Vær med til at vende udviklingen i ungdomsbordtennis!

Dansk bordtennis har i længere tid haft problemer med at fastholde de nye ungdomsspillere i klubberne. Én enkelt sæson bliver det til for de fleste unger og så gider de ikke mere. Uanset hvad der driver dig som træner, har du sikkert også følt den afmagt, når spillere uden grund vælger bordtennis fra.

Men det er jo netop det, det er ikke uden grund!

Dansk BordTennis Unions fastholdelsesprojekt, Det’Batter, er en vidensbank af praktiske anbefalinger i forhold til træning af børn. DBTU har samlet forskningskonklusioner, analyser og interviews med nuværende og tidligere bordtennisspillende tweens (8-12-årige) i et praktisk og nemt tilgængeligt materiale.

En struktureret træning er nutidens børn og unges frikvarter. Et pusterum, hvor de ikke skal iscenesætte sig selv. Materialet, der også indeholder færdige træningspas, kan overføres direkte til klubben og trænernes virke.

Næste opstart er d. 1. januar 2016, ansøgningsfristen er d. 1. december 2015.

Skal din klub være en del af den nye ungdomssatsning, så kontakt udviklingskonsulent:
Jeppe Lindhardt Damsgaard
jeppe.damsgaard@dbtu.dk
43 26 21 17

Du kan også sende et ansøgningskema til jeppe.damsgaard@dbtu.dk.

Du kan også læse kort og præcist, hvad klubben får ud af at være med her mere om projektet her.

 

Herunder følger en beretning af en af DBTUs trænerudviklere fra hans besøg i en Det’Batter klub.

Mit første besøg i klubben kan beskrives med tre ord: Skræmmende, engagement og sjov!

Jeg blev mødt af to glade og topmotiverede trænere, der var klar på at udvikle deres træning. Engagementet strålede ud af dem. De brændte helt åbenlyst for trænergerningen.
Trænerfagligt var de ikke så højt (endnu) men viljen var der, så de får helt sikkert rigtig meget ud af klubtrænerkurset, der afholdes i forbindelse med Det’Batter.

Der kom rekordmange spillere, fordi klubben har annonceret min deltagelse i træningen, så der var alt for mange spillere i forhold til antallet af borde. Nu var der kaos, men på den fede måde!

Efter præsentation og en kort opvarmning startede de træningen med:

  • Doublekampe (de var jo for mange spillere)
  • Flere ved robotbordet (de har et fast robotbord i et bur)
  • Flere ved servetræning på det samme bord
  • Og herefter 2 borde med øvelser

Alt ovenstående på samme tid – det er godt nok mange ting… og så i to adskilte lokaler! Træningen var i gang, børnene havde det sjovt (hvilket er vigtigt), jeg følte trænerne prøvede at overpræstere hvilket træningen bar præg af. Dette handlede dog om, at trænerne ikke tidligere havde arbejdet med stationstræningsmodellen, så de var på dybt vand, men det var jo derfor jeg var der.

Efter en masse rotation fra station til station, mest på fornemmelsen, ikke noget med at have tidskontrol, som materialet ellers lægger stor vægt på, da det leder til struktur og rammer.

Træningen sluttede af med fællessamling omkring langbordet i klubben med gratis frugt til alle og informationer, samt dyrkelse af relationerne. Det var super at se klubben have stort fokus på dette aspekt af klublivet, da det har rigtig stor effekt på fastholdelsen af børnene.

Trænerne og jeg fik talt i næsten en time efter træningen, hvor jeg kunne mærke et enormt engagement og at de er nogle positive mennesker. Det kunne også mærkes af de mange forældre der var tilstede. 

Ved andet klubbesøg var der meget mere struktur over træningen, trænerne strålede mere af overskud. Træningen blev ensrettet lidt mere, så man arbejdede snorlige efter strukturen, der er lagt op til i materialet. I det ene lokale kørte stationstræning og i det andet kørte alle kinatræning med hinanden. Selvom de kun er begyndere mange af dem, så var de overraskende dygtige til dette!

Denne træning var jeg, spillere og de tilstedeværende forældre meget imponerede over! Det vidner om trænere, der tager sig selv og deres ansvar seriøst. De har taget imod den sparring, jeg og DBTU har tilbudt og omsat det til praksis i deres klub og med deres faciliteter.

Mit input til træningen har altså langt fra handlet om det bordtennistekniske, men i langt højere grad om struktur på den nye træningsform og formidlingsevner og -muligheder. Jeg føler ikke, at jeg har ”påduttet” dem en bestemt måde at træne. De har selv taget træningen til sig og formet den, så den passer ind i deres og til deres spillere. Jeg er sikker på, at ungdomsafdelingen vil blomstre endnu mere med deres deltagelse i Det’Batter.

Forfatter: Jeppe Lindhardt Damsgaard
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jeppe.damsgaard@dbtu.dk