Referat fra bestyrelsesmøde tirsdag d. 5. februar 2019 kl. 19 – 21 (Skype)

Til stede: Betina Koefoed, Gitte Maribo, Anders Mølgaard, Lars Høgsberg, Mads Mikkelsen, Peter Carstensen, Peter Sundbæk og Peter Busck-Nielsen (referent.)
Peter S blev valgt som mødeleder og skribent af en kort nyhed til hjemmesiden, Peter B som referent og Mads som mødeleder til næste møde.

Dagsorden

1. Opfølgning på sidste møde
I.a.b.

2. Status på økonomi og budget 2019
Der foreligger ikke et månedsregnskab før den 5. arbejdsdag i måneden. Peter B havde ikke noget at tilføje i forhold til årsregnskabet for 2018, der bliver revideret fra uge 11.

På seneste bestyrelsesmøde blev egenfinansieringen drøftet, herunder indførelsen af et klubkontingent med virkning fra indeværende år (2019). Der er enighed om at dette fortsat vil være et nødvendigt tiltag, hvis vi skal undgå et underskud i 2019, som bringer egenkapitalen væsentligt under 2017 niveau.

Op til bestyrelsesmødet har Anders været i kontakt med Strukturstyregruppen for strukturdebatten. Stukturstyregruppen har givet en grundig orientering om fremdrift og proces, og der er i den sammenhæng blevet rejst en bekymring omkring beslutningen om klubkontingent som en del af egenfinansieringen jf. sidste bestyrelsesmødereferat.

Som det eksplicit fremgår af kommissoriet for Strukturstyregruppens arbejde, skal den nye organisering kunne håndtere: forbedret økonomi og rationel anvendelse af de økonomiske midler og (…) skabe samhørighed, nærhed og enstrenget struktur i dansk bordtennis. 

Der var fortsat enighed på bestyrelsesmødet om, at indførelsen af et klubkontingent er den rigtige vej at gå i forhold til egenfinansieringen, men økonomi er et centralt område i ovenstående kommissorie og vi ved ikke på nuværende tidspunkt noget om, i hvilken retning debatten går på dette område.

Set i dette lys var der på bestyrelsesmødet enighed om, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis en eventuel årsmødebeslutning om indførelsen af et klubkontingent, kan ske i sammenhæng med den igangværende strukturforandringsdebat. Bestyrelsen valgte derfor at udskyde endelig beslutning om sammensætningen af egenfinansieringen (budgetteret til 1.500.000 i 2019).

Der blev på mødet fra flere sider givet udtryk for det uheldige i, at vi dermed ikke kan give en konkret udmelding til klubberne om de økonomiske betingelser for indeværende år. Der var imidlertid også enighed om, at hensynet til den igangværende strukturdebat vejer tungere.

Bestyrelsen havde fået en henvendelse kort før mødet fra strukturstyregruppen, omkring fremdriften i arbejdet og timingen mht. fremtidig struktur og finansiering af DBTU. Udvalget foreslår at accelerere strukturprocessen, så der bliver samtidighed mellem en ny struktur og finansieringen af DBTU’s aktiviteter (af Spor 1 og 2 i henhold til den vedtagne strategi). Bestyrelsen har i tidligere referater stillet i udsigt, at der ville komme en konkret udmelding vedr. finansiering af det forventede underskud på omkring 750 t. kr. for 2019 (uden ekstra finansiering), for at vi kan finansiere DBTU’s vækstplaner. Bestyrelsen besluttede, efter indgående drøftelse, at følge Strukturstyregruppens ønske. I konsekvens heraf blev det derfor besluttet, ikke at offentliggøre det konkrete planlagte forslag til ny finansiering i februar, men at skyde det til en drøftelse på Ledermødet d. 23. marts samt til Årsmødet, dvs. samtidigt med drøftelsen og beslutning omkring ny struktur. Anders kontakter formanden for Strukturstyregruppen for at pointere behovet for, at der skal findes yderligere midler (DBTU’s egenfinansiering), hvis vi skal leve op til DBTU’s mål i strategien, og at finansieringen nødvendigvis må komme fra klubberne/spillerne i dansk bordtennis.

3. Status på fremdrift på spor 1 og 2
Peter B. henviste til den skriftlige status fra Poul og Jeppe. Betina og Gitte supplerede rapporten for spor 1 med de aktiviteter, der er planlagt og gennemført i pigearbejdsgruppen, og bestyrelsen roste arbejdet i gruppen og det arbejde, der gøres i forhold til Skole OL og bordtennis. Lige nu er der fx udbudt 13 lokale Skole OL-stævner, heraf 8 i Jylland og 5 på Sjælland. DBTU’s første Skole OL-stævne afholdes af Brønderslev d. 12. februar.

