You are here:

Ping Pong regler

Ping Pong reglerne tager udgangspunkt i bordtennisreglerne, som du kan finde her. Dog er der nogle få regler, som adskiller sig fra bordtennisreglerne. Se nedenstående som gælder for Ping Pong i Danmark:

Følgende materiale benyttes i disciplinerne for hhv. Sandpapir og Træbat:

  • Sandpapir: I Sandpapir spiller alle deltagere med ”Sanwei Sandpapirsbat” med lige greb.
  • Træbat: I Træbat spiller alle deltagere med ”Butterfly Andrzej Grubba” med lige greb.

For både Sandpapir og Træbat gælder det, at selve battræet KUN består af træ (ingen carbon eller fiber).

Pointsystem: Der spilles bedst af 3 sæt til 15 point med to server hver samt én timeout pr. spiller. Ved 14-14 spilles afgørende sætbold. “Det hurtige afviklingssystem” er ikke gældende (ingen tidsbegrænsning pr. sæt).
Der spilles til 15 point pr. sæt, da dette er imellem det gamle pointsystem til 21 point og nutidens 11 point, hvorfor der tages lidt fra begge verdener.

Batskift: Når et sæt er færdigspillet, lægges battene på egne bordhalvdele. I efterfølgende sæt bytter spillerne ende, således der spilles med modstanderens bat. I et evt. afgørende sæt byttes bat og ende, når en af spillerne har 7 point.
Batskift ved sæt-/sideskift er med til at give lige vilkår for alle deltagere.

“Dobbeltpoint”: Ved “dobbeltpoint” er der mulighed for at vinde 2 point i en duel. Hver spiller kan tage et “dobbeltpoint” én gang pr. kamp (ikke pr. sæt), og dette meddeles før bolden igangsættes. Hvis man tager et “dobbeltpoint” og vinder duellen, gives 2 point, og tabes duellen får modstanderen kun 1 point. “Dobbeltpoint” kan kun tages i egen serv, og man kan ikke vinde et sæt direkte på “dobbeltpoint”, hvorfor det senest kan tages ved serverens 12. point (modstanderen må fx gerne have 13 eller 14 point). Serveskift hver 2. point og håndklædepause hver 6. point vil blive fremrykket med 1 point, såfremt serveren vinder sit “dobbeltpoint”.
“Dobbeltpoint” er med til at give en ekstra spænding og nerve for både publikum og spillere. Når “dobbeltpoint” tages ved bl.a. VM på Center Court, trykker spilleren på “Golden Buzzer Power Play”, hvorefter der kommer stort lysshow og musik, inden bolden igangsættes.

Følgende ekstra regler gælder ved bedst af 5 sæt:

To “dobbeltpoint” pr. spiller, men hver spiller kan kun tage ét pr. sæt.

Én timeout pr. spiller.