. Han har ofte samtaler den sportspsykologiske konsulent Jakob Hansen, der var hos Team Danmark fra 2008-2018, og som nu er partner i konsulentfællesskabet DoubleYou.
Jonathan Groth og mentaltræner Jakob Hansen i Idrættens Hus i februar 2020. Foto: Carsten Egeholt.
Mads Skovsen har fuldt Jonathans udvikling tæt. ”Han er blevet voksen, lærer tingene selv og forstår, hvad der skal til for at blive bedre, og når han først har lært et slag eller en detalje i spillet, så glemmer han det aldrig”.
Ifølge Skovsen er Jonathan meget opmærksom på, at han ikke må blive skadet – måske endda lidt rigeligt. ”Jonathan er fysisk stærk og har en krop, der er som skabt til bordtennis, men hvis han får en splint i fingeren, så er det to dages pause”, fortæller Skovsen, og trækker straks lidt i land: ”Det er selvfølgelig godt, at Jonathan sørger for konstant at være i god fysisk form, hvilket et langt stykke hen ad vejen er med til at holde skaderne væk”.
Mads Skovsen tror på, at Jonathan Groth også som 40-årig vil tilhøre den europæiske top. ”Hvis han passer på sin krop, så får han en lang og flot karriere. Jonathan træner mindre end andre topspillere, men med stor klogskab, kvalitet og fokus”.
Mads Skovsen rådgiver fortsat Jonathan Groth i samråd med landstræner Linus Mernsten, og når tiden er til det i Groths sammenpressede program, kører Skovsen bolde med ham i Idrættens Hus i Brøndby.
Skovsen har også været med som observerende på træningslejr med Jonathan i Saarbrücken.
”Jeg ser hans kampe og taler både med Jonathan og Linus om kampene”, fortæller Skovsen, der fungerer som et supplement til landstræner Linus Mernsten, som har den daglige dialog med Jonathan.
Jonathan Groth og Mads Skovsen i træningshallen i Idrættens Hus i Brøndby. Foto: Carsten Egeholt.
Musik og film
”Jeg har nok præget Jonathans musiksmag, og det burde han være glad for”, vurderer Skovsen. De lytter begge meget til 90’er rock og har sammen været til to koncerter med Dave Matthews Band i 2019. Skovsen var også med på råd, da unge Jonathan skulle vælge film til familieaftnerne om søndagen. ”Vi skulle altid være færdige med træningen til en bestemt tid om søndagen, da Jonathan skulle til filmaftner med sin familie. Det gik på omgang, og Jonathan havde aldrig en anelse om, hvilke film, han skulle vælge, når det blev hans tur, så jeg kom med et par gode titler, som han ikke kunne huske”.
Stort familiemenneske
Skovsen betegner Jonathan som en meget tænkende person, der er velovervejet og på grænsen til introvert. ”Jonathan er et stort familiemenneske, en fantastisk hyggeonkel, et legebarn, som holder af FIFA, og så er han meget økonomisk bevidst”, siger Skovsen med et stort smil på læben.
Forrige år var Mads Skovsen meget tæt på et job som sportschef og træner i Indiens tredjestørste by Bangalore (6.100.000 indbyggere), der er hovedstaden i delstaten Karnataka.
Aftalen var kommet i stand via den indiske topspiller Kamal Sharath Achanta, der i flere omgange har trænet med i Idrættens Hus i Brøndby. Mads Skovsen tog på et tre uger langt ophold i Indien med henblik på at underskrive en to-årig kontrakt. ”Vi kunne ikke blive enige, og da de sprang med 42% i forhold til det oprindeligt aftalte, blev det ikke til noget”, siger Mads Skovsen, der sammen med kæresten ellers var klar til en indisk eventyr.