Mht. spor 2 er der lavet en plan for i februar at besøge de nu 5 hovedklubber, der indgår i det regionale talentudviklingsarbejde for ungdom. Hillerød har meddelt, at de alligevel ikke ønsker at være en del af arbejdet i 2019. Lars udtrykte bekymring vedr. ØBTU regionen, som synes lidt ”vingeskudt” mht. 2019 fremdriften, men Peter B. lovede, at noget ville ske.  

4. Orientering fra kontaktpersoner på udvalg og arbejdsgrupper
Appeludvalg: I.a.b.

Carstensens Legatudvalg: DBTU har modtaget ca. 30 ansøgninger som udvalget behandler. Der offentliggøres og uddeles legatportioner den 30. marts.  

Dommerudvalg: Bestyrelsen vil senere i foråret i forbindelse med den generelle revidering af takstbladet beslutte om diæterne skal forhøjes. Peter B. forsøger at få 50 trøjer med i en ny sponsoraftale fra d. 1. august 2019. Janni Andreassen og Jens Gullberg er villige til genvalg på årsmødet.

Eliteudvalg: Steen Houman ønsker af arbejdsmæssige årsager at holde op efter årsmødet.
Der er en større træningslejr op mod U-EM i Idrættens Hus for piger og drenge i uge 7.
Den kommende ansvarlige for damer og ungdom Magnus Mallander var til Top 12 i Ribe. Magnus starter i jobbet den 1. august. 

Turneringsudvalg: Peter S fortalte kort om den ny struktur i den bedste og næstbedste række for herrer, og orienterede om udvalgets aktuelle opgaver.  

Uddannelsesudvalg: I.a.b.

Veteranudvalg: Lars fortalte, at udvalget på deres møde i IH i januar havde besluttet, at udvalget fortsætter med at have både DT for veteraner og BAT60+ arbejdet i det samme udvalg. Bat60+ fik tildelt hovedparten af udvalgets budget til planlagte aktiviteter. Referat fra mødet følger. Udvalgsmedlemmerne melder tilbage til formanden for udvalget mht. evt. ønske om genvalg på Årsmødet.

Strukturstyregruppe: I.a.b. udover den fremsendte forespørgsel, jfr. pkt. 2.

Den internationale arbejdsgruppe: Peter S. oplyste, at han på et kursus havde fået en interessant henvendelse fra en potentiel værtsby for et veteran-EM/VM, som han snarest orienterer arbejdsgruppen om. Gruppen har aftalt møde med Anders den 14. marts, hvor gruppen præsenterer et konkret forslag til en plan for at få to-tre internationale arrangementer til Danmark.    

Portalgruppen: Afholder møde den 9. marts i Brøndby, hvor de bl.a. vil behandle en henvendelse fra JBTU og DGI vedr. ratingsystemet.

Pigearbejdsgruppen: Afholder møde den 22. marts i Odense. På mødet vil gruppen bl.a. diskutere indholdet i en fortsættelse af serien ’Bag skyerne er himlen lilla’ og lave et budget.
Betina orienterede om en ny udvidet samarbejdsaftale med Parasport, der er til høring i Parasport Danmark og i DBTU’s bestyrelse. Aftalen bør være klar til underskrift meget snart.   

5. Orientering fra sekretariatslederen
Peter B. henviste til den skriftlige orientering inden mødet, og oplyste, at kun 7 klubber pr d. 11.2. mangler at indberette medlemstal for 2018. Sekretariatet rykker de sidste klubber i februar.

Lars H. orienterede kort om de igangværende forhandlinger om en ny 5-årig sponsoraftale fra 1.8.2019.
Bestyrelsen bad Peter B. kontakte yderligere en/to nye kandidater som dirigent til årsmødet.

6. Eventuelt
Bestyrelsen bad Peter B. indkalde til ledermøde den 23. marts og aftale en dagsorden med Martin Lundkvist, Strukturstyregruppen, da mødet primært vil dreje sig om en ny struktur i bordtennis-Danmark.

Kommende bestyrelsesmøder:
Lørdag den 2. marts kl. 10-13 i Hjørring.
Tirsdag den 9. april kl. 18.30-20.30 (Skype).
Lørdag den 4. maj kl. 10-13 i Hillerød.
Fredag den 31. maj kl. 17-20 i Brøndby (før årsmødet).
Lørdag den 1. juni (efter årsmødet).

Referent
Peter Busck-Nielsen