Den nykårede danske verdensmester i herresingle i 70-74 års rækken Niels Ramberg runder de 70 år fredag den 1. juli. I den forbindelse har den mangeårige klubkammerat og sportsjournalist på B.T. Peter Fredberg skrevet en artikel om Virums Niels Ramberg. Vi har fået tilladelse til at bringe artiklen her på hjemmesiden.
Af Peter Fredberg (fred@bt.dk)
Dansk bordtennislegende: Sådan overvandt jeg mit handicap
Niels Ramberg fik polio, da han var et år. Han lå på hospitalet i et halvt år og kunne først begynde at gå sent, men trods sit handicap med lammelser i højre ben blev han en af dansk bordtennis’ største legender.
I karrierens 18. verdensmesterskab, deraf de sidste 12 i veteran-VM, vandt han i sidste måned guld i 70 års-klassen med 357 deltagere i Alicante i Spanien. Og han følte samme glæde og stolthed, som da han for 52 år siden som 17-årig i Herlufsholm-Hallen vandt sit første danske seniormesterskab i single.
Niels Ramberg er historien om en gudsbenådet fighter, som mod alle odds loopede sig ind som nr. 16 på Europaranglisten i 1964 og 1965. Han var den første dansker, der mestrede loopet og viste med en kombination af hård træning, ukuelig vilje og talent, hvor langt man kan nå, når man virkelig kæmper for det.
Den nybagte verdensmester fra Virum-Sorgenfri Bordtennisklub mindes en barndom, hvor sporten kom til at spille en afgørende rolle.
For at genoptræne benet, så godt det var muligt, blev han opmuntret til at dyrke idræt af sine sportsinteresserede forældre og sin storesøster, Lis, som blev både dansk og nordisk mester i bordtennis. I kælderen hjemme på Dronninggårds Allé i Holte blev der stillet et bordtennisbord op, da han var fem år.
Niels Ramberg blev i 1960 som 13-årig med pimplegummibat dansk mester i drengesingle i Aalborg, i øvrigt med denne signatur som tilskuer. Samtidig blev storesøster Lis seniormester. Da han som 15-årig debuterede på landsholdet, blev han en god historie i medierne, som trak paralleller til den polioramte dressurrytter Lis Hartel, som vandt sølv ved OL i Helsinki i 1952.
“Idrætten har hjulpet mig, og jeg har aldrig følt mit handicap. Det er heller ikke noget, andre har taget hensyn til. Jeg accepterede hurtigt, at jeg havde polio og har aldrig følt mig bitter eller haft grund til at føle mig latterlig eller fuld af komplekser,” siger Niels Ramberg.
I et tidligere interview med BT har han sagt:
”Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvordan min karriere kunne have formet sig, hvis jeg ikke havde haft polio. Det er nok umuligt at sige noget om, bortset fra at den utvivlsomt har påvirket min spillepsyke og stil meget. Jeg har været tvunget til at spille meget taktisk og tæt på bordet.”
Med VM-titlen i Alicante (Niels Ramberg fylder 1. juli 70 år) nåede advokaten fra Virum et af sine mål. På hjemlig grund mangler han ti danske mesterskaber i at få endnu en drøm opfyldt. Et century. Med andre ord DM-guld nr. 100. De sidste 82 mesterskaber har han vundet som Virum-spiller. De første otte som ungdomsspiller i Lyngby.
”Jeg har altid sat mig mål. Det motiverer min træning. Fordi man er kommet op i årene, kan man godt have ambitioner,” siger han.
Op til veteran-VM på den spanske solkyst trænede han energisk og koncentreret – om det så var en tidlig mandag morgen – med klubkammeraten og VM-sølvvinderen i 50 års klassen, den tidligere danske mester Lars Hauth. Det gav bonus for dem begge.
Niels Ramberg øverst på sejrsskamlen som verdensmester i herresingle for første gang. Foto: Emese Katona.
På facebook skriver fødselaren følgende efter at have vundet VM-titlen i Alicante:
Verdensmester i bordtennis
Efter at være ramt af polio som 1-årig satte mine forældre gang i optræning af mig, og de anskaffede bl.a. et bordtennisbord hjemme i kælderen.
Det betød, at jeg ikke var helt nybegynder, da jeg som 9-årig fulgte min storesøster Lis til Søllerød bordtennisklub.
Da hun skiftede kæreste til en spiller i den større klub i Lyngby, fulgte jeg med som det tynde øl, men hendes ældre bordtennisvenner fik ingen sympati fra Lis, hvis ikke de gad spille med mig også. Da jeg var 13 og Lis 16 i 1960 blev jeg drengedanmarksmester og Lis Seniordanmarksmester, hvilket hun i øvrigt gentog de næste 5 år og også inkasserede et nordisk mesterskab i 1965.
I drengeårene spillede jeg som andre med pimplegummibat uden skru af betydning, men samme år, 1960 var jeg tilskuer ved Scandinavian Open, hvor jeg så en jugoslav, Markovic præsentere et helt nyt slag, der skulle revolutionere hele bordtennissporten. Alle overværede måbende, hvordan de andre verdensstjerner var lamslået og magtesløse overfor loopet, som man kaldte det nye slag, fordi det kom i en høj, blød bane, men med ekstrem topspin. Kort tid efter var jeg på træningslejr med de bedste juniorer i de nordiske lande, og der var en svensker, som nu også var begyndt at loope. Jeg købte et backside bat på lejren og tog hjem og begyndte at træne. Ingen trænere anede, hvad det var, eller hvordan man skulle gøre. Og i starten slog man store lufthuller i forsøget med den nye teknik. Så de andre spillere syntes ikke, at det var sjovt med alle de kiksere. Men min far havde dårlig ryg og havde en sengebund af finer i kælderen, som jeg satte op som modstander som den første robot. Den træningsmetode var årsagen til, at jeg blev sikker i at loope inden andre. Modstandere, som jeg få måneder før havde spillet lige op med, blev skudt i sænk.
Jeg debuterede på seniorlandsholdet som 15-årig og blev nr. 16 på europaranglisten i to år 1964-1966.
Men vi danskere var jo amatører og havde ringere betingelser end de udenlandske, især svenske og østeuropæiske spillere. I 1960erne slog jeg f.eks. franske Jacques Secrétin 4 gange, men tabte 2 gange i 1970erne pga. de ringere vilkår, vi havde. Jeg fortryder heller ikke, at jeg samtidig med min bordtenniskarriere blev jurist og advokat. Hemmeligheden er, at man kan nå meget mere, hvis man selv får lov til at disponere sin tid. Nu om dage dikterer mere eller mindre smarte trænere ikke blot hvornår og hvordan, du skal træne, men også hvad du skal spise-og frem for alt, at du i hvert fald ikke har tid til andet end din sport. Jeg ved, hvor meget jeg trænede og hvordan. Det var ikke mindre eller mindre effektivt end nu om dage. Men selvfølgelig har spillet udviklet sig.
Som ung deltog jeg i 6 VM, og Alicante var mit 12. veteran-VM, så det var altså mit 18.forsøg på at blive verdensmester. I 2008 fik jeg mit berømte guldbryllup-VM med Claus Pedersen, idet jeg dannede par med ham første gang i 1958 i drengedouble.
Men jeg ville da gerne vise, at jeg godt kunne spille en lille smule selv. I Alicante var der 4600 spillere fra 80 lande, heraf 357 i min række. Jeg nåede 5.runde i double med Erling Nielsen, inden han faldt og brækkede hånden. Synd for Erling – vi havde virkelig haft gode chancer. Jeg havde forberedt mig i mange måneder, og udover den normale træning i klubben, havde jeg en superb træningsmodstander i Lars Hauth mange morgener. Lars fik jo sølv i 50+ og en vigtig årsag til vore resultater er, at vi begge kæmper som i en VM-finale også ved træningen en dødssyg mandag morgen. Mange unge spilder en masse tid med ukoncentreret spil. Derfor lykkedes det Lars og mig at spille en hel uge uden svaghedsperioder. Det kan man ikke, hvis man laller rundt til træning.
Inden finalen havde jeg 24-0 i sæt i de 8 kampe i øvrigt imod 8 forskellige bat og spillestile, men blev lidt rystet, da jeg tabte første sæt i finalen. Jeg blev snydt på den sidste bold, hvor dommerne overså min kantbold og Brian Hill lod som ingenting. Hills engelske supportere så det og konverterede til dansker. Og heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg ikke taber sutten, men bliver yderligere skærpet. Annie støttede mig fra bænken og forbød mig at spille så forsigtigt som i 1.sæt.Hill skulle have fuld skrue. Det fik han så med mine ny belægninger. Færdig med Hill. Tak for det Annie.
Jeg vidste fra starten, at jeg kunne vinde. Og jeg ville meget gerne vinde. Men man kan let blive stiv som i første finalesæt. Heldigvis lykkedes det at holde fokus og fortrænge negative tanker. Hvis man vil hæve sit bundniveau, skal man spille til altid. Af de mange trænere jeg har været i nærheden af, var det Karlo ”Gulvbrækker” Nevad, jeg lærte mest af. Han blev dog anset som en lidt skør og latterlig person af unionen. Men unionen tog fejl. Gulvbrækkeren sagde for 50 år siden: ”Modgang kan ikke ødelægge folk-men det kan medgang”. Der ligger en dybere sandhed i dette. Tænk på alle de talenter man har villet pace frem med favorable vilkår. Og så er det nogle helt andre, der vinder, nemlig dem, der har måttet kæmpe for det.
Niels Ramberg.
Stort tillykke både med de 70 år og med VM-titlen